I 1946 lå Danmarks femte største by ude vestpå. Byen havde i alt 35.000 indbyggere. Skole, plejehjem, biograf og et lille byråd bestående af 28 medlemmer. En storby bag pigtråd, som man sagde. For egentlig var der jo strengt taget snarere tale om en lejr; en flygtningelejr, hvad der også fremgik af navnet: Oksbøllejren.

Som en del af den farverige og sprælske serie 100 Danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag tager museumsinspektør fra Vardemuseerne, John V. Jensen, med bogen ”Tyskere på flugt” os nu ind bag pigtrådshegnet.

Bogen giver os historien om 250.000 kvinder, børn og kvæstede soldater, der pludseligt ramte det besatte Danmark

Bogen giver os historien om 250.000 kvinder, børn og kvæstede soldater, der pludseligt ramte det besatte Danmark i begyndelsen af 1945, efter Den Røde Hær hævngerrigt havde jaget dem på flugt fra Østfronten. Om værnemagtens landsmænd, der blev indkvarterede på danske skoler, i lejre, idrætshaller og hvor man ellers lige kunne finde plads. Om hadet og de uønskede gæster, der ikke bare smuttede som forventet, da Danmark atter var frit.

De personlige fortællinger

Hvad der gør den her bog særlig interessant, er ikke kun det ofte glemte emne. Det er i høj grad også måden, som dens forfatter sætter spot på et af de mere triste og grufulde kapitler i nyere dansk historie, nemlig, gennem breve, dagbøger og skønlitteratur.

Sætter spot på et af de mere triste og grufulde kapitler i nyere dansk historie

Som når den højgravide Eva Droese under den desperate og farlige flugt fra de fremstormende russere bryder op med familien for at tage den over Østersøen, da et rædselsvækkende sammenbrud på Østfronten nu har medført, at det er den eneste flugtvej:

”Vi blev derpå ledt ud på isen, hvor vi gik i den nærmest endeløse række af vogne. Vi vidste ikke, hvordan det skulle gå os, russiske fly kastede bomber mod os og beskød os med maskingeværer. Samtidig havde det russiske artilleri skudt sig ind på rækken af mennesker og vogne og lavede store huller i isen. Mennesker og vogne forsvandt i vandet.”

Eller blot få måneder senere, hvor budskabet om tyskernes kapitulation når Elisabeth von dem Knesebeck, der den 4. maj om aftenen er indkvarteret på Sct. Petri Skole i København, udtrykker en forladthedsfølelse, som mange tyskere måtte have mærket lige dér midt i danskernes sejrsrus: ”Ved 21-tiden kom en dame med den nyhed at der var sluttet fred, hvorpå danskerne begyndte at lave en helvedes larm.”

Den slags beretninger er med andre ord et stærkt og anderledes indslag, som i høj grad får historien om de tyske flygtninge til at leve, og derved altså inkludere os læsere på en meget mere effektiv måde rent følelsesmæssigt end traditionel historieformidling.

Katastrofe vs. misforståelse

At benytte sig af dagsagtige bekendelser bevirker dog, at de etiske dilemmaer, der fulgte som konsekvens af nazismen og dens tømmermænd, ikke er helt så nem at gøre sig klog på.

Særligt om overdødeligheden blandt de tyske spædbørn skyldtes manglende behandling eller var konsekvenserne af en umenneskelig flugt har i eftertiden har været heftigt diskuteret. En problematik, som John V. Jensen da også giver spalteplads undervejs.

i alt 6.540 børn døde pga. sult og mave- og tarminfektioner i det første halve år efter deres ankomst til Danmark

Faktum er nemlig, at i alt 6.540 børn døde pga. sult og mave- og tarminfektioner i det første halve år efter deres ankomst til Danmark. Hvad der i øvrigt ikke bare svarer til flere end de 6000 danskere, der døde under krigen, men også svarer til en dødelighed på 3,3 procent.

Godt nok stoppede Den Danske Lægeforening i marts 1945 med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdomme blandt de østtyske flygtninge. Og godt nok bakkede modstandsbevægelsen og den danske befolkning op, men i modsætning til f.eks. historikeren Kirsten Lylloff, der med artiklen ”Kan lægeløftet gradbøjes?” tilbage i 1999 kritiserede de danske myndigheders behandling af de tyske flygtninge for den humanitære katastrofe, ser John V. Jensen dog et mere nuanceret Danmark.

Danskernes ligegladhed, hvad angår dødeligheden blandt tyskerne, er en misforståelse

Landet var rigtignok gennemsyret af en dyb foragt overfor Hitlers Tyskland, men samtidig, slår han fast, er danskernes ligegladhed, hvad angår dødeligheden blandt tyskerne, en misforståelse. Også selvom – kunne man måske tilføje – at det adfærden vel skyldtes egoistiske årsager:

”De danske myndigheder havde stor interesse i vaccinationsprogrammer og kontrol med epidemiske sygdomme, der jo let kunne passere pigtråden og sprede sig til det danske samfund”.

I krig mod myterne

Netop John V. Jensens evne til at nuancere den vanskelige situation på kryds og på tværs, er klart en af bogens styrker. Den bryder hermed ikke kun med de dominerende fortællinger, men appellerer indirekte også stærkt til at læseren selv skal indtage sin egen holdning til emnet.

Nærliggende er det derfor også at se bogen som krigserklæring med tiltrængte sværdhug til den ofte udbredte forestilling om Danmark som fredelig flødeskumsfront. Ud af de i alt 25.150 tyske grave er nemlig i alt 14.900 er relateret til civile tyskere, bemærker forfatteren, og slår fast:

”Flødeskumsfronten er en myte, når de tyske flygtninge i Danmark medregnes i fortællinger om Anden Verdenskrig. Men når det kommer til deciderede krigshandlinger i Danmark, giver det fortsat mening at tale om Flødeskumsfronten.”

Fordi John V. Jensen kommer så godt omkring, er denne særdeles velskrevne bog også svær at kritisere

Fordi John V. Jensen kommer så godt omkring, er denne særdeles velskrevne bog også svær at kritisere. Men kritiseres – det skal han: Det ellers smadderspændende fokus på en god historie, havde klart været endnu bedre, hvis han havde øget dens aktualitet med flere paralleller til i dag.

Imidlertid bør det være tydeligt for enhver, at fortællingen om de tyske flygtninge alt for ofte er blevet anskuet alt for entydigt og snævert. Ikke bare dengang. Også i dag. Og lige netop det råder denne bog bod på.