Forsker: Tyske socialdemokrater skal stille sig på arbejderklassens side

SPD har snorksovet, mens verden har forandret sig. Partiet må fokusere på arbejderne og lade De Grønne få akademikerne, mener populismeforsker Yascha Mounk
Foto: www.yaschamounk.com
Den tysk-amerikanske statskundskaber, populismeforsker og lektor Yascha Mounk, der tidligere har været medlem af det tyske socialdemokrati, har i den tyske avis DIE ZEIT givet sit bud på, hvordan SPD kommer ud af krisen.

Efter katastrofevalget i 2017 med cirka 20 procent af stemmerne står SPD nu endnu svagere i målingerne. Målinger giver partiet mellem 12 og 16 procent af stemmerne, og den eksistentielle krise er ikke til at overse. Partiet bliver overhalet af De Grønne og kæmper nu med højrepopulisterne i Alternative für Deutschland om tredjepladsen.

Netavisen Pio giver dig her Mounks vigtigste pointer:

1) SPD’s styrke var en alliance mellem arbejdere og akademikere

Når det tidligere lykkedes SPD at få mellem 30 og 40 procent af stemmerne eller mere, skyldes det ifølge Mounk en progressiv alliance mellem to store vælgergrupper. Han skriver:

”Da SPD var et folkeparti, lykkedes det partiet at knytte to store vælgergrupper til sig samtidig. Partiet havde en enorm opbakning blandt arbejderne. Samtidig var partiet vellidt blandt det liberale borgerskab bestående af langtuddannede i byerne (det, tyskerne kalder ”Bildungsbürgertum”, red.) – lige fra den studerende over skolelæreren til den offentligt ansatte funktionær og teaterchefen.

Partiet havde en enorm opbakning blandt arbejderne

SPD kunne holde sammen på denne borgerligt-proletariske koalition af to grunde. For det første havde fordelingspolitiske spørgsmål forrang i politikken. Den letteste måde at finde ud af, om man stemte til højre eller venstre, var at spørge, om man helst ville have højere skatter og en mere generøs velfærdsstat eller lavere skatter og en mindre velfærdsstat. For det andet kunne mange arbejdere og akademikeres økonomiske interesser forenes med hinanden: Begge grupper fik gavn af en stærk stat, der arbejdede for høje lønninger, en stor velfærdsstat og et højt udgiftsniveau på områder fra uddannelse til kultur. Selv når gruppernes interesser af og til afveg fra hinanden, var det muligt at smede et kompromis, som gjorde begge en smule gavn – altså f.eks. at få hævet lønningerne både for lærere og metalarbejdere.”

2) Klima, indvandring og feminisme splitter den gamle vælgeralliance

Det, som sociologen Ronald Inglehart kalder postmaterielle værdier, er kommet gradvist til at fylde mere i den politiske debat. Det står i kontrast til materielle, fysiske og økonomiske behov, som tidligere har været altoverskyggende i de politiske konfliktlinjer, f.eks. spørgsmål om social armod, skat, arbejdsmarked, velfærd. Og de ”nye” spørgsmål om f.eks. indvandring og ligestilling splitter den gamle vælgeralliance, mener Yascha Mounk.

'Nye' spørgsmål om f.eks. indvandring og ligestilling splitter den gamle vælgeralliance

Vi kunne på dansk kalde disse splittende emner for værdipolitik. Mounk taler på tysk om ”gesellschaftliche Fragen”. Han skriver:

”Hvor de økonomiske spørgsmål tidligere dominerede tysk politik, er det i dag værdipolitikken, der dominerer. Den letteste måde at finde ud af, om nogen stemmer til højre eller til venstre, er derfor at spørge om emner som indvandring, klima eller feminisme. Hvis man f.eks. i diskussionen om indvandring taler om indvandring som en mulighed for det eksisterende samfund, stemmer man sandsynligvis på et venstreorienteret parti. Synes man derimod, at risiciene ved indvandring virker større end mulighederne, stemmer man nok på et højreorienteret parti. Problemet for socialdemokraterne er så nu, at deres gamle og stolte alliance – eller det, der er tilbage af den – er dybt splittet i det her spørgsmål”.

3) Arbejderklassen er mere værdipolitisk konservativ

Splittelsen består ifølge Mounk i, at arbejderklassen typisk har mere konservative værdier på spørgsmål om indvandring. Det kunne f.eks. indebære, at man er mere skeptisk over for åbne grænser og vil gøre mere for at beskytte landets kultur og identitet imod påvirkning udefra. Mounk skriver:

Det store flertal blandt proletariatet er konservativt præget

”Det store flertal blandt proletariatet er konservativt præget, hvad angår de mest presserende værdipolitiske spørgsmål i vor tid. Selvom arbejdere ofte bor i multietniske boligområder, har mange venner med indvandrerbaggrund eller selv har rødder uden for Tyskland, så ser de betragtelige risici forbundet med indvandringen. Så længe politikerne ikke taler om disse risici på en åben og fordomsfri måde, så vil SPD simpelthen ikke kunne genopbygge tillid i dette miljø.”

4) De langtuddannede i storbyerne er værdipolitisk liberale

I modsætning til den værdikonservative arbejderklasse står de langtuddannede, der er værdipolitisk liberale. De ser positivt på f.eks. globalisering, indvandring og multikulturalisme. Mounk skriver:

”De langtuddannede storbyliberale har derimod indtaget en stadigt mere liberal holdning til værdipolitiske spørgsmål over de seneste årtier. Således er det helligbrøde på mange tyske universiteter overhovedet at identificere eventuelle risici ved indvandringen. En politiker, der taler om ulemperne ved migration, diskvalificerer sig med det samme i sådanne kredse. (…) Under disse omstændigheder er det simpelthen svært at slå bro over kløften mellem de to dele i den gamle borgerligt-proletariske alliance.

En politiker, der taler om ulemperne ved migration, diskvalificerer sig med det samme i sådanne kredse

Det forklarer den fortsatte vælgertilbagegang hos SPD. For den ene, proletariske halvdel i den gamle alliance begår i større og større antal utroskab med Alternative für Deutschland, mens den anden, akademiske halvdel i større og større antal flytter over til De Grønne.”

5) Nu må SPD konkurrere med højrepopulisterne om arbejderklassens gunst

For Yascha Mounk efterlader det SPD med et klart valg: Hvem vil I være til for? Hvem vil I repræsentere? Hans eget svar er soleklart og angives allerede i indlæggets overskrift: "Glem ikke arbejderklassen":

”De tider, hvor SPD kunne være folkeparti, er definitivt forbi. Hvis de fortsætter med at stå i spagat mellem de to vælgersegmenter, der står fjendtligt over for hinanden, vil de miste dem begge to. Spørgsmålet er altså, hvilket segment fra den svundne borgerligt-proletariske alliance partiet så skal koncentrere sig om. (…)

De tider, hvor SPD kunne være folkeparti, er definitivt forbi
 

Den ene side af debatten vil insistere på, at SPD skulle ofre sin historiske rolle som arbejderparti for at gøre tilnærmelser til et voksende publikum af langtuddannede verdensborgere i storbyerne. (…)

Den anden side af debatten – og her må tilstå, at jeg finder deres argumenter mere overbevisende – ville svare, at denne strategi i sidste ende vil være en blindgyde. For om nogen stemmer på De Grønne eller på SPD er til syvende og sidst ligegyldigt for det tyske demokratis velbefindende. En venstreorienteret koalition vil desuden næppe blive til virkelighed ved, at socialdemokraterne erobrer et par vælgere fra De Grønne eller Die Linke. Derfor er det langt vigtigere, at det tyske socialdemokrati igen får knyttet store dele af arbejderklassen til sig.

Derfor er det langt vigtigere, at det tyske socialdemokrati igen får knyttet store dele af arbejderklassen til sig

For at gøre dette må SPD rykke en smule til venstre i fordelingspolitiske spørgsmål, men uden at man bliver til en småmarxistisk studiekreds på 2. semester, der praler af socialismens påståede fortrin. Et tydeligt krav om højere mindstelønninger og bedre overenskomster falder i god jord hos arbejderne; en grundlæggende fjendtlighed over for kapitalismen synes dog blandt de fleste arbejdere at være verdensfjern og abstrakt. Frem for alt skal SPD dog blive mere konservative i værdipolitiske spørgsmål – og så det kan mærkes. Uden nogensinde at kopiere eller blot tolerere højrepopulisternes menneskefjendskhed må SPD tage den bekymring og den frygt, som et overvældende flertal i befolkningen uden for den akademiske storbyelite deler i spørgsmål om migration og terror, langt mere alvorligt, end partiet gør i dag.”

Frem for alt skal SPD dog blive mere konservative i værdipolitiske spørgsmål – og så det kan mærke

Hvis ikke SPD træffer en sådan beslutning, vil det ifølge Mounk betyde, at storbyakademikerne vil føle sig hjemme hos De Grønne, mens en kæmpemæssig del af SPD’s tidligere kernevælgere i arbejderklassen vil rykke over til Alternative für Deutschland. Og så vil SPD kun have de endnu ikke afdøde kernevælgere og et par historisk bevidste nostalgikere at takke for, at partiet overhovedet fortsat eksisterer.

Oversættelse og journalistisk bearbejdning: Jakob Esmann

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


placeholder

Annonce