Godhavnsdreng: “De kaldte mig en fantast”

Såvel menneskelige som økonomiske ressourcer skal sammen med tillid til omsorgspersoner være et grundvilkår, så vores socialpolitik gør en forskel.
Forleden var der torvedag i Åbyhøj i Aarhus, hvor min kreds, helt som de plejer, stillede op med telt og kaffe. Midt på dagen kom en mand kom hen til mig. “Det er mig, der er Ole”, fortalte han. Jeg så op i et par rare øjne, langt oppe i et ansigt fyldt med skæg og hår. Et mærket ansigt, men med rare øjne.

Ole fortalte, hvordan undskyldningen tog skylden fra ham

Ole er en af Godhavnsdrengene. Han var kommet til teltet i Åbyhøj for at dele sin fortælling med mig. En blanding af ærefrygt og dyb tristhed bredte sig i mig. Ole var på Amalienborg, da Mette Frederiksen gav Godhavnsdrengene en undskyldning på vegne af den danske stat. Og Ole fortalte, hvordan undskyldningen tog skylden fra ham.

Barnlig unode med voldsomme konsekvenser

Han fortalte mig ikke i detaljer om overgrebene, om slagene, om ydmygelserne og om de mange gange, han blev kørt tilbage til Godhavn på sine og de andres springture. Det lå i hele stemningen, og det var nok for mig.  

Jeg spurgte, hvorfor han var kommet på Godhavn. Han fortalte, at han var en tur med toget fra Slagelse. Konduktørens billetblok lå på bordet i hans kupé, og Ole drømte inderligt om en tur i Tivoli. Han inviterede derfor sine venner med og udfyldte billetten med barneskrift. Denne uskyldige unode betød, at Ole blev hentet og kørt på Godhavn, hvor han var i to år.

Ole endte med at blive skuespiller og filmoperatør

Her oplevede en kvik dreng, med en meget levende fantasi, en barndom og ungdom, som ingen børn skal opleve. Ole sagde flere gange til mig, der i teltet i Åbyhøj, at de kaldte ham en fantast. Ikke bare på Godhavn, men også de mange sagsbehandlere, som efterfølgende fulgte ham. Ole endte med at blive skuespiller og filmoperatør og har ad den vej mødt både Dirch Passer og Kjeld Petersen, men han fortalte, hvordan hans begejstring for skuespillermiljøet ikke blev anerkendt af hverken sagsbehandlere eller de voksne, han mødte på Godhavn og de andre børnehjem, han boede på.

Børnehjemsbørnene gav mig en evigt brændende ild

Min egen mor var i 1970’erne souschef på et børnehjem nær København. Hun var uddannet socialpædagog på Peter Sabroes seminarium. Jeg er kommet på min mors børnehjem, siden jeg var helt lille. Jeg elskede det. Jeg elskede at være sammen med de store drenge og jeg har fantastiske minder fra den idyllisk bådebro, den varme omsorg og menneskernes, varme øjne - øjne som Oles.

Jeg husker juledage, hvor min mor havde drenge med hjem, for det var nemmere for hende, sagde hun, når hun skulle passe dem i helligdagene. Min far har senere fortalt, at det var, fordi deres forældre ikke var kommet for at hente dem.

Min mor elskede sit arbejde. Hun gav de unge drenge alt, hvad hun havde, og hun lod sin familie være en del af det. Det har været med til at give mig en evigt brændende ild, der vil blive ved med at brænde for de, der har behov for vores omsorg og tryghed.

Vi skal lade socialpædagoger som min mor involvere sig og give af sig selv

Det er derfor helt centralt at vi, som Statsministeren forleden understregede, skal se på de mørke stunder i danmarkshistorien frem for at vende den anden kind til. Vi skal lade socialpædagoger som min mor involvere sig og give af sig selv. Såvel menneskelige som økonomiske ressourcer skal sammen med tillid til de enormt betydningsfulde omsorgspersoner være et grundvilkår, så vores socialpolitik kommer til at gøre en forskel. Og så skal vi huske at tro på fantasten.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Socialordfører og folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Annonce