Annonce

Man kan likvidere en general, men ikke en kultur

Velkommen til en ny verdensorden, hvor kultur er vigtigere end økonomi. General Soleimani er blevet symbolet på en “kultur” og repæsenterede modstandskamp.
“Soleimani var en “kultur” og en kultur kan ikke likvideres” er titlen på en leder fra den iranske avis, Teheran Times. ​

Dette skriver avisen den 4. januar, efter at hele regionen er sat i alarmberedskab. Nyheden om drabet på eller likvideringen af den iranske militærleder Qassem Soleimani, som er sket ved hjælp af et amerikansk droneangreb, har skabt store bekymringer i hele Asien, hvor mere end halvdelen af verdens befolkning bor. General Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.

Det kan blive begyndelsen på ragnarok

Han blev af mange iranere anset for at være landets mest indflydelsesrige leder efter dets religiøse leder Ayatollah Ali Khamenei. Lad os håbe, at iranerne ikke tyr til et lige så uigennemtænkt skridt og angriber USA.  Det kan blive begyndelsen på ragnarok i regionen og en total ødelæggelse af Iran, som hverken har råd eller kapacitet til at kæmpe en konventionel krig mod USA. ​

General Soleimani er blevet symbolet på en “kultur”

​Lige nu er det ikke kun iranerne, der protesterer over amerikanernes beslutning, idet det også gælder for irakerne. Iraks parlamentet mener nu, at angrebet var en krænkelse af landets suverænitet, og har derfor officielt indgivet en klage til FN. Landet er nødt til at forholde sig til, at det amerikanske drab på en højtstående iransk general på deres territorium har gjort mange hævngerrige. De skal dog ikke lave et selvmål ved yderligere at provokere Donald Trump, som fremsætter flere trusler, der til forveksling ligner talibanernes trussel om at ødelægge iranernes kulturarv og historiske bygninger med kulturelle værdier.​

Velkommen til en ny verdensorden, hvor kultur er blevet vigtigere end økonomi

Velkommen til en ny verdensorden, hvor kultur er blevet vigtigere end økonomi. General Soleimani er blevet en større trussel for USA efter sin død, end han var, dengang han levede. Han er blevet symbolet på en “kultur”, en modstandskamp, i Mellemøsten.​

​Donald Trumps kortsigtede handling vil have vidtgående konsekvenser for ikke bare de amerikanske soldaters tilstedeværelse, men også for de danske soldater. Anti-amerikanismen vokser som aldrig før i regionen, og det er en indirekte effekt af den form for likvidering, hvor alle internationale krigslove bliver sat til side. ​

ISIS vinder på yderligere destabilisering

​Det irakiske parlament har i søndags opfordret landets regering til at sende den USA-ledede koalition, herunder også de danske styrker, ud af Irak. Danmark skal koordinere sin indsats med andre EU-lande og skal snart træffe beslutning om at blive i eller forlade Irak. ​

General Soleimani har hjulpet de danske og amerikanske soldater med at nedkæmpe ISIS

​Uanset de udenlandske soldaters tilstedeværelse i Irak er man nødt til at konstatere, at general Soleimani har hjulpet de danske og amerikanske soldater med at nedkæmpe ISIS i Irak. ISIS-krigerne består hovedsageligt af sunni-muslimer, hvorimod Iraks befolkning har et flertal af shia-muslimer. ​

​Derfor er der risiko for, at Soleimanis død og en tilbagetrækning af de udenlandske styrker igen vil reaktivere de sovende celler af ISIS- krigere. Vi kan kun håbe på, at det ikke kommer så vidt.  En destabilisering af Mellemøsten er det værste, der kan ske i øjeblikket. Men der er stor risiko for, at et hidsigt skridt fra Trump faktisk har sat hele regionen i brand. ​

EU har stort ansvar

​Likvideringen af en general under tilsidesættelse af alle krigsregler kan være starten på en asymmetrisk stedfortræderkrig i regionen, der i den grad trænger til fred og stabilitet. Det er, som om Donald Trump, ligesom andre tidligere præsidenter, ikke kan holde nallerne fra Mellemøsten og lade regionen opleve en udvikling i den rigtige retning. ​

EU-landene skal stå sammen for på den måde at kunne tale dem til fornuft

​Der hviler et ansvar på andre stormagters skuldre, fordi de skal få overbevist iranerne og golfstaterne om, at de skal besinde sig og lade være med at føre endnu en stedfortræder-krig, som det er sket i Syrien. Her skal EU-landene stå sammen for på den måde at kunne tale dem til fornuft.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Flere artikler om emnet