Annonce

Værdig tilbagetrækning skal på valgkampens dagsorden

Debatten om værdig tilbagetrækning fortjener opmærksomhed i valgkampens sidste dage, mener formanden for 90.000 industriarbejdere.
Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg synes faktisk vi har haft nogle gode debatter i den her valgkamp indtil nu.

Der har selvfølgelig være lidt mudderkast og larm fra ekstreme partier på den yderste højrefløj, men alt i alt synes jeg det er lykkes at få gang i en samtale om nogle vigtige spørgsmål.

Det er nødvendigt at handle, når vi overvejer hvilken klode vi efterlader til vores børn og børnebørn.

Især er det positivt, at klimaspørgsmålet har fået lov at fylde. Det er nødvendigt at handle, når vi overvejer hvilken klode vi efterlader til vores børn og børnebørn. Derudover så er det stadig et område, hvor gode danske produktionsvirksomheder står klar til at bidrage. Til gavn for den grønne omstilling og for tusindvis af gode, grønne job.

Hvis jeg må komme med et enkelt ønske for den sidste del af valgkampen, så er det dog at debatten om pension og værdig tilbagetrækning får lov at fylde bare lidt mere.

Nuværende system er uholdbart

Når jeg taler med kolleger rundt omkring på virksomheder landet over, er det en af de sager der næsten med sikkerhed bliver nævnt. Og selvom arbejdspladserne heldigvis har udviklet sig og en del af opgaverne med tunge løft er blevet automatiseret, så hjælper det altså kun et stykke af vejen. Et arbejdsliv i industrien er stadigvæk hårdt.

Virkeligheden for mange af vores medlemmer i 3F er fysisk krævende, blandt andet med mange gentagne bevægelser som slider på kroppen. Som fagforening gør vi alt, hvad vi kan og spørgsmål om f.eks. seniorordninger er et vigtigt spørgsmål på vores dagsorden, både når vi forhandler overenskomster og når vores tillidsfolk forhandler aftaler om arbejdsforhold ude på de enkelte virksomheder.

Men vi kan som fagforening kun hjælpe når man er i arbejde og er dækket af overenskomsten. Herefter handler det om politik.

Christiansborg SKAL altså på banen. Det nuværende system er uholdbart. Uanset om man arbejder på en fiskefabrik i Nordjylland, en metalvirksomhed i Midtjylland eller noget helt tredje, så er tilbagemeldingen den samme: Ja, vi holder meget af vores job, men nej, vi kan ikke holde til at arbejde til vi er 72 eller lignende!

Det er ikke raketvidenskab

Jeg ved godt, at det ikke er nemt at finde en præcis model for differentieret pension. Men helt ærligt! Vores samfund er bygget på komplicerede kompromisser og regler.

Når vi kan sende en mand på månen, så kan vi da for pokker også finde på en model for differentieret pension. Fra fagbevægelsens side deltager vi meget gerne i at udforme den endelige model.

Når vi kan sende en mand på månen, så kan vi da for pokker også finde på en model for differentieret pension.

Og ja jeg ved også godt, at de radikale, Dansk Folkeparti og den borgerlige regering har indgået en aftale om det der hedder seniorførtidspension. Det er en fin lille aftale, men den hjælper altså kun når man ER slidt ned og det er langt fra godt nok.

Så de blå partier må altså gerne stoppe snakken om, at problemet er løst, for det klinger hult. Vi skal have fundet en ordning, der sikrer, at folk kan gå på pension FØR de bliver nedbrudte og nedslidte.

Brug for et stærkt rødt mandat

Alle fortjener en værdig seniortilværelse. Også af den årsag synes jeg det er vigtigt at vi får en socialdemokratisk regering. Der er brug for et stærkt rødt mandat, hvis vi skal ændre på uretfærdighederne.

Hvis ikke det her emne var så pokkers alvorligt, ville det være sjovt. For statsminister Lars Løkke Rasmussen og de blå partier har jo faktisk vist stor interesse for pensionsalderen tidligere i valgperioden. Kan I huske det? De ønskede at HÆVE pensionsalderen hurtigere end det var aftalt.

Det var kun fordi 3F kastede sig ind i kampen og fordi Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blokerede at det ikke blev til noget. Det synes jeg, at vi alle skal have i baghovedet når vi overvejer, hvilke partier der bedst repræsenterer os. Især når det handler om noget så afgørende, som at sikre alle en værdig afgang fra arbejdslivet.

 

Mads Andersen er formand for 3Fs Industrigruppe, som med over 90.000 medlemmer er den største faggruppe i 3F. Han er desuden næstformand for CO-Industri.
Mads Andersen startede sin faglige karriere som tillidsmand på Codan Gummi i Køge.


Flere artikler om emnet