I sensommeren 2008 udkæmpede de københavnske byg­ningsarbejderfagforeninger og det polske byggefirma Gitek en opsigtsvækkende kamp omkring renoveringen af den tidligere Kongelige Mønt på Amager.

Fagforeningens blokadevagter stod rundt om den gamle bygning

Gitek nægtede at tegne overenskomst, så fagbevægelsen iværksatte en fysisk blokade af byggeriet. Fagforeningens blokadevagter stod rundt om den gamle bygning, som en middelalderlig hærs belejring af en fjendtlig borg, for at forhindre varer og ar­bejdskraft i at komme ind på pladsen. Gitek forsøgte på sin side at omgå blokaden, ved at indlogere deres polske ansatte på selve byggepladsen og smugle materialer ind på pladsen når blokadevagterne så den anden vej.

De ’heldige’ måtte forsvare deres job

Konflikten mellem de danske bygningsarbejdere, der blokerede plad­sen, og de polske bygningsarbejdere inde på pladsen blev hurtigt bitter og personlig. Den økonomiske krise havde netop ramt verden, og for bygningsarbejderne på hver side af belejringen handlede kampen ikke om teoretiske begre­ber, som 'arbejdskraftens frie bevægelighed' og 'den danske model', men om hvem der fremover ville kunne forsørge sin familie ved at arbejde som bygningsarbejdere i Danmark.

Belejringen handlede k om hvem der fremover ville kunne forsørge sin familie

Jeg var en af de heldige bygningsarbejdere, der havde arbejde dengang i 2008, men jeg var klar over at heldet kunne vende, så jeg brugte en del af min sommerferie på at stå i blokaden ude foran mønten. En af dagene, en flot sensommerdag, hvor solen skinnede på danskere såvel som polakker, stod jeg lænet op af en stor træport indtil Den Kongelige Mønt på Amager Boulevard. Jeg stod blokade­vagt foran porten sammen med tre kollegaer, en lidt ældremurersvend og to unge murerlærlinge, og vi kedede os alle sammen gudsjammerligt.

Den store port, som jeg lænede mig op af, var nok oprindeligt tænkt som hovedindgangen til den Kongelige Mønt, men det var bagindgangen til byg­gepladsen. Hovedporten lå uden for vores synsfelt, omkring 100 meter væk rundt om hjørnet, på Amagerfælledvej. Det var der, de fleste blokadeaktivister stod, og det var også der, de fleste konfrontationer med lastbilchauffører og polske bygningsarbejdere foregik. Vi havde altså fået den kedelige tjans med at blokere en bagindgang, som aldrig blev brugt, eller det vil sige: den blev næsten aldrig brugt.

Polakkerne talte hverken engelsk eller dansk

Netop som jeg var begyndt at blunde lidt i den varme sol, blev låsen pludseligt slået fra, og uden yderligere var­sel blev porten åbnet inde fra. Fire polakker kom til syne, baksende med den knirkende og knagende træport indtil den stod på vid gab. Polakkerne talte hverken engelsk eller dansk, og vi talte ikke polsk, så vi kunne ikke tale med dem om deres hensigter. Men da en af polakkerne gik forbi os, ud til vejen og begyndte at kigge søgende ned mod Lange­bro, gik det op for os, hvad der var i gang. Polakkerne havde gjort klar til at en bil kunne køre ind af porten og dermed bryde den fysiske blokade af byggepladsen.

Polakkerne havde gjort klar til at bryde den fysiske blokade

De fire polakker stillede sig beslutsomt op foran den åbne port, og det lignede, at de gjorde sig klar til at skubbe os væk fra porten, så snart bilen ankom. På vores side her­skede der en vis usikkerhed, vi så nervøst på hinanden med rådvilde blikke? De var lige så mange som os, så det ville ikke blive nemt at holde blokaden, hvis der ankom en bil. Hidtil havde vi opfattet vores position ved bagindgangen som kedelig, nu mærkede vi at den også var udsat. Der var lige pludseligt meget langt ned til de andre ved hovedpor­ten.

Som ved en fælles usagt aftale, begyndte vi alle at nær­me os polakkerne. Uden at nogen havde nået at sige noget, var vi blevet enige om ikke at lade dem bryde blokaden uden kamp. Vi rørte dem ikke fysisk, men vi pustede os op og gik langsomt tættere og tættere ind på livet af dem. På den måde forsøgte vi at presse dem psykisk til at opgive deres forehavende. Det var tydeligt, at polakkerne følte sig pressede, den del af planen virkede i hvert fald.

Adrenalin i årerme og hammer i hånden

Jeg gik tættere på en af dem, en midaldrende mand, der lignede en familiefar omkring de 50, men blikket i hans øjne viste at han var en familiefar med ryggen mod muren. Netop som jeg kom helt tæt på ham, trak han en hammer frem af jakken og viste den lidt diskret til mig. Vi kunne ikke tale sammen om, hvad den hammer skulle bruges til, men for mig var beskeden ikke til at tage fejl af. Han sagde: 'Jeg er klar til at bruge den her!' og adrenalinen begyndte at løbe ud i blodet.

Angst og adrenalin har det jo med at lukke pandelappen ned

Angst og adrenalin har det jo med at lukke pandelappen ned og give kontrollen til mere primitive dele af komman­dobroen. Det skete også for mig denne dag. Jeg gik resolut hen til vores aktivist-sodavandskasse og begyndte at fylde lommerne med glasflasker fyldt med grøn og rød sports­vand. Ikke fordi jeg var tørstig men fordi jeg var bange. Da lommerne var fulde, tog jeg en flaske i hver hånd og vendte igen front mod polakkerne.

Den ældste af os fire blokadevagter, en gråhåret murer­svend og medlem af bestyrelsen i vores 3F fagforening, gik mig i møde.

- Hey Jakob, læg dem der tilbage igen.

For enhver pris: ingen håndgemæng

Som medlem af bestyrelsen, og i kraft af at han var den ældste af os, var han en slags leder af vores lille gruppe. Han følte nok et vist ansvar for, at vi overholdte fagforeningens beslutning om, for enhver pris ikke at lade blokaden udvikle sig til håndgemæng, men angsten og adrenalinen havde sit tag i mig, og jeg svarede aggressivt.

- Gu vil jeg ej, så du ikke den hammer?

- Jo, men vi skal ikke slås med dem, Jakob, det ved du godt.

- Jeg vil heller ikke slås, men hvis de bruger våben, så vil jeg ikke stå med tomme hænder!'

Jeg virkede ikke til at være til at tale til fornuft, og hvad værre var, så virkede det som om de to andre blokade-aktivister bakkede mit synspunkt op. Den ældre mure, var stemt ned af os unge brushoveder, og der var optræk til krig ved bagindgangen til Den kongelige Mønt den sensommereftermiddag, i 2008.

Så vidt kom det dog ikke. Der kom ikke nogen bil, og polakkerne lukkede kort efter porten igen.

Vi kunne ikke tale med dem, så vi fandt aldrig ud af, om det hele havde været en misforståelse, eller om de havde opgivet deres fore­havende, men den voldelige konfrontation udeblev, heldig­vis.

Den polske familiefar er IKKE min fjende

Jeg har tænkt over denne situation mange gange i de 10 år, der er gået siden. Jeg var dengang og er stadig socialist, og jeg opfattede ikke den polske familiefar med hammeren som mine fjende. Jeg så ham som en kollega, der var blevet tvunget til at forlade sin familie for at finde arbejde. Al­ligevel stod vi den dag over for hinanden med hver vores våben i hånden! Hvor mange gange i verdenshistorien har den historie udspillet sig; i porten til arbejdspladserne og på slagmarkerne?

Jeg opfattede ikke den polske familiefar med hammeren som mine fjende

Hvor mange gange har arbejdere fra hver sin nationalitet, med hvert sit sprog, stået overfor hinanden med våben i hænderne, ude af stand til at tale sammen om vores konflikter, vores frygt, vores håb og vores fremtid?

Bogen ’Støv og drømme’ er mit forsøg på at bidrage til, at vi sammen kan skrive en ny historie. En historie, hvor vi overvinder de kulturelle og sproglige skel, der forhindrer os i at mødes, og sammen skaber en arbejderbevægelse, der er lige så global som de problemer vi kæmper med.

Støv og drømme er udgivet 2019 på forlaget Solidaritet.