Resultatet af Folketingsvalget 2019 minder om Folketingsvalget 2011 til forveksling. Det er næppe nogen tilfældighed. Siden finanskrisen har de danske vælgere i langt højere grad efterlyst en venstreorienteret fordelingspolitik. Det var derfor, de stemte rødt i 2011.

Der var ingen nævneværdig forskel på rød bloks valgresultat i 2011 og 2019

Kilde: Samfundsstatistik 2019. Forlaget Columbus. Under udgivelse.

Skuffede venstreorienterede vælgere gav Løkke en ekstra chance

Til Folketingsvalget i 2015 var vælgernes ønsker til politikerne mindst lige så venstreorienterede som i 2011. Imidlertid havde Helle Thornings socialdemokratisk ledede regering, der sad mellem de to valg, ikke leveret den klassiske socialdemokratiske politik som vælgerne efterspurgte.

Nok til at tippe magtbalancen i blå bloks favør

Det gav en åbning til Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der erklærede at DF stod til venstre for Socialdemokratiet på fordelingspolitikken. Taktikken gav pote. Et antal skuffede vælgere svarende til cirka tre mandater forlod Socialdemokratiet til fordel for DF ved valget i 2015. Nok til at tippe magtbalancen i blå bloks favør.

Det er paradoksalt, at det var skuffede venstreorienterede vælgere, der gav Lars Løkke Rasmussen endnu en periode som statsminister, eftersom Lars Løkke benyttede denne chance til at gennemføre historiske besparelser i velfærden. Alene fra 2015 til 2018 blev den offentlige sektors udgifter formindsket tre procent i forhold til BNP (og det er meget).

Hva nu: Den forrige socialdemokratiske regering turde ikke? 

Det store spørgsmål er nu: Har Socialdemokratiet modet til denne gang at levere det som vælgerne ønsker? Vil Socialdemokratiet gennemføre socialdemokratisk politik? Vil det lykkes Socialdemokratiet at påbegynde genopbygningen af velfærden i Danmark?

Den forrige socialdemokratiske regering turde ikke føre socialdemokratisk politik, fordi den var bange for, at øgede skatter ville undergrave lysten til at arbejde og tjene penge, hvorved skatteindtægterne ville falde. Det er nemlig, hvad de makroøkonomiske regnemodeller, som de bruger i Finansministeriet, altid siger, der vil ske på langt sigt. Det var derfor, at Finansminister Bjarne Corydon talte om besparelser og skattelettelser som ”nødvendighedens politik” i stedet for at indfri valgløfterne om en stærkere finansiering af velfærdsstaten.

Finansminister Bjarne Corydon talte om besparelser og skattelettelser som 'nødvendighedens politik'

Sådan har det ikke altid været. Engang sagde økonomernes regnestykker, at gode daginstitutioner understøtter samfundsøkonomien. Men regnemodellerne blev ændret. Det var faktisk ingen ringere end Venstres Anders Fogh Rasmussen, der, længe ingen han blev statsminister, fik ændret regnemodellerne, så de altid viser, at den offentlige sektor er skadelig for økonomien, mens skattelettelser til de rigeste vil forbedre den.

Jo større formue - jo mere større besparelse på skat

I dag står det imidlertid klart, at skattelettelser til de rigeste ikke skaber velstand til samfundet, men blot øger uligheden. I år 2000 var marginalskatten for lønindkomst 63,4 procent. I dag er den 56,5 procent. I år 2000 var marginalskatten for kapitalindkomst 59,7 procent. I dag er den på 42,7 procent.

Danmark er nu mere ulige end gennemsnittet af EU-landene

Det er især indtægter fra kapitalindkomst, der er årsagen til, at den rigeste ene procent af danskerne har fået en bemærkelsesværdig indkomstfremgang siden Finanskrisen. Den rigeste ene procents stigende indkomstandel modsvares af et tilsvarende fald hos den fattigste halvdel af befolkningen. Hvis vi måler uligheden på, hvor meget mere en gennemsnitlig person fra den rigeste ene procent tjener i forhold til en gennemsnitlig person fra den fattigste halvdel af befolkningen, er Danmark nu mere ulige end gennemsnittet af EU-landene. Og det er vel og mærke målt på indkomst efter skat.

Den lave beskatning af kapitalindkomst (altså den indkomst man tjener blot ved at eje formue) har skabt en dynamik med stigende ulighed. Jo større formue du har, jo mere sparer du i skat. For dit formueafkast, kan du erhverve dig mere formue, der giver mere afkast, som du kan bruge til at erhverve dig mere formue. På den måde leder den lave marginalbeskatning af kapitalafkast til, at de formuende hele tiden bliver mere formuende.

Det kan bedst betale sig bare at spekulere

Den lave beskatning af kapitalindkomst udhuler velfærdsstatens indkomstgrundlag. Der kommer til at mangle penge i statskassen. Det kan bedre betale sig at spekulere end at arbejde. Der akkumuleres formuer, der placeres i skattely.

Hermed er vi tilbage til spørgsmålet om den nye socialdemokratiske regerings muligheder for at opfylde vælgernes ønsker om en genopretning af velfærden. Den første forudsætning må være, at regeringen formår at tilbagerulle skattelettelserne, der har fået uligheden i Danmark til at skyde i vejret over en kort årrække.

Socialdemokratiet har forkastet den neoliberale tankegang

Socialdemokratiet har meldt ud, at de økonomiske regnemodeller skal have et serviceeftersyn. Socialdemokratiet har også lanceret et udspil der indebærer, at beskatningen af lønindkomst og kapitalindkomst harmoniseres, så der ikke gives topskatterabat for store formueindkomster.

Med andre ord: Socialdemokratiet har forkastet den neoliberale tankegang, der tidligere har virket som en kognitiv hindring for overhovedet at fremsætte forslag, der kunne bremse den stigende ulighed.

Og hva med De Radikale?

Men er det nok? Det Radikale Venstre har ikke afvist ideen. Endnu. Men de virker ikke begejstrede. Og hvis de radikale siger nej? Er der andre muligheder for flertal? Dansk Folkeparti har for længe siden afvist ideen. Der er ikke meget manøvrerum i dansk politik til at gennemføre progressive ideer.

Der er ikke meget manøvrerum i dansk politik

Hvis denne kamp skal vindes, skal den vindes på den offentlige opinion. Ledende socialdemokrater må uforbeholdent kaste sig ud i debatten, og forklare at Danmark ikke bliver fattigere af at rulle 10 års skattelettelser af topindkomsterne tilbage, men at det er en forudsætning, hvis vi gerne vil have velfærden tilbage.

Vend den offentlige opinion, og se om ikke Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti følger med.