Slagelse: Aftale om delt borgmesterpost ophævet

Aftalen om den delte borgmesterpost i Slagelse er ophævet. Det betyder at socialdemokraten John Dyrby Paulsen fortsætter som borgmester efter årsskiftet
Det var en usædvanlig konstituering, Slagelse Byråd indgik efter kommunalvalget 2017, da der efter lange tovtrækkerier og forhandlinger endelig faldt en aftale på plads om hvem, der skulle være byens borgmester.

Aftalen blev, at John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensen (LA) skulle deles om borgmesterkæden, sådan at John Dyrby Paulsen tog de første to år af valgperioden, derefter, altså fra det kommende årsskifte, skulle Villum Christensen overtage.

Borgmester vil ikke spekulere

Men aftalen er nu ophævet. Det bekræfter borgmester John Dyrby Paulsen overfor TV2 ØST.

- Det er af hensyn til den fortsatte stabilitet i Slagelse Kommune, så skal borgerne vide, hvad de har at gøre med. Derfor har Villum sagt, at aftalen er ophævet, siger John Dyrby Paulsen.

John Dyrby Paulsen ønsker ikke at kommentere, om ophævelsen af aftalen hele tiden har været en del af den noget usædvanlige konstitueringsaftale 

”Det vil jeg lade jer journalister spekulere i, det kommenterer jeg ikke på,” siger han.

Vil ikke skabe unødig støj

Villum Christensen siger i den udsendte pressemeddelelse, at han ikke vil medvirke til unødig støj omkring kommunens ledelse: 

”Jeg har aftalt med John (Dyrby Paulsen, red.), at han fortsætter som borgmesterperioden ud. Vi har haft et fortrinligt samarbejde i det første halvandet år, og Slagelse Kommune er nu i god gænge,” skriver han og fortsætter:

”Jeg ønsker ikke at medvirke til unødig støj omkring kommunens ledelse, og af hensyn til stabiliteten i byrådets arbejde er det derfor vigtigt, at aftalen af 30/11-17 ophæves allerede nu. Jeg håber, at det kan være med til at cementere den nuværende ro og stabilitet i det politiske arbejde i Slagelse Byråd, og den fortsatte udvikling af kommunen.” 

Villum Christensen, der udover sit byrådsarbejde også har siddet i folketinget siden 2008, genopstillede ikke ved gårsdagens valg. Ifølge pressemeddelelsen vil Villum Christensen nu fokusere på opgaverne som viceborgmester og formand for Erhvervs- og Teknikudvalget.

I aftalen med Villum om at ophæve den delte borgmesterpost, er der en aftale om, at Villum Christensen får kontor på ledelsesgangen på Slagelse Rådhus.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce