Annonce

Regeringen åben for mere øremærket barsel til mænd

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) er åben for at gå længere end EU i spørgsmålet om øremærket barsel til mænd.
Det er stadig mødrene, der tager langt størstedelen af barselsorloven. På trods af mange års debat om især øremærket barsel til mænd er der stadig ikke sket den store udvikling på området.

Det er min forventning, at man kommer langt med det arbejde allerede i år

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik ifølge Jyllands-Posten.

Ifølge tallene tager kvinder i gennemsnit 273,9 dages orlov i barnets første leveår, mens mænd kun holder 31,9 dages orlov med barnet.

Det er den første samlede opgørelse over udviklingen i antallet af orlovsdage for mødre og fædre i barnets første leveår siden 2015. Der er tale om en lille stigning for mændenes vedkommende, idet fædre i 2018 gennemsnitligt holdt 2,6 dages mere barsel, end de gjorde i 2015.

Ligestillingsminister klar til at gå længere end EU

I august slog ligestillingsminister Mogens Jensen (S) fast, at regeringen ikke vil søge dispensation fra det EU-direktiv, der blev besluttet i juni sidste år, og som øremærker to måneder af barslen til mænd.

EU-direktivet skal træde i kraft i medlemslandene, herunder Danmark, inden 2022. Men på baggrund af de nye tal åbner ligestillingsministeren nu for, at det kan ske før:

”Det formelle krav til implementeringen er, at det skal være sket inden 2022, men det er da min forventning, at man kommer langt med det arbejde allerede i løbet af i år,” siger Mogens Jensen til Jyllands-Posten.

Han afviser ikke, at regeringen vælger at øremærke mere end to måneders barsel

Han afviser heller ikke, at regeringen vælger at øremærke mere end de to måneders barsel, som EU-direktivet kræver.

Det arbejde er dog overladt til det udvalg, som er nedsat med arbejdsmarkedets parter under beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), siger Mogens Jensen.

Venstre er internt splittet

Hos SF og Radikale Venstre håber man, at implementeringen af EU-direktivet sker hurtigst muligt. De to støttepartier og Enhedslisten mener ligeledes, at regeringen bør gå længere end barselsdirektivet fra EU.

I Venstre er der intern uenighed om øremærket barsel til mænd. Forhenværende ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), som nu er folketingsmedlem og medlem af Ligestillingsudvalget, lægger pres på sit eget parti:

”Tallene taler for sig selv. Der sker ikke noget over årene. Fordelingen af barselsorloven mellem mor og far er stort set stabil over årene. For mig understreger det, at vi bliver nødt til at handle på den her situation politisk,” siger hun til Jyllands-Posten og forklarer om sit eget holdningsskifte til spørgsmålet om øremærket barsel:

Jeg har tidligere hørt til dem, der mener, at familierne selv skal finde ud af at fordele orloven

”Jeg har tidligere hørt til dem, der mener, at familierne selv skal finde ud af at fordele orloven. Men jeg kan bare konstatere, at der ikke sker noget. Vi skal have ændret kulturen og gøre det til en selvfølge, at såvel faderen som moderen tager sin del af barslen.”

Øremærket barsel deler fagbevægelsen

Som Netavisen Pio tidligere har afdækket, er øremærket barsel et emne, som deler de faglige organisationer.

3F og Dansk Metal er skeptiske, mens både FOA, HK Privat, BUPL og Dansk Magisterforening er positive.

Hvis vi indfører øremærket barsel til mænd, vil mange opleve, at der bliver taget noget fra familien, hvis manden ikke bruger sin barsel,” har Søren Heisel, forbundssekretær i 3F og ansvarlig for ligestilling, tidligere udtalt til Fagbladet 3F.

”Vi har øremærket barsel til moren, som er hele den første periode. Spørgsmålet er, om det ikke er på tide, at mændene også får nogle rettigheder?”, sagde Camilla Gregersen, formand i Dansk Magisterforening, til Politiken i august.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Frie valg kan være gode. Men i denne sammenhæng kan de ikke sende et signal til arbejdsgivere og børn om at børn har to primære omsorgsperoner: far og mor. Tak til EU for det gode direktiv.