Annonce

Her er den grønne foregangs­kommune – vil reducere klima­aftryk med 70 procent

Politisk flertal i Holbæk Kommune vil følge nationalt klimamål om 70 procents reduktion frem mod 2030.
Et stort flertal i Økonomiudvalget i Holbæk Kommune er blevet enige om, at kommunen skal være blandt de kommuner i landet, som har den laveste udledning af drivhusgasser.

Derfor vil et politisk flertal lægge sig på linje med det nationale mål i klimaloven og reducere sin CO2-udledning med 70 procent frem mod 2030.

Vi skal sætte barren højere

”Klimaforandringerne kræver, at vi gør alt, hvad vi kan for at reducere vores klimaaftryk både som kommunal institution og ved at få borgere og virksomheder i kommunen med på omstillingen. Vi har allerede opnået en markant reduktion af CO2-udledningen de senere år. Men vi skal sætte barren højere. Det gør vi blandt andet ved at udfase brugen af fossile brændsler og sikre, at fremtidens energiforsyning i Holbæk Kommune er baseret på vedvarende energi,” siger Christina Krzyrosiak (S), borgmester i Holbæk Kommune, i en pressemeddelelse.

Landbruget skal bidrage

Der arbejdes på højtryk med en strategisk energiplan for hele Holbæk Kommune med fokus på, hvordan fremtidens energiforsyning kan blive endnu mere grøn og bæredygtig.

Men selvom den strategiske energiplan er et godt skridt på vejen, kan den ikke reducere kommunens CO2-udledning alene.

”Det er ambitiøst og kommer til at kræve store og vigtige politiske beslutninger,” skriver Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak (S) i et opslag fra sin Facebook-side.

placeholder

Hun vil have landbruget med på den ambitiøse målsætning om at reducere kommunens samlede klimaaftryk med 70 procent i 2030.

”Den store landbrugsproduktion i Holbæk Kommune har også en betydning for det samlede klimaregnskab. Det er derfor nødvendigt, at landbruget også bidrager til at finde løsninger for ændret produktion og arealanvendelse,” lyder det fra Holbæks borgmester.

Det er derfor nødvendigt, at landbruget også bidrager

Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Lokallisten, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Konservative stemte for, mens Liberal Alliance stemte imod.

Indstillingen fra Økonomiudvalget skal behandles og vedtages endeligt på et møde i kommunalbestyrelsen, som finder sted onsdag d. 22. januar.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet