Annonce

Industriarbejder-far: Øremærkning tager intet fra kvinderne

Øremærkning vil “booste” fædres lyst til barsel, mener tillidsrepræsentant i industrien. Misforståelse at far nu står bedre end mor, understreger KVINFO.
Overenskomstforliget på industriens område øremærker otte ugers forældreorlov til far.

Samtidig udvider man forældreorloven, så man går fra 13 til 16 uger med fuld løn.

Der har været en holdning om, at kvinden skal gå hjemme og manden skal gå på arbejde

Udsigten til bedre orlov for fædre bliver vel modtaget af Kasper Henriksen, der er tillidsrepræsentanten på en af Sjællands største produktionsvirksomheder inde for fødevarerindustrien. Faktisk tror han, at øremærkningen er det, som er en del af det nye industriforlig, er noget af det, der skal til, hvis fædre skal tage mere barsel.

“Der har været en holdning om, at kvinden skal gå hjemme og manden skal gå på arbejde. Det synes jeg er forkert. Øremærkningen er en oplagt mulighed for, at manden kan få lov til at være mere derhjemme. Jeg tror, det øremærkningen være med til at booste, at manden vælger at tage mere barsel,” siger Kasper Henriksen, der er procesoperatør på CP Kelco uden for Køge, til Netavisen Pio.

29-årige Kasper Henriksen har en datter på seks år, og da hun blev født tog han fire ugers barsel. Om fremtiden byder på flere småfolk, ved han ikke endnu. Men skulle det blive aktuelt, vil han glæde sig til at bruge de otte ugers orlov med fuld løn, som er øremærket ham.
 

Man tager intet fra kvinderne

Øremærkning af de tre ekstra ugers betalt orlov, som er aftalt i forliget mellem Dansk Industri (DI) og Co-industri, har mødt kritik i dele af fagbevægelsen.

Der har været udtalt kritik om at de to måneders orlov med løn kan være skadeligt for ligestillingen mellem mænd og kvinder. Ligesom en del har været kritiske over, at valget ikke ligger hos familierne.

Det er ikke uger, man har taget fra kvinden

Den modstand forstår Kasper Henriksen slet ikke.

“Det her er jo ekstra barsel. Det er ikke uger, man har taget fra kvinden. De er tre ekstra uger, som man har givet til manden,” siger han.  
 

KVINFO: “Den står 23-10 til mødrene”

Ifølge direktør i KVINFO, Henriette Laursen, er det “en misforståelse”, hvis nogen skulle opfatte det sådan, at overenskomstforliget betyder, at mænd får bedre rettigheder end kvinder i industrien.

Altså 23 ugers orlov med fuld løn, hvor fædre med overenskomsten kan se frem til 10 uger med fuld løn

Isoleret set forbedrer det nye forlig fædres rettigheder. Forbedringen skal dog ses i lyset af, at mødre allerede har langt flere ugers orlov med fuld løn i forbindelse med graviditet og fødsel.

“I overenskomsten på industriens område, har mødre har allerede ret til graviditetsorlov fire uger før fødslen, 14 uger efter fødslen og fem ugers forældreorlov. Altså 23 ugers orlov med fuld løn, hvor fædre med overenskomsten kan se frem til 10 uger med fuld løn. Det står altså 23-10 til mødrene her,” siger KVINFO-direktøren.  


Tre slags orlov: 

  • Graviditetsorlov: Holdes af mor inden fødsel 

  • Barselsorlov og fædreorlov: Holdes af mor og far lige efter fødslen 

  • Forældreorlov: Holdes senere, efter at barnet er 14 uger gammel

Hvis overenskomstforliget vedtages, kommer far op på 10 uger, fordi han i forvejen har ret til 14 dages betalt fædreorlov lige efter fødslen. Selv med den nye forbedring af fædres ret til den senere forældreorlov, har far ret til det under det halve af mor.
 

Anderledes vilkår i byggeriet

Inden for byggeriet halter vilkårene ved graviditet og barsel dog mildest talt efter dem i industrien og dem i den offentlige sektor.

Sagt med andre ord skal der meget små forbedringer i fædres rettigheder til, før fars rettigheder overstiger mors.

Thomas Strømsholt, der er formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, mener derfor ikke, at øremærkningen skal overføres til industriens overenskomster til byggeriets overenskomster.

“Der skal være lige vilkår for mænd og kvinder i byggeriet. Mænd skal jo ikke have ret til tre uger mere med fuld løn end kvinder. Og det får de, hvis man man direkte overfører industriens forlig til os i byggeriet. Det er jo skævt,” siger Thomas Strømsholt til Netavisen Pio.

I de to dele af orloven, som mødrene ofte tager - de fire uger før fødslen og de 14 uger efter - er der ikke ret til fuld løn i de gældende overenskomster for byggeriet.

En mor, som er håndværker i et byggefag, skal derfor gå til sygeløn i tiden før og efter fødslen. Heller ikke under de 14 dages fædreorlov er der ret til fuld løn. Først når barnet er fyldt 14 uger, ligger der 13 ugers orlov med fuld løn, som forældrene kan dele.

I øjeblikket forhandler Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F om en ny overenskomst.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er fuldstændigt vanvittigt, at mændene skal have barselsorlov alene med barnet, det er svært at forestille sig dem fortsætte moderens pligter og så vigtige rutiner og nærvær sammen med babyen, ligeledes kan det jo i naturens orden jo ikke lade sig gøre, at faderen overtager amningen af brystmælk til barnet, som jo er en uhyre vigtig del af starten for baby og for moderen som naturen har tilrettelagt det til, at sådan ER det faktisk, både ernæringsmæssigt, tryghedsmæssigt og vigtigheden af at mor og barn er nært forbundne.. ligeledes med babyens og moderens immunforsvar det er stærkest og styrkes af at de er sammen i hele baby perioden også med hensyn til nuværende og fremtidig trivsel og harmonisk udvikling samt for at kunne lære opbygge et social tilhørsforhold og social sund adfærd. Moderen er jo barnets tryghedsskabende omdrejningspunkt.. Endvidere er det jo moderen som netop lige har været producent af et styk baby i 9 mdr.8 dg. samt har været igennem en meget krævende og ofte barsk fødsel oveni, at hun har skabt, produceret og båret et barn i så mange måneder, hvor kroppen er tappet for energi og netop trænger til restitution, samtidigt med at hun skal være på tæerne døgnet rundt for, at passe babyen, med amning, tør ble, bade og påklædning, samt ikke mindst være nærværende og snakke og nusse og lege med babyen.. mange gange i døgnet. Samtidigt med hun skal klare hele hjemmet og gå til lægekontrol samt til sundhedsplejerske m.v. Det er moderen som har brug for at kunne være længere tid hjemme med barnet, så hun også kan opleve at få muligheden for glæderne ved at se og være sammen med barnet når det hårdeste er overstået og barnet måske? Sover igennem, så hun ikke går og er så træt hele tiden, men rent faktisk kan være mere oplagt og dermed nå at nyde babyen max. inden hun skal begynde at trappe amningen ned og få styr på at få mælken væk, så hun kan få tid til at blive klar til at komme afsted på arbejde igen. Det er selvfølgelig både moderens og faderens barn.. men det ER altså moderen der bærer og giver barnet hvad det behøver for at udvikle sig og vokse inden i sig og som føder barnet og igen leverer maden fra sin krop.. Nærheden med moderen i det første år.. er uhyre vigtig for både barnet og dets moder. Derfor er denne lov meget malplaceret. Faderen ser jo barnet hver morgen og hver dag efter fyraften samt i weekenden og ferier.. Så jeg er sikker på, at barnet sagtens kan få et tæt tilknytningsforhold til faderen alligevel, det var da sådan alle vi andre voksede op.. og fik et godt forhold til en kærlig moder og en kærlig fader, til gavn for os børn.

Jeg fatter simpelthen ikke at v i 2020 stadig kan opleve en kommentar som den foregående.
I dag er det heldigvis sådan at mænd og kvinder begge er dybt engageret i en lille ny baby.
Og det er en stor gave for alle parter når både far og mor har holdt orlov.
Jeg håber virkelig at det vil slå igennem