Annonce

Børn plukker hasselnødder til din Nutella

Mindst en tredjedel af hasselnøddeplukkerne i Tyrkiet er børn - nøddeplukkerarbejdet er hårdt og opslidende, rapporterer Danwatch
Mindst en tredjedel af de sæsonarbejdere, der plukker hasselnødder ved Sortehavskysten i Tyrkiet - som blandt andet indgår i nøddepålægget Nutella - er børn.

Det viser en rapport fra Fair Labour Association (FLA), en international non-profit organisation, der samler virksomheder, universiteter og NGO’er i arbejdet for bedre arbejdsvilkår internationalt.

Det skriver det undersøgende netmedie Danwatch.

“Arbejdet med at plukke hasselnødder er både farligt og opslidende. De bærer tunge sække i stejlt terræn, også børnene, og de arbejder syv dage om ugen,” siger Sinem Kavak til Danwatch.

Kavak er gæsteforsker ved Lunds Universitet. Hun har i fem år forsket i sæson-arbejdere og hasselnøddeproduktion i Tyrkiet.

De arbejder gerne 11-12 timer om dagen. Der er børnearbejdere, der er under 12 år gamle

“De arbejder gerne 11-12 timer om dagen. Der er børnearbejdere, der er under 12 år gamle, og en gang imellem er jeg stødt på børn i plantagerne, der var under syv år,” siger Sinem Kavak.

Nutella opkøber en tredjedel

Hasselnødder fra Tyrkiet opkøbes af internationale chokoladeproducenter som Ferrero og Néstle, oplyser Danwatch.

Ferrero, der blandt andet producerer det populære nøddepålæg Nutella, opkøber 30 procent  af alle de hasselnødder, som produceres i Tyrkiet, fremgår det af en reportage i The New York Times.

Ferrero, som stammer fra Italien, har ikke besvaret Danwatchs anmodninger om et interview om sagen.

Ifølge en talsmand for Néstle er 100 procent af deres hasselnødder “produceret ansvarligt”. Og Néstle er modstander af børnearbejde:

Vi køber størstedelen af vores hasselnødder i Tyrkiet

“Børnearbejde hører ikke hjemme i vores varekæde. Vi køber størstedelen af vores hasselnødder i Tyrkiet. Alle vores nødder kan spores til den nøddeplantage, de kommer fra,” skriver en Nestle-talskvinde i en svarmail til Danwatch.

Opdateret 22.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Sådan ender tyrkiske hasselnødder i din Nutella

  • Nutella produceres af det italienske firma Ferrero 
  • 65% af de nødder, som Ferrero anvender, kommer fra Tyrkiet.
  • Det svarer til 30 procent af den samlede tyrkiske produktion.
  • Mindst en tredjedel af de tyrkiske høstarbejdere er børn.
  • 70 procent af verdens hasselnødder fra Tyrkiet.

Kilde: www.mediapart.fr og Danwatch

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet