Yahya Hassans tragiske død minder os om, hvor svag manden er blevet

Vi bliver konstant skældt ud og kan hverken få eller finde kærlighed, omsorg, job eller lejlighed i byerne. Vi er den største uønskede gruppe i samfundet.
Foto: Martin Hansen, Gyldendal
Hvem havde ikke enten mødt, læst om eller hørt om Yahya Hassan?

Jeg har mødt den fantastiske digter i Politikens boghandel, da jeg i kort tid skrev for Politiken. Han var blevet berømt i Danmark, men var et stille og betænksomt menneske på det tidspunkt. Det var dengang, da et godt håndtryk stadigvæk kunne huskes længe. Jeg glemmer aldrig det håndtryk fra Yahya Hassan, hvor vi signaleret, at vi havde meget tilfælles, og vi skulle selvfølelig holde kontakten.

Når mænd med indvandrerbaggrund mødes, finder vi ud af, at vi har meget tilfælles

Når mænd med indvandrerbaggrund mødes, finder vi ud af, at vi har meget tilfælles. Vi er så småt begyndt at forstå, at vi er den mest marginaliserede gruppe i Danmark. Vi figurerer i alle de negative statistikker og ved udmærket, at vi måske ikke kan forvente retfærdighed fra samfundet. Empati, omsorg, støtte og positiv særbehandling kan vi ikke få.

Vi får tæsk hele tiden

Vi får tæsk, når vi er hjemme, og metaforisk set får vi også tæsk, når vi træder ud fra hjemmets fire vægge. Vi får skældud; vi får ikke jobs; vi klarer os dårligere i skolerne, på universiteterne og på arbejdsmarkedet. Det er os, der udgøre den største gruppe af tvangsfjernede børn.

Vi er den største uønskede gruppe i samfundet

Det er os, der mister kontakten med vore forældre, og det er os, der mister kontakten med vore børn. Det er os, der har det laveste antal af forældre med fælles-forældremyndighed over børnene. Det er indvandrermænd, som aldrig får lov til at se deres egne børn efter skilsmisse. Det er, som om vi overhovedet ikke er mennesker. Desværre er der nogle brodne kar iblandt os; men skal det betyde, at vi bogstaveligt talt bliver dømt på forhånd, og at vi skal have en længere fængselsstraf end andre i samfundet? 

Vi bliver konstant skældt ud og kan hverken få eller finde kærlighed, omsorg, job eller lejlighed i byerne. Vi er den største uønskede gruppe i samfundet.

Vi bliver oftere syge

Vi bliver oftere syge i sammenligning med andre. Vi begår oftere selvmord sammenlignet med andre grupper; og vi dør også tidligere, end andre gør. Vi har ikke ret meget tilfælles med kvinder med indvandrerbaggrund i Danmark bortset fra vores eksotiske hudfarve. De får bedre karrierer og klarer sig bedre i skolerne; de får en bedre adgang til de fine kulturelle miljøer, mens vi befinder os på samfundets ølbænk.

Vi er kendte og berygtede for at begå og gøre alt det, som man ikke skal gøre

Vi ender i slagsmål, i bandekriminalitet og til sidst i en retssal på grund af et eller andet, og vi får en hårdere dom, end samfundets andre grupper gør. Vi er kendte og berygtede for at begå og gøre alt det, som man ikke skal gøre. Vi er blevet den nye marginaliserede gruppe, og selv coronavirus rammer os hårdere i sammenlignet med andre.

Coronakrisen har vist, at dobbelt så mange mænd i Spanien er døde i sammenlignet med kvinder. 71 procent af de døde i Italien er mænd. Så hvorfor skulle det være anderledes i Danmark? 

Fortjener vi ikke en bedre behandling?

Ja, vi har en del tilfælles med de øvrige mænd, som bor i de vestlige samfund. 90 procent af dem, der bliver 100 år i vores samfund, er udelukkende kvinder. Vi forventer ikke medlidenhed fra samfundet, men hvorfor er der ingen, der spørger: Er det kun spark, tæsk, dårligere karakterer i skolerne, livsfarlige jobs, længere ophold i fængsler og på sygehuse og for tidlig død, vi har fortjent? 

Hvorfor vil samfundet ikke anerkende os som det svage køn

Hvorfor vil samfundet ikke anerkende os som det svage køn og den mest marginaliserede gruppe? 

Fra vuggestue til grav er vi sendt i skammekrogen. Fortjener vi ikke en bedre behandling?

Yahya Hassan bliver begravet idag tirsdag den 5. maj på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Der er altså nogle ting, der halter i denne artikel. Der bruges et ”vi” uden noget forsøg på at strukturere dette ”vi”. Der er jo tale om mænd i forskellige aldersklasser, hvor der jo er tale om, at de unge mænd ofte er uselvstændige og angler efter kvindelig støtte, hvilket forsåvidt er forståeligt nok. Men nogle midaldrende mænd kommer aldrig videre og har den klippefaste overbevisning, at hvis de skal have en kvinde, skal hun da servicere ham. Beklageligvis er der kvinder der deler denne opfattelse af rollefordelingen, og i denne sammenhæng er der ingen udvikling i indstillingen til mennesker generelt at spore. Muligheden af at etablere et personligt forhold til en kvinde er ofte spærret af den seksuelle samkvem, og kommer der børn, er vejen banet for et helvede af Pandurosk tilsnit.
Dernæst er der en masse sammenhænge, som artiklen slet ikke stiller skarpt på – den opremser blot symptomer. Den tager slet ikke stilling til skyldsspørgsmål. Det er som om, at alt tilskrives vorherre – eller er det Allah, der er på spil? Det personlige ansvar, den personlige stillingtagen og vægtning af den moralske ladning i en handling – det, man også kalder vandel – tages der overhovedet ikke stilling til. Hvis der skal være et håb for verden, er det mindste man kan forlange, at den enkelte vægter egen handlemåde og hele tankegang efter både moralske standarder, men også efter alle mulige andre standarder, man kan tage op, og her kommer niveauet af kundskaber ind i billedet. Vi har jo set det helt stereotype billede, at mens indvandrerkvinderne uddanner sig, så er der et stort udsnit af den mandlige indvandrerbefolkning, der kun kan finde ud af at gå på vandpibecafé eller på anden måde spilder tiden med ligegyldigheder. Mange har et mådeligt dansk. På denne baggrund er det ikke noget under, at mange indvandrerkvinder vælger mændene fra, og ofte er realiteterne, at familierne gennemtvinger ægteskaber, som er rentud groteske og dømt til forlis. Det er som om, at mændene helt mangler kompasretning. Selve det, for en indvandrermand, at interessere sig for noget, og at blive god til noget, synes for mange at være lukket land. Mange vil spørge: Hvorfor skulle jeg det? De ser ikke alle de problemer af enhver art, der ligger lige for næsen af dem, og som venter på svar. Forsåvidt var det jo alt dette Yahya Hassan havde fat i, men blev han hørt i indvandrerkredse? Vil de ikke meget hellere høre på, at han altid var en god muslim? Så længe dette vrøvl for lov til at perpetuere, vil intet ændre sig. Set med danske øjne er denne ballast af udenlandske mandspersoner fuldstændigt nytteløse, fordi den ikke rokker sig af flækken. Men vort samfund er først og fremmest en mægtig sorteremaskine, hvor dem, der kan noget og vil noget, kommer i første række. Lad os ikke glemme, at førstegenerationsindvandrerne kom for at tage ufaglærte jobs og derfor i ingen henseende udgjorde en intellektuel elite. Det mærker man i dag tydeligt på efterkommerne. Men for Yahya Hassans vedkommende var problemet nok, at har stod i relation til, og beskæftigede sig med, indvandrermiljøet. For os danskere er det en relativt enkel sag af bortdefinere indvandrerne som noget, man ikke gider at beskæftige sig med. Vi har en historie her i landet, som byder på ganske meget, og som til enhver tid er mere spændende end alt det indvandrerbøvl.

Arne Nielsen, det er rigtigt, og mega godt beskrevet.👍

Hvor er du dum og usympatisk at høre på

Annonce