S-ordfører: Seniorpension kan ikke erstatte ret til tidligere folkepension

Beskæftigelsesordfører forsvarer kritiseret aftale om seniorpension, men fastholder at der stadig er behov for tidligere tilbagetrækning for de nedslidte.
Fra 1. januar bliver den nuværende seniorførtidspension skiftet ud med en ny seniorpension.

Det blev vedtaget forleden efter flere måneders tovtrækkeri mellem S-regeringen, Radikale, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Der er tale om en ordning som minder om førtidspension, men blot skal man have seks år eller mindre til folkepensionen for at få den, og så er kravene til at få seniorpensionen tilkendt, blevet mindre.

To af kravene for at kunne få seniorpension er, at man har været på arbejdsmarkedet i 20-25 år og har en arbejdsevne på højst 15 timer om ugen.

Til det sidste var der været usikkerhed om, hvem der skal administrere den nye seniorpensionsordning.

Det havde de oprindelige partier bag aftalen, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Radikale, nemlig ikke fået på plads, da de vedtog seniorpensionsordningen i april-maj måned.

Efter valget i juni blev det aftalt at først kommunerne og siden ATP får ansvaret for at vurdere om folk kan få tilkendt seniorpension.

Behov for at hjælpe de syge

Undervejs i forløbet er regeringen blevet kritiseret af oppositionen for at have været for nølende, og efterfølgende har kommunerne betakket sig for at få ansvaret for opgaven i en overgangsperiode.

Der er behov for at hjælpe dem, der er rigtig syge

Hos regeringspartiet forsvarer beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen (S), både aftalen og forløbet.

”Det er en god aftale, og det er også derfor, vi ønskede at komme med i aftalen. Der er behov for at hjælpe dem, der er rigtig syge, og det er man jo, når man kun kan arbejde 15 timer om ugen og har nået den alder. Det er også klart at seniorpension er tiltænkt en hel anden gruppe end dem vi taler om, når vi taler om tidligere tilbagetrækning,” siger han til Netavisen Pio.

Oppositionen har været svære at danse med

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, er blandt dem, der har kritiseret beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for nøl:

”Det er overordentlig kedeligt, og man må bare konstatere, at beskæftigelsesministeren har været meget lang tid om at komme med en model,” sagde beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) således til TV 2 tidligere på måneden.

Dem, der har været svære at danse med, i det her forløb, har været oppositionen og Venstre

Men den kritik afviser Socialdemokratiet:

”Det har ingenting på sig. Tværtimod. Jeg synes, man har mærket at oppositionen og især Venstre har modarbejdet det. Vi har overtaget en halv aftale, en aftale hvor de ikke helt lige kunne finde ud af, hvem der skulle tilkende folk den her ordning,” siger Leif Lahn Jensen til Netavisen Pio, og fortsætter:

”I første omgang havde man regnet med at kommunerne skulle gøre det, men efter sommerferien fandt man pludselig på fra Venstre og oppositionens side, at man i stedet vil have en statslig myndighed til at gøre det. Det er klart, at når man pludselig skal have et helt nyt system op at stå, så tager det længere tid.”

”Dem, der har været svære at danse med, i det her forløb, har været oppositionen og Venstre. Vi har hele tiden forsøgt at lave en midlertidig ordning med kommunerne. Det er nu lykkedes at få folk med på, så vi kan komme i gang hurtigst muligt,” mener han.

Kommunerne kender folk

Fra 1. januar vil det være kommunerne, som i en periode på 9-12 måneder skal stå for at tilkende seniorpension til folk, indtil ATP kan være klar.

Men hos kommunerne har man slet ikke lyst til at administrere ordningen:

”Det her er ikke en opgave, vi ønsker at løse på så kort en horisont. Vi ville skulle ansætte medarbejdere og kort efter fyre dem igen. Det er ikke særlig attraktivt og ikke en ordentlig behandling af medarbejderne,” sagde Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for Kommunernes Landsforening, til Ritzau.

Men det skal de nok klare, mener Leif Lahn:

”Kommunerne kender i forvejen de her mennesker, de har været inde i systemerne. Mange af dem kender de, fordi de er syge eller andet. Så det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal kunne komme i gang med hurtigt. Og så er der stadig kun tale om en midlertidig ordning, inden vi står klar med en statslig ordning på et tidspunkt,” siger han til Netavisen Pio.

Ikke en værdig løsning for de nedslidte

Socialdemokratiet har foreslået, at der indføres en mulighed for tidligere tilbagetrækning for de nedslidte.

I debatten har flere slået på, at den nye seniorpensionsordning aflyser behovet for den ordning, ligesom den nye ordning skulle være bedre, fordi det foregår på en højere ydelse end det Socialdemokratiet forestiller sig ift. tidligere tilbagetrækning.

Man regner med, at det kun er omkring 130 mennesker, som vil komme direkte fra beskæftigelse

Den kritik køber Leif Lahn Jensen ikke:

”Man kan slet ikke sige, at den her ordning er bedre end det vi vil komme med, for det er to helt forskellige ordninger, og det er to forskellige målgrupper. De mennesker, der skal på seniorpension, er jo meget, meget syge. Man regner med, at det kun er omkring 130 mennesker, som vil komme direkte fra beskæftigelse og over på den her ordning.”

”Den model vi kommer med i forhold til tidligere tilbagetrækning, den kommer til at gælde for dem, der har knoklet i rigtig mange år, og som skal kunne gå værdigt på pension, men som ikke nødvendigvis er så syge, at de kun kan arbejde de her 2-3 dage om ugen. Derfor kan man slet ikke sige, at den ene ordning er bedre end den anden, ligesom man ikke kan sammenligne kontanthjælp med dagpenge. Det er to vidt forskellige ting,” slutter han.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

HUSK at give de ramte en værdig pension, i stedet for de ynkelige satser der er.

Annonce