Annonce

Irak-kommission bliver ikke genåbnet

Socialdemokratiet har siden februar overvejet fordele og ulemper ved en genåbning af Irak-kommissionen.
Siden offentliggørelsen af krigsudredningen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen har Socialdemokratiet overvejet fordele og ulemper ved en genåbning af Irak-kommissionen.

Overvejelserne er endt med, at regeringen ikke genåbner Irak-kommissionen.

Tilbage i marts udtalte daværende udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) om de socialdemokratiske overvejelser:

”Vi overvejer fortsat for og imod. Jeg synes stadig, der kan være stærke argumenter for at lave en krigsudredning i form af en kommission. På den anden side er rigtig meget afdækket med den foreliggende krigsudredning. Det er en omfattende og rigtig god udredning, vi står med. Så vi overvejer fortsat,” sagde Nick Hækkerup til Netavisen Pio.

Fra overvejelser til beslutning

Mandag præsenterede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) den socialdemokratiske beslutning således:

”Beslutningerne om dansk deltagelse ligger jo 15-20 år tilbage. Nu har vi den historiske krigsudredning, så det er klart, at vi faktisk har et ret godt grundlag for at se på, hvad der er foregået dengang,” siger han til DR med henvisning til den krigsudredning, der blev offentliggjort i februar i år.

Det er klart, at vi faktisk har et ret godt grundlag for at se på, hvad der er foregået dengang

Allerede i marts roste Nick Hækkerup krigsudredningen for at dokumentere, at den daværende VK-regering – med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen – i flere tilfælde havde undladt at videregive vitale oplysninger til Folketinget om Irak og konsekvenserne af en invasion af Irak. Udredningen kritiserede også, at andre oplysninger, som rent faktisk blev videregivet af regeringen, blev strammet, inden de blev forelagt Folketinget.

”Irak-krigen var en fejltagelse. Det viser krigsudredningen. Og historien vil dømme Fogh hårdt,” konkluderede Nick Hækkerup over for Netavisen Pio.

Historien vil dømme Fogh hårdt

DR præsenterede mandag aften S-regeringens endte overvejelser om en genåbning af Irak-kommissionen som et socialdemokratisk kursskifte. Det skete med rubrikken ”S skifter kurs: Irak-kommission bliver ikke genåbnet”.

Et tilbageblik på bl.a. Nick Hækkerups reaktion efter offentliggørelsen af krigsudredningen viser dog, at der ikke er tale om et kursskifte.

Siden februar har Socialdemokratiet overvejet fordele og ulemper ved en genåbning af Irak-kommissionen. Overvejelser som nu er endt med, at partiet ikke finder det nødvendigt at genåbne Irak-kommissionen.

Forløbet omkring Irak-kommissionen og krigsudredningen

Den danske deltagelse i Irak-krigen blev i 2003 besluttet af et snævert flertal i Folketinget bestående af den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti.

I 2012 besluttede den daværende SRSF-regering at nedsætte en undersøgelseskommission, der havde til opgave at redegøre for beslutningsgrundlaget for den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

Den danske deltagelse i Irak-krigen blev i 2003 besluttet af et snævert flertal i Folketinget

Men da V-regeringen kom til i 2015, besluttede den som noget af det første at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen.

I 2016 indgik den daværende Venstre-regering, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet så en politisk aftale om en uvildig udredning i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan med henblik på at kortlægge baggrunden for de politiske beslutninger om dansk deltagelse og sikre en retvisende beskrivelse og læring for eftertiden.

Krigsudredningen blev præsenteret den 5. februar 2019 og kritiserede på flere punkter beslutningsgrundlaget for den danske krigsdeltagelse.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet