Desværre oplever vi også løndumping på velfærdsområderne, herunder BPA-området (Borgerstyret Personlig Assistance).
Handicaphjælpernes kolleger på andre velfærdsområder i kommunerne har overenskomstsikrede rettigheder til blandt andet 6. ferieuge, fritvalgstillæg, en fastsat pensionsindbetaling, lange opsigelsesvarsler, helligdagsbetaling og fastsatte tillæg for arbejde på skæve tidspunkter. Det er disse rettigheder, kommunerne har fjernet for handicaphjælperne med et fingerknips. Husk blot den uforståelige beslutning fra Københavns Kommune sidste efterår.
Kommunerne nu betaler langt mindre for opgaven, end hvis de selv skulle være arbejdsgiver
Men desværre oplever vi også, at mange kommuner gennem årene skærer mere og mere ned på det tilskud, der udbetales til borgeren. Det betyder, at kommunerne nu betaler langt mindre for opgaven, end hvis de selv skulle være arbejdsgiver. Det går ud over de løn- og arbejdsvilkår handicaphjælperne arbejder under og i sidste ende bliver det den enkelte borger, der betaler prisen for, at kommunerne løber fra deres ansvar.
Ved at udmåle tilskud under sit eget overenskomstmæssige niveau, er kommunerne reelt med til at dumpe lønnen på BPA-området.
Dermed risikerer vi, at borgerne ikke kan få den hjælp, de har ret til
Konsekvensen bliver, at det bliver sværere at tiltrække kvalificerede handicaphjælpere – jo dårligere løn- og arbejdsforhold man som arbejdsgiver kan tilbyde, jo mindre attraktivt er jobbet. Dermed risikerer vi, at borgerne ikke kan få den hjælp, de har ret til og brug for. Det er ikke rimeligt.
Det er den enkelte borger eller et BPA-firma, som er arbejdsgiver – ikke kommunen, selvom det er kommunen, der betaler tilskuddet til BPA-ordningen og dermed fastsætter lønnen til handicaphjælperen.
Og så er vi endt i den onde spiral, der giver et ræs mod bunden
Der er i dag kommuner, hvor BPA-virksomheder med orden i sagerne og gode, overenskomstmæssige arbejdsvilkår for handicaphjælperne ikke kan levere, fordi afregningsprisen er for lav. Det tvinger borgeren til enten selv at påtage sig arbejdsgiverrollen, eller til at vælge et BPA-firma, som bidrager yderligere til løndumpingen ved ikke at have overenskomst og dermed ikke har ordnede forhold for de ansatte. Det går desværre også udover de virksomheder med orden i sagerne. Og så er vi endt i den onde spiral, der giver et ræs mod bunden. Det er de direkte konsekvenser af løndumpingen.
Så længe, der er virksomheder, der er villige til at løse opgaven under niveau, kan kommunerne fortsætte med at forringe vilkårene for handicaphjælperne. På den måde skabes et gråt marked – et løndumpingsmarked – som tager kommunerne, borgerne, handicaphjælperne og de seriøse BPA-virksomheder som gidsler.
På den måde skabes et gråt marked – et løndumpingsmarked
Der skal ikke være forskel på forholdene for en medarbejder i kommunen og en medarbejder ansat i en BPA-ordning. Der skal ikke være forskel på, hvilken hjælp man får som handicappet borger alt efter, hvilken kommune man bor i.