Annonce

Bedre djøfere kunne spare kommunerne for svimlende dyre konsulenter

Hvis vi skal reducere det svimlende beløb, der bruges på at hyre konsulenter, så kræver det dygtigere djøf'ere med langt større kendskab til kommunerne.
Hvert år bruger kommuner som København millionbeløb på at hyre konsulenter ind til at løse forskellige opgaver - det kan være alt lige fra effektiviseringer til implementering af nye arbejdsgange. Men selvom konsulenterne løfter vigtige opgave, så er virkeligheden den, at vi kunne frigøre masser af penge til velfærd, hvis ellers kommunens egne medarbejdere kunne løse opgaverne.

De udefrakommende konsulenter er nødvendige, fordi de er dygtigere end vores egne medarbejdere

En embedsmand i Københavns Kommune fortalte mig engang, at de udefrakommende konsulenter er nødvendige, fordi de er dygtigere end vores egne medarbejdere. Konsulenthusene er bedre til at løse opgaverne end bureaukraterne her i kommunen. Lad mig komme med nogle argumenter for, hvorfor han måske har ret.

Statskundskaberne skal klædes bedre på 

Vi lærer for meget om international politik og for lidt om kommunal forvaltning. Jeg studerer statskundskab, og er snart færdig med min kandidat. I mine mange år på Københavns Universitet har jeg lært mere om international politik end om kommunal forvaltning. Mere om sikkerhedspolitik i FN end byggesagsbehandling i Rødovre. Men det står i skærende kontrast til det faktum, at ganske få statskundskabere ender med et job i Udenrigstjenesten, mens langt flere faktisk ender som kommunale embedsmænd.

I mine mange år på Københavns Universitet har jeg lært mere om international politik end om kommunal forvaltning

Statskundskaberne mangler respekt for de kommunale embedsmænd. I foråret var jeg i praktik i Ballerup Kommune - og mine medstuderende grinede af, at jeg gerne ville tæt på velfærden og driften i en dansk kommune, for det var selvsagt ikke fint nok til en statskundskaber. Når det er holdningen blandt mine medstuderende, så kan jeg da godt forstå, at en fremtid som embedsmand i en af vores kommuner ikke står øverst på prioritetslisten hos de dygtigste på en årgang.

Men hvis vi nu sørgede for at klæde vores statskundskabere og andre kommende embedsmænd bedre på til en hverdag i kommunerne og skabte større respekt omkring det arbejde, der udføres i vores forvaltninger, så kunne det være, at vi kunne få dygtigere embedsmænd - og dermed spare penge på de dyre konsulentbudgetter.

Lad KL udfordre de profitjagtende konsulenthuse

I det omfang at det så stadig er nødvendigt med udefrakommende konsulenter, så kunne man også fra kommunernes side investere flere penge i at opbygge KL’s konsulenthus. Lad os give dem musklerne og ressourcerne til at byde ind på de store udbud, så de kan konkurrere med de profitjagtende konsulenthuse og deres tårnhøje timepriser.

Fra kommunernes side kunne vi investere flere penge i KL’s konsulenthus

Vi forventer os af skolelærere og pædagoger, at de kan løse deres arbejde uden nævneværdig assistance udefra. Så lad os da gøre vores statskundskabere endnu bedre i stand til at løse deres opgaver uden konsulenthjælp!

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Laura Rosenvinge er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. Hun er socialordfører og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget


Flere artikler om emnet