Annonce

Vi skal gøre op med kolonitidens efterslæb

Jeg håber at alle husker vores fælles ansvar, for Grønland, når vi arbejder for at skabe større tryghed, mindre ulighed og mere tillid.
Når jeg kommer rundt i Danmark oplever jeg tit og ofte at danskerne ikke ved at den danske stat stadig har ansvaret for 36 områder i Grønland. Heriblandt alt militær, hele retssystemet, alle domstolene, alt ordensmagten, hele politiet, hele udenrigspolitikken, og mange andre.

Danskerne ved ikke at den danske stat stadig har ansvaret for 36 områder i Grønland

Hvornår har du sidst tænkt på hvordan disse ansvarsområder, påvirker de danske statsborgere i Grønland? 

Apartheid lignende tilstand

Det er 300 år siden Grønland blev en koloni af Danmark, 66 år siden Grønland, ved en folkeafstemning i Danmark (ikke i Grønland) blev en del af det danske kongerige, hvilket resulterede i en overvældende danificering som grænser sig til neokolonialisme.

Apartheid lignende tilstande, diskrimination på grund af etnicitet, strukturel undertrykkelse. Det er ikke for længst glemt og forbi, det er for mit tilfælde min forældres generation det gik ud over. Det har skabt sorg, det har skabt vrede, det har skabt mistillid. For uanset hvor meget man benægter fortiden, er den med til at forme vores fremtid.

Apartheid lignende tilstande, diskrimination på grund af etnicitet, strukturel undertrykkelse

Men mit mål for fremtiden er ikke kun at snakke om den mørke side af vores fælleshistorie. Mit mål er at vi i fællesskab genfinder tilliden mellem vores to nationer. Kolonitidens efterslæb og de mange års manglende forståelse fra Danmark og deres ansvarsområder, skal vi gøre op med, under en socialdemokratisk regering.

Det er derfor vores job som socialdemokrater at kæmpe for at vores arbejdere behandles godt, og her har danskere også stadig ansvar, for 36 ansvarsområder for at være præcis. Her har vi muligheden for at mindske uligheden, gøre op med fortiden, og genfinde trygheden for de danske statsborgere der bor i Grønland.  

Tilliden tilbage

Angående dette har jeg ét eksempel jeg gerne vil dele med jer. Løndiskrimination for statsansatte. Det kan ikke passe at to mennesker der arbejder side om side, skal løndiskrimineres alene af den årsag at den ene af betjentene kommer fra Grønland, og den anden kommer fra Danmark. Grønlandske og danske politibetjente med samme uddannelse.

Det kan ikke passe at to mennesker der arbejder side om side, skal løndiskrimineres alene af den årsag at den ene kommer fra Grønland

Lad mig gøre det helt klart; Det er simpelthen ikke i orden, og det er så udansk at man stadig bibeholder den kolonialistiske system som har ødelagt forholdet mellem os til at starte med. Men jeg ved, at vi kan, og skal, lave om på dette. For uanset hvor du kommer fra skal du som dansk statsborger have samme lønvilkår i Grønland. Det er desværre ikke kun ved politiet vi oplever løndiskriminationen, men også i fængslerne, anstalterne og på mange andre statslige områder. Danske ansvarsområder.

Det er nu tid til at opbygge tilliden. Derfor håber jeg, at vi alle husker vores fælles ansvar, for Grønland, når vi gennem de næste år arbejder for at skabe større tryghed, mindre ulighed og mere tillid.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Medlem af Folketinget for det grønlandske parti Siumut


Flere artikler om emnet

Annonce