Annonce

Bag om Meng-mysteriet: Podcast udstiller politiet

Anbefalelsesværdig podcast fra BT rejser kritik af politiets arbejde og bringer nye oplysninger frem i lyset i sagen om Emilie Meng-mordet.
BT har denne sommer kastet sig ud i en ny podcastsatsning. Over elleve afsnit belyser ny podcast et af nyere tids mest skræmmende danske mordmysterier: Mordet på 17-årige Emilie Meng 10. juli 2016.

Podcasten, ”Emilie Meng Mysteriet” stiller naturligt store krav til værternes evne til at håndtere og formidle en svær sag, som må gå direkte i hjertet på enhver far eller mor.

Begge dele lykkedes podcasten dog med

Men fra et fagligt perspektiv kræver projektet også meget af værterne Bo Nordstrøm Weile og Jesper Vestergaard Larsens evne til at bringe ny viden til bordet i en sag, der allerede har tiltrukket sig massiv mediebevågenhed. Begge dele lykkedes podcasten dog med.

Den tillader lytterne at fordybe sig i den grusomme sag og ikke mindst de nye spor og detaljer, som offentligheden ikke har haft kendskab til før nu.

Fugtige øjne og en masse indtryk

Inden jeg begav mig ud i at høre podcasten, havde jeg mine bange anelser om, hvorvidt værterne blot søgte de store, pompøse overskrifter og ville mæske sig på Meng-familiens tragedie. Men allerede i første afsnit blev de anelser gjort til skamme.

efterlod mig med fugtige øjne og en masse indtryk

I et interview med Emilie Mengs far kommer man bag om den unge teenager, som kun netop var begyndt at skifte bekendtskab med byture og kærester. Første gang følte jeg, at jeg lærte Emilie personligt at kende og afsnittet efterlod mig med fugtige øjne og en masse indtryk, som jeg måtte fordøje inden jeg kastede mig ud i det næste afsnit. Det blev en tilbagevendende oplevelse ved denne podcast.

Emilie Meng Mysteriet søger dog ikke kun for at rippe op i et åbent sår og teste tårekanalerne.

Kvinde så Mengs morder?

Podcasten følger nøje politiets efterforsikring, som flere eksperter kalder mangelfuld, og tester nye spor og oplysninger, som hidtil ikke har været fremme. Heriblandt et signalement fra en kvinde, der er overbevist om, at hun mødte Emilie Mengs morder den nat. Vi hører også fortællingen om vidner der gentagende gange havde hørt en piges råb om hjælp gennem væggen til en lejlighed, langs den rute, som Emilie gik den tragiske nat.

Emilie Meng Mysteriet” er uden tvivl en af årets bedste danske podcasts

Hvad angår tilgængelighed fandt jeg det først positivt, at afsnittene sjældent varede mere end en halv time og derfor ikke gik i tomgang, men fastholdt lytternes opmærksomhed. Men omvendt når man så var blevet bidt af podcastserien, så kunne jeg slet ikke få nok afsnit. Et spøjst paradokst, der måske også er et udtryk for seriens succes.

”Emilie Meng Mysteriet” er uden tvivl en af årets bedste danske podcasts.

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet