Annonce

Ny måling: Socialdemokratiet topper efter to uger med corona

Efter snart to uger hvor coronavirus har fyldt alt, tager Socialdemokratiet et pænt hop opad i meningsmåling.
Regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) har generelt fået ros for håndteringen af coronakrisen, og det er formentlig også det, der smitter af i en den seneste meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

I hvert fald kan man nøgternt konstatere, at Socialdemokratiet går 1,0 procentpoint frem i forhold til målingen i sidste uge, og partiet ligger nu til 28,2 procent. Det er 2,3 procent mere end ved valget.

Det vil giver Socialdemokratiet 51 mandater, tre mere end ved valget.

Også De Radikale er i kraftig vækst. Partiet går 1,0 procent i forhold til den tilsvarende måling for en uge siden, og ender på 10,4 procent. Det giver også en fremgang på tre mandater.

Fock falder fortsat

Alternativet nærmer sig med hastige skridt det absolutte nulpunkt. Partiet er væsentligt tættere på et stort rundt nul, end de er på spærregrænsen. Kun 0,6 procent af vælgerne vil stemmer på Josephine Fock, Torsten Gejl og de resterende medlemmer af Alternativet.

Det er en tilbagegang på 2,4 procentpoint i forhold til valget, som altså ser ud til at blive samlet op af især Enhedslisten og De Radikale. Det betyder også, at stemmespildet i rød blok er til at overse og det er med til at der fortsat er et pænt flertal bag Mette Frederiksen.

Få bevægelser i blå blok

I oppositionen er der til gengæld nærmest stilstand. Alle partierne i blå blok, bortset fra Dansk Folkeparti, som går to mandater tilbage, ligger på helt samme mandattal som ved valget.

Det er dog værd at bemærke, at De Konservative, der indtil nu har stået til en mindre fremgang, går tilbage til 6,5 procent og nu ligger på valgresultatet.

Ser man på den samlede mandatfordeling, står de tilbageværende partier i rød blok til 98 mandater – en fremgang for S, SF, De Radikale og Enhedslisten på syv mandater, mens partierne i blå blok står til 77 mandater – en tilbagegang på to.

Danskerne giver topkarakter til politikere og myndigheder

En anden meningsmåling, som Megafon har lavet for Trygfonden, viser at et meget stort flertal af danskerne bakker op om regeringens indsats og giver topkarakterer til myndigheder og politikere for deres håndtering af coronakrisen. Det skriver Politiken.

Der er aldrig tidligere målt højere tillid til politikerne, fortæller professor Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, til avisen.

Hele 83 procent af de adspurgte svarer, at de er helt eller delvist enige i, at man kan stole på, at vores politikere træffer de rigtige beslutninger for landet.

I undersøgelsen er deltagerne også blevet bedt om at give centrale nøglepersoner karakterer fra 0 til 10 for deres krisehåndtering. Statsminister Mette Frederiksen (S) er topscorer blandt politikerne med 8,9 i gennemsnit, mens sundhedsminister Magnus Heunicke, finansminister Nicolai Wammen og udenrigsminister Jeppe Kofod alle får lige over 8.

Folk er også blevet spurgt om de centrale embedsmænds håndtering, og her topper Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm med en karakter på 9,11 foran rigspolitichef Thorkild Fogde, der får karakteren 9,04.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Har du overvejet, at få dig et liv?