I disse tider går verdens mest folkerige nation Indien til valg. 900 millioner vælgere har i de kommende uger mulighed for at deltage i valget. Indien er, sin størrelse til trods, på mange måder stadig et meget eksotisk land, som sjældent bliver portrætteret i medierne.

Kulturelt er Indien mest kendt for farverige Bollywood-film og sportsligt er Indien et decideret udviklingsland, som man som sportsinteresseret sjældent støder på, når man slår op på avisernes sportssider.

Man skulle ellers tro, at der i et land med en milliard mennesker var nok at talenter at tage af, men det er ren ynk.

Ved de olympiske lege har landet siden år 1900 vundet i alt 28 medaljer ved OL, 11 af dem hockey (den slags der spilles på græs) og lidt i skydning og brydning. Indien har aldrig kvalificeret sig til en slutrunde ved VM i fodbold, de er jævnt dårlige til basketball, og de spiller hverken håndbold, baseball eller rugby.

Helt kort, indere er møgringe til sport. Med undtagelse af cricket, som er en national besættelse. Kampene bliver spillet på kæmpestore stadions og spillerne i den bedste professionelle række tjener tocifrede millionbeløb.

I dokumentarserien Cricket Fever, som man lige nu kan se på Netflix, følger man et af de bedste hold, Mumbai Indians, i en hel sæson. Vi kommer helt tæt på ledelsen, trænerne og spillerne.

På den måde minder den på mange måde om den dokumentar Sunderland til i die, om den engelske fodboldklub Sunderland, som også stadig kan ses på Netflix. Herhjemme har man kunne følge blandt andet fodboldklubben AGF i serien ”AGF - mellem håb og håbløshed” og seneste FC Midtjylland i ”Oprøret fra Heden” i lignende dokumentarer.

Styres af hovedrig ejer

Ejeren af Mumbai Indians er Indien og Asiens rigeste mand, Mukesh Ambani, som dog har uddelegeret det daglige ansvar for holdet til kone og søn.

Konen, der i øvrigt også er Indiens repræsentant i den internationale olympiske komite (IOC), fungerer som holdets moralske indpisker, som kommer ind og giver holdet en lille, mere eller mindre, opmuntrende tale, når de har tabt. Hun er et sandt overflødighedshorn af ”fortune cookie wisdom” og spillerne nikker sådan lidt pligtskyldigt. Men det er jo også hende der betaler lønnen, så der er ingen der påtaler det.

Imens moren har travlt med at piske gejst ind i holdet, tager den lidt kejtede søn sig af direktørjobbet for holdet. Han giver ikke indtryk af at være specielt kompetent, men et eller andet skal Junior jo åbenbart tage sig til, inden han på et tidspunkt skal arve familie-imperiet.

Familien Ambani bor i en kæmpe skyskraber midt i Mumbai og da holdet, som består af 25-30 mand fra hele verden, har brug for en gang team-building, inviteres de på en skattejagt rundt i huset.

Ambani-familiens nærmest absurde rigdom står i skærende kontrast til de opvækst-betingelser i fattigdom som nogle de indiske spillere kan berette om. Et billede af Indien som er en nation på vej frem, men hvor uligheden fortsat er ekstrem.

Bæres af cheftræneren

Men det er først og fremmest en serie om cricket og om at vinde og tabe. Serien formår at gøre kampene i denne lidt mærkværdige sportsgren overraskende interessante. Og hvis man ikke selv er i stand til at fornemme stemningen og intensiteten omkring kampene, så har tilrettelæggerne været flinke til at krydre med fans, der passioneret følger med i kampene.

Undervejs bliver der forsøgt at lave en række portrætter af de forskellige spillere, som dog virker mere optagede af at passe deres arbejde end at åbne op for kameraerne. Derfor bliver det oftest til afsløringer som, at de er rigtigt glade for at spille cricket for Mumbai, at de gerne vil gøre det så godt som muligt og at trænerne sætter holdet. På den måde taler sportsfolk et universelt, kedeligt sprog.

Cricket Fevers eneste gennemgående hovedperson er således holdets meget sympatiske srilankanske cheftræner, som undervejs kommer under voldsomt pres, da resultaterne udebliver. Han er god til at forklare sine forskellige taktiske og personalemæssige overvejelser.

Mangler lidt fortælleteknisk

Serien kunne godt have gjort sig lidt mere umage med at forklare cricket-sporten for det uindviede internationale publikum, ligesom at det havde hjulpet med nogle stillinger undervejs, så man får et indtryk af hvor Mumbai ligger i forhold til konkurrenterne. Det havde hjulpet med at understrege vigtigheden af de enkelte kampe.

Tilrettelæggerne kunne også have været mere omhyggelige med at sætte navne og titler på nogle af de mange mennesker som bliver interviewet, hvad enten direkte til kamera eller bare som lyd.

Det kan sikkert godt være. at det er de indiske svar på Per Frimann og Carsten Werge, som alle indere kender, men det gør vi cricket-ignorante vesterlændinge jo ikke. Men bortset fra det, så er det ret vellavet og interessant nok til at man føler sig både informeret og underholdt undervejs.

 

Cricket Fever, 8 afsnit af 40 minutter, kan ses på Netflix.