Regeringen klar til at hive i asyl-nødbremsen

Regeringen er klar til at lukke for asylansøgning på dansk grænse, siger udlændingeminister.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har søndag meddelt, at S-regeringen er parat til at iværksætte den såkaldte asylnødbremse.

”Hvis der opstår krisesituation og Dublin-aftalen reelt ikke fungerer, er regeringen klar til at lukke for asylansøgning på dansk grænse,” skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på Twitter. (indsæt tweet)

Udmeldingen fra Tesfaye kommer efter, at Tyrkiets præsident Erdogan torsdag meddelte, at Tyrkiet ikke længere ville forhindre flygtninge og immigranter i at forsøge at krydse grænsen og komme ind i EU.

I de seneste dage har grupper af immigranter og flygtninge nærmet sig den tyrkisk-græske grænse. Der har siden været flere tilfælde af uroligheder, hvor de græske myndigheder har skudt med tåregas efter migranter, der forsøgte at krydse grænsen.

Det sker på trods af den aftale, som Tyrkiet i 2016 indgik med EU,hvorTyrkiet forpligtede sig til at holde migranter på tyrkisk territorium.

”Lige nu er opgaven at beskytte Europas fælles ydre grænse. Danmark yder i den forbindelse bistand til fælles Frontex-indsats i Grækenland,” skriver Tesfaye videre.

placeholder

Vi er der ikke endnu

Asylnødbremsen kan iværksættes, hvis antallet af asylansøgere til Danmark pludselig skulle stige drastisk, som det skete i 2015.

”Der er vi ikke endnu. Men det er et redskab, som vi selvfølgelig er klar til at bruge, hvis betingelserne for det er opfyldt,” siger ministeren til Ritzau.

Muligheden for at trække i asylnødbremse blev indført af VLAK-regeringen i finansloven for 2017.

Dublin-aftalen, som ministeren nævner, er den aftale mellem EU-landene, og Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein, som betyder, at en asylansøgning, der indgives i et af disse lande, kun behandles af ét land.

Frontex er den europæiske grænse- og kystvagt, som har ansvaret for at grænsekontrollen af det europæiske Schengen-område i koordination med myndighederne i medlemslandene.

Tyrkiet savner europæisk opbakning i Syrien

Tyrkiets beslutning om at åbne op for grænserne, sker for at lægge pres på de europæiske regeringer for at vise mere støtte i den konflikt, som Tyrkiet har med den syriske regeringshær i Idlib-provinsen i det nordlige Syrien.

Her mistede 34 tyrkiske soldater forleden livet ved et luftangreb formentlig foretaget af den russisk-støttede syriske regering.

Fakta om asylnødbremse

En nødbremse, som gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen.

Aftaleparterne har indført en lovhjemmel, som giver mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen til et sikkert land omfattet af Dublinforordningen.

Nødbremsen vil kunne anvendes, hvis der opstår en krisesituation, hvor Dublinsystemet formelt set stadig fungerer, men hvor samarbejdet reelt er ophørt med at fungere. Og hvor Danmark således ud fra en folkeretlig vurdering ikke længere kan anses for forpligtet til at følge Dublinprocedurerne.

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet



David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce