Vanlig praksis er, at det er mediebosserne, der bestemmer, hvem der skal på forsiden, hvem der skal have en fotograf liggende i busken, hvem der skal have en omgang konfronterende interview, og hvem der skal have opkald til venner, kollegaer og familie.

Mediebosserne har fået lov til at smage deres egen medicin

I de sidste fire uger har Netavisen Pio – med vores til rådighedstående ressourcer og med blandet succes vil nogen sikkert mene – forsøgt at sigte mikrofon og pen den modsatte vej, så nogle af mediebosserne har fået lov til at smage deres egen medicin.

”Du må da være døden nær”

Vores lille journalistiske eksperiment har været et både lærerigt og sigende forløb.

Mediebranchen viser sig som et lukket land, hvor man gerne undgår at lægge navn til kritik, hvor man går til angreb når chefen kommer i spotlyset, og hvor man altid bakker op om hinanden. Særligt mediecheferne har ved deres optræden bekræftet indtrykket af et loge-fællesskab, som afviser kritik rettet mod standen.

Jeg bliver helt bekymret for, om du skulle have fået en dødelig sygdom

En af de mange reaktioner, som artikelserien har affødt, kommer fra en erfaren Christiansborg-journalist:

”(…) det må jeg sgu respektere: En kritisk serie artikler om mediebosserne. Jeg bliver helt bekymret for, om du skulle have fået en dødelig sygdom,” skrev han til artiklernes forfatter – med henvisning til, at det ikke just er karrierefremmende at skrive kritisk om en mediechef.

Henvendelsen kan tillægges megen eller ingen vægt, men den bliver bekræftet i mødet med en ung Berlingske-journalist, der slår hårdt igen, så snart nogen formaster sig til at kritisere en højt placeret chef på vedkommendes arbejdsplads.

 

Anklager og dommer er smeltet sammen

Normalt lader vi ikke anklagede agere dommere i egne sager, vi lader ikke dopingmistænkte foretage kontrol af sig selv, og vi lader ikke fodboldspillere dømme egne kampe.

Men det er lige præcis, hvad der sker hver eneste søndag, når TV2 News-programmet ’Presselogen’ løber over skærmen. Her sidder fire chefredaktører og foregiver at se kritisk på mediernes – og dermed mediechefernes - ageren.

Normalt lader vi ikke anklagede agere dommere i egne sager

Da Netavisen Pios artikelserie blev debatteret i ’Presselogen’ i søndags stillede Netavisen Pio beredvilligt op til en ganske forventelige kritik.

 

Men er mediebosserne nu også selv de rigtige til at bedømme en artikelserie om netop mediebosser? Er chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, nu også den rette til at anmelde artiklen om mediebossen Poul Madsen?

Det var påfaldende at de fire chefredaktører i studiet ikke hævede et øjenbryn, da Poul Madsen interviewede sig selv – og frikendte sig selv i et båndet indslag.

Det ville rejse et ramaskrig

Ingen journalist med respekt for sig selv ville nogensinde drømme om at tage det seriøst, hvis man i andre sammenhænge satte en virksomhedsejer til at bedømme egne virksomheders gøren og laden i den forløbne uge. Det ville rejse et ramaskrig. Men det er lige præcis hvad der foregår i ’Presselogen’ søndag efter søndag.

Hvorfor går mediebosserne ikke bare i gang?

Søndagens udgave af ’Presselogen’ gav dog også en sprække af håb.

For Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik var det ”…meget vigtigt at man kender de mennesker i samfundet, der har magt og indflydelse”, og han understregede, at der faktisk for sjældent sættes spot på mediernes magthavere.

Hvorfor sætter mediebosser ikke bare deres gravergrupper, Cavling-vindere og topjournalister på sagen

Man kan blive helt blød i knæene af at høre den slags udsagn fra landets korps af chefredaktører. Man må spørge sig selv, hvorfor sætter mediebosser ikke bare deres gravergrupper, Cavling-vindere og topjournalister på sagen. De kunne med et fingerknips sætte spot på landets mediebosser – hvorfor gør I det så ikke bare?

Og hvis mediebosser ikke har modet til at bakke deres ord op med handling, så kunne man jo hjælpe dem på vej med 1) at få oprettet et hvervsregister for statsstøttede medier, hvor mediebosserne deklarerer deres personlige løn- og interesseforhold og 2 ) indføre en presseombudsmands-institution, der får til opgave at sanktionere branchens brodne kar.

Vi står tilbage med spørgsmålet ”Hvem vogter vogterne?

Uden handling fra hverken samfund eller mediebosser, så står vi tilbage med spørgsmålet ”Hvem vogter vogterne”.  Et spørgsmål som Venstremanden Søren Pind og socialdemokraten Kasper Fogh stillede i en fælles kronik for snart 10 år siden.