Forfatterne Amie Parnes og Jonathan Allen troede, de skulle skrive en bog om den første kvindelige amerikanske præsident, da de bad om lov til at følge Hillary Clintons kampagne. De havde allerede skrevet en positiv biografi om Hillary og interviewede undervejs i kampagnen mere end 100 kampagnemedarbejdere. Anonymt og på betingelse af, at udsagnene først kom frem efter valgkampen.
En kampagne, der kørte i skuddermudder, fordi den manglede retning og styring
Det er der kommet en god bog ud af. Men bogen blev ikke en fejring af den første kvindelige præsident men en beretning om en kandidat, der aldrig fik formuleret grunden til, at hun stillede op og en kampagne, der kørte i skuddermudder, fordi den manglede retning og styring.
Også en bog om Trump
Bogen er derfor et indspark i debatten om, hvad det dog var, der gjorde Donald J. Trump til præsident, der stadig er relevant. Måske var det ikke kun fordi, russerne blandede sig. Måske var det heller ikke kun fordi, de amerikanske vælgere ikke kunne forlige sig med en kvinde på den mest magtfulde post i verden.
Hillary forstod aldrig, hvorfor store grupper af vælgerne ikke kunne se fremtiden på samme tekno-optimistiske måde som hende
Måske var valget af Trump et resultat af, at vælgerne aldrig forstod hvorfor Hillary ville være præsident. At Hillary aldrig forstod, hvorfor store grupper af vælgerne ikke kunne se fremtiden på samme tekno-optimistiske måde som hende. Og at de i øvrigt ikke kunne lide Hillary, den evige powerbroker med tætte forbindelser til den økonomiske elite.
Og måske, eller rettere: Netop derfor er bogen om Hillarys fejlslagne kampagne lige så aktuel i dag, hvor det demokratiske felt af kandidater rejser rundt fra primærvalg til primærvalg for at finde ud af, hvordan man kan tage magten fra Trump.
Opskriften på en fejlslagen kampagne
Bogen beskriver en kampagne, der aldrig fandt sig selv. Helt ind i de inderste cirkler var der aldrig enighed om, hvad det var for en forskel, Hillary skulle gøre. Hvad var hendes kernebudskaber? Hvilke stater og hvilke vælgergrupper skulle hun satse på? Hvorfor ville hun egentlig være præsident?
Hillary er faktisk selv i tvivl om det sidste. Når hendes tætteste medarbejdere spørger hende om hendes kernebudskab svarer hun irriteret tilbage, at det søreme da er deres opgave at finde ud af, hvor vælgernes præferencer ligger. Er det ikke derfor, de laver alle de fokusgrupper?
Hillary er faktisk selv i tvivl
Samtidig sætter Clinton et kampagnehold, der består af gamle kendinge, hvis primære kvalifikation er, at de er loyale. Ikke nødvendigvis de dygtigste; slet ikke i en valgkamp der hurtigt viser sig at blive udkæmpet på de digitale og sociale medier, hvor Trump støttes af netværket omkring Breitbart News.
Til gengæld er kampagneholdet i evig splid. De er grundlæggende uenige, ja faktisk kan de ikke udstå hinanden. Clinton har ikke udpeget nogen af dem til at kunne træffe den endegyldige beslutning, hvilket betyder at hun – formentlig, fordi hun foretrækker det på den måde – kan sidde i baggrunden og favorisere først den ene, så den anden.
Det er en klassisk Clinton-taktik, men betyder at kampagnen bliver handlingslammet, fordi ingen kan træffe en klar beslutning og Clinton selv er…ja…i gang med at føre valgkamp til rally efter rally, hvilket naturligt nok tager al hendes tid, opmærksomhed og kræfter.
I Wisconsin manglede de frivillige pjecer og andet materiale at dele ud, når de var rundt at banke på dørene
Helt basale ting fungerer ikke. I Wisconsin, en af de stater som plejer at stemme demokratisk, manglede de frivillige pjecer og andet materiale at dele ud, når de var rundt at banke på dørene. Når de ringede til hovedkvarteret i Brooklyn, skete der ikke noget. Trump vandt Wisconsin med en margen på 25.000 stemmer. De ti valgmandstemmer som det udløste, bragte ham over de magiske 270.
Den perfekte kandidat?
På papiret var Hillary Clinton den perfekte kandidat. Senator, tidligere udenrigsminister og med årtiers erfaring fra de inderste magtcirker.
Men papir er taknemmeligt og virkeligheden viste sig anderledes. Hillary og hendes kampagnestab var ude af stand til at forstå, hvad det var, der var på spil. For tegnene på, at de hvide middelklassevælgere var utilfredse, var der jo fra starten. Helt fra det tidlige primærvalg i New Hampshire.
Igen og igen og igen taber Hillary til Bernie Sanders, men stopper aldrig op og overvejer hvad det er, hun gør forkert. Igen og igen viser meningsmålingerne, at Trump står stærkt i svingstaterne, men Clinton tager aldrig budskabet til sig.
Hillary forstod heller aldrig, hvor skadelig hendes tætte forbindelser til den økonomiske elite var
Hillary forstod heller aldrig, hvor skadelig hendes tætte forbindelser til den økonomiske elite var. Den almindelige amerikaner kunne se en størrre og større afstand mellem eliterne og befolkningen, mellem Wall Street og Main Street, og de kunne se at Hillary befandt sig bedre med eliterne end med dem.
Allen og Parnes’ bog var den første, der gjorde op med myten om det uretfærdige nederlag. Det var den vanvittige Trumps skyld, det var russernes skyld og det var Comeys skyld, at Hillary tabte.
Men det var også – og måske mest – Hillarys egen skyld, kan man se når man læser bogen. Det er chokerende læsning, at man kan have en så stor kampagne der har styr på så lidt, og det er deprimerende at stille op til præsidentposten med så dårlig en forestilling om hvad det er for en forskel, man vil gøre.
Det er chokerende læsning, at man kan have en så stor kampagne der har styr på så lidt
Men bogen er samtidig en påmindelse om, at Trump står på stemmesedlen igen til november. Hvad er det egentlig, demokraterne har lært?
Kan nogen på stående fod huske hvad det er, Joe Biden vil som præsident? Kan han selv?
Fungerer Joe Bidens valgkamp egentlig særligt godt? Har han gennemslagskraft, hvor det gælder? Kan han matche Trump på de digitale medier, som er den almindelige amerikaners primære nyhedskilde?
Har Joe Biden og resten af det demokratiske felt lært noget som helst af nederlaget i 2016?
Har Joe Biden og resten af det demokratiske felt lært noget som helst af nederlaget i 2016?
Jonathan Allen og Amie Parnes: Shattered. Inside Hillary Clinton's Doomed Campaign. Udkommet på Crown i 2017.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.
