Akademikerlobbyen vandt kampen om uddannelsesloftet - men hva' med bunden?

Alt for meget uddannelsespolitik handler om universiteter, SU og karakterer. Lad os lave uddannelsespolitik, der skaber sociale fremskridt og løfter bunden.
Foto: Bjarke MacCarthy/CBS
I sidste uge blev uddannelsesloftet revet ned. Efter en flot orkestreret kampagne fra studenterbevægelsen, de mindre partier i rød blok og resten af akademikerlobbyen lykkedes det at fjerne det – ifølge dem – værste politiske tiltag, der nogensinde har haft sin gang på jord; nemlig hindringer for at tage flere bacheloruddannelser i træk med fælleskassen som sponsor.

Jeg tager hatten af for den kampagne, der nu har ledt til afskaffelsen af uddannelsesloftet. I min omgangskreds og blandt de unge, jeg har talt med i forbindelse med valgkampe, kampagner og andet de seneste år, har uddannelsesloftet fyldt meget.

Mange faglærte og ufaglærte har fejlagtigt troet, at uddannelsesloftet ville ramme dem

Mange af de unge, jeg kender, der er faglærte og ufaglærte, har fejlagtigt troet, at uddannelsesloftet ville ramme dem. Det på trods af at det jo kun har drejet sig om mængden af bacheloruddannelser, du må tage på statens regning.

Lad os flytte på de store i uddannelsessystemet

Jeg synes egentlig, det er et fint princip, at man skal optjene retten til mere uddannelse ved at arbejde. Særligt i den situation vi har nu, hvor vi uddanner så skævt ift. de behov, som fremtidens arbejdsmarked efterspørger. Vi har brug for uddannelse igennem hele livet i stedet for at anse det som noget, der kun finder sted i starten af livet.

Jeg synes egentlig, det er et fint princip, at man skal optjene retten til mere uddannelse ved at arbejde

Vi har brug for at rykke rundt på nogle af de store klodser i uddannelsessystemet, hvis vi skal skabe et mere socialt progressivt uddannelsessystem. Og det har vi i den grad behov for!

Uddannelsesloftet har været med til at rejse en sund debat om, hvordan vi indretter vores uddannelsessystem, og hvorfor man tager en uddannelse. Det er sikkert som amen i kirken, at når et tiltag potentielt rammer dem med de længste uddannelser, så får det usandsynlig meget dækning i medierne og den offentlige debat.

Når et tiltag potentielt rammer dem med de længste uddannelser, så får det usandsynlig meget dækning i medierne

Jeg ville ønske, at mediefolk og intelligentsiaen udviste samme forargelse, når arbejdspladser flyttes ud af landet, når pensionsalderen sættes op, eller når der ellers bliver slået til de dårligst stillede i vores samfund

Hvorfor skal fattige studerende have mere SU?

Nu har den tidligere DGS-formand, Jens Philip Yazdani, og SF Ungdoms landsformand, Sofie Lippert, så startet en kampagne om, at SU’en skal hæves. De påstår, at unge studerende i Danmark er fattige, og at de studerende har brug for et højere tilskud fra staten undervejs gennem deres studier.

Jeg håber, at de to fremme repræsentanter for landets studerende vil kalibrere deres venstreorienterede boldøje

I forvejen bruger vi en uforholdsmæssig stor del af samfundets udgifter på SU. Alligevel er kvaliteten af uddannelserne ikke værd at skrive hjem om. Jeg håber, at de to fremme repræsentanter for landets studerende vil kalibrere deres venstreorienterede boldøje og i stedet rette blikket mod nogle af de uddannelsespolitiske kampe, der bør være presserende for en socialt ansvarlig venstrefløj:

1) Invester i kampen mod ord- og talblindhed

Alt for mange børn og unge forlader folkeskolen efter ti år, uden at det er blevet opdaget, at de er ord- eller talblinde. Lad os bruge flere penge på at screene eleverne i folkeskolen og mere opkvalificering i lærerstanden, så der ikke er nogen borgere, der skal begrænse sig pga. ord- eller talblindhed.

2) Erhvervsuddannelserne skal være topvalg for unge

På trods af mange politikeres sympati er det endnu ikke lykkedes at gennemføre de nødvendige investeringer på erhvervsuddannelser, der gør, at eleverne kan få undervisning i verdensklasse og bedre forhold på skolerne. Et svendebrev skal være mindst lige så prestigefyldt som at tage en kandidatuddannelse!

3) Et løft af læreruddannelsen

De lærerstuderende har pinligt få undervisningstimer. Det er et fundamentalt svigt – både over for de kommende lærere, men også over for børnene, der skal modtage undervisning. Læreruddannelsen bør være en af de mest eftertragtede uddannelser her i landet. Hvis den skal være det, skal der kort sagt flere penge på bordet.

Det er hamrende vigtigt, at vi investerer mere i uddannelsessystemet. Men skal vi ikke lave en aftale om, at investeringer skal komme de brede samfundslag til gode?

Alt for meget af den uddannelsespolitiske debat handler om universiteter, SU og høje karakterer. Lad os lave uddannelsespolitik, der skaber sociale fremskridt for de mange og løfter bunden. Det skal være uddannelsespolitik for de mange – ikke for de få.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Morgan Krüger er forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Igen en god kommentar fra en DSU’er. Milliarderne til uddannelser er endog meget skævt fordelt. De lange videregående uddannelser på universiteterne bliver tilgodeset, mens de mellemlange professionsuddannelser ( lærere, pædagoger, sygeplejersker etc. ) bliver udsultet sammen med de erhvervsfaglige uddannelser. Det er ikke rimeligt og det bør ikke være socialdemokratisk politik. Fjernelsen af uddannelsesloftet fastholder den socialt skæve og ulighedsskabende uddannelsespolitik. Og det i en tid, hvor mangel på faglært arbejdskraft vokser og vokser og efterspørgslen efter blandt andet sygeplejersker og pædagoger kun vil stige yderligere fordi der politisk er besluttet forbedringer af sygehusvæsen og daginstitutioner. Det skriger til himlen af ufornuft.
Venlig hilsen Lars Runo Johansen.

Der er et faktum, som udelades i denne diskussion, og det er, at der ikke er penge i at hæve bunden, men derimod et kviksand af udgifter uden nogen nytte til. Derimod er der virkeligt penge i at uddanne toppen. Jeg ved, at disse kendsgerninger er uvelkomne i socialdemokratiske kredse, men på den anden side ved man det udmærket godt i toppen af socialdemokratiet. Så man siger det, man godt ved, at de socialdemokratiske vælgere ønsker at høre, og så gør man det, der er godt for den danske økonomi, hvilket altså ikke er det samme. Og det er éntydigt en eklatant fejltagelse at spare på de videregående uddannelser. Til gengæld kan man godt kritisere, at der på universiteterne er alt for meget overflødigt humanistisk og ikke-kvalificeret fedt at skære væk. Men realiteterne er endvidere, at ingen politikere tør gå i clinch med universiteterne. I århundreder har universiteterne måttet skøtte sig selv og selv rode med deres ledelsesmæssige problemer, som, og det skal guderne vide, har været - og er - alvorlige. Universiteterne er som meget gamle forvoksede egetræer, der er vokset helt ud af form, men som stadigt bærer frugt. Og søger man indenfor en universitær uddannelse, må man være instillet på mange groteske forhold, det ikke er til at gøre noget ved. Mange steder i universiteterne er situationen væbnet neutralitet: Hvis du ikke rører mig, så rører jeg heller ikke dig. Så af disse grunde er det ikke nødvendigvis en patentløsning at hælde flere penge i universiteterne - det kan meget vel ske, at en eller anden idiot scorer hele baconen.