Kulturdebattør: Vågn til kamp af kulturpolitisk dvale

Det er en vigtig opgave at få videreudviklet den danske kulturmodel og skabe en stærk platform for demokratiske dannelse og deltagelse i bred folkelig forstand
Foto: Hans Christian Jacobsen
Byrådsmedlem og kulturdebattør Peder Udengaard
Socialdemokratiet er hovedarkitekten bag den "danske kulturmodel", som vi kender den i dag. Alligevel har partiet set stiltiende til, mens fundamentet eroderer og arven fra Bomholt bliver gjort til skamme.

Spørgsmålet til Socialdemokratiet i dag må således være: Vil Socialdemokratiet en ny kulturpolitik, der tager ejerskab om og som ses som et bidrag til den Socialdemokratiske velfærdsmodel på lige fod med andre velfærdsområder i modellen? Og vil man fortsat følge det spor, der trak kulturpolitikken væk fra dannelsesidealet og gjorde det til et spørgsmål om kulturens evne til at skabe økonomisk vækst?

Vil man fortsat følge det spor, der trak kulturpolitikken væk fra dannelsesidealet

Svaret blæser i vinden, og der er i høj grad behov for en samlet diskussion og gentænkning af Socialdemokratisk kulturpolitik, der bygger på de principper, der lagde grunden til den danske kulturmodel.

Den danske kulturmodel

Bare få år efter Regeringen Viggo Kampmann II man oprettede Ministeriet for Kulturelle Anliggender tilbage i 1961 blev grundprincippet for dansk kulturpolitik lagt, da landets nye kulturminister, Julius Bomholt, under Folketingets åbningsdebat to år senere sagde ordene: ”Nok støtte, men ikke dirigere.”

Politikernes rolle blev reelt indskrænket til at fastlægge de overordnede økonomiske rammer

Som den væsentligste søjle i den danske kulturmodel blev det såkaldte ”armslængdeprincip” dermed slået fast. Et princip, der med 1964-loven udmøntede sig i en struktur med en klar opdeling af de politiske rammebevillinger til kunst og kultur på den ene side og de indholdsmæssige kunstneriske beslutninger på den anden.

Det skete gennem oprettelsen af Statens Kunstfond, hvor politikernes rolle reelt blev indskrænket til at fastlægge de overordnede økonomiske rammer.

Demokratisering, dannelse og selvstændiggørelse  

Samtidig satte man en retning for rammerne, hvad angik det overordnede mål med kulturpolitikken:  Bidrage til velfærdsstatens mål, der i denne konteksts byggede på ideen om åndelig dannelse og demokratisk uddannelse af befolkningen.

Med betænkning 517 udbyggede man i 1969 desuden tænkningen til et mere procesorienteret og liberalt syn, hvor kulturpolitikkens målsætning beskrives som en proces, vi alle tager del i: Et ’kulturelt demokrati’, og frem til 1981 blev denne forståelse det bærende element i kulturpolitikken.

Da den anden oliekrise i 1979 ramte med en økonomisk krise til følge, blev beskæftigelse og især ungdomsarbejdsløsheden det mest centrale politiske spørgsmål, hvad der også medførte et skifte i de ambitioner og visioner, man havde for landets kulturpolitik.

Kunst og kultur skulle nu stimulere individet til selv at tage aktivt ansvar for eget liv og samtidig bidrage til udviklingen af samfundet. Kulturpolitik, fritidspolitik og familiepolitik var altså tre sider af den samme sag, og kulturpolitikken fornemmeste opgave var således at modvirke social opdeling og ulighed.

New Public Management, national identitet og kultur som erhvervspolitik

Med Centrum-Demokraternes Mimi Jacobsen som ny kulturminister i 1983 udfordrer man paradigmet om ”uafhængighed af kommercielle interesser” i finansieringen af det offentligt støttede kulturliv med en kulturpolitisk redegørelse til Folketinget.

En redegørelse, der betød, at kulturpolitikken bliver underlagt den moderniseringsbølge af den offentlige sektor, der begyndte i 1980’erne og senere knytter sig til betegnelsen New Public Management.

En redegørelse, der betød, at kulturpolitikken bliver underlagt den moderniseringsbølge af den offentlige sektor

En tænkning, der for alvor slår igennem i midten af halvfemserne med ’Lov om regionale kulturforsøg’ samt det forøgede fokus på resultat- og målstyring – de såkaldte rammeaftaler, der har været benyttet siden 1996.

I 1997 bliver en ny (gammel) dimension i den overordnede kulturpolitik ført til forreste række, som svar på hhv. den øgede internationalisering og indvandring: ”Kulturpolitikkens rolle er i den sammenhæng at bidrage til at fastholde og styrke dansk identitet gennem støtte til frembringelse af kunst og kultur og gennem støtte til bevaring og formidling af den danske kulturarv.”.

Politiing af kulturen

Det er i et historisk og kulturpolitisk perspektiv et afgørende punkt: Nemlig, at der sker en decideret politisering af kulturen. Samtidigt er det en dimension, hvis rolle i både den kulturpolitiske og offentlige debat, kun er blevet mere fremtrædende frem til i dag.

Som eksempelvis med den Danmarkskanon, som Venstre-regeringen præsenterede i efteråret 2016

Som eksempelvis med den Danmarkskanon, som Venstre-regeringen præsenterede i efteråret 2016. Et initiativ, der ifølge daværende kulturminister, Bertel Haarder, skulle være ”et udtryk for nutidens og fremtidens vigtigste samfundsværdier og vores fælles kulturelle dna.”

Kulturpolitikken skal ikke tjene et mangfoldigt og aktivt kulturliv – men andre politiske mål. Med Kultur- og erhvervspolitisk redegørelse (2000), er såvel kulturministerens som erhvervsministeren afsender for kulturpolitikken for første gang.

Dette fokus bliver forstærket med regeringsudspillet ”Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien” (2003), indførslen af mere lempelige regler for virksomheders mulighed for at afskrive køb af kunst (2006), regeringsudspillet ”Et kulturpolitisk arbejdsprogram” (2008) og redegørelsen ”Kultur- og oplevelsesøkonomien i Danmark” (2012).

Visionerne der forsvandt

Alt sammen har det betydet, at visionerne i dansk kulturpolitik er forsvundet. Ikke kun blandt arkitekten bag den danske kulturmodel, men blandt skiftende regeringer siden 1983. For det var jo reelt set her, man glemte at kulturlivet har egen værdi.

Socialdemokratiet har i dag et vedtaget kulturpolitisk program, der bygger på de sten, der blev lagt tressernes begyndelse, og mange af de socialdemokrater, der har interesse i kulturen, opfatter Socialdemokratiet som et parti, der værner om og styrker kulturlivet.

Den er forblevet idepolitisk og ikke realpolitisk

Selv er jeg inkarneret tilhænger af den socialdemokratiske idepolitiske kulturtænkning. Men jeg må også bare sige, at det imidlertid er problematisk, at den er forblevet idepolitisk og ikke realpolitisk.

Realpolitisk følger vi lige nu blot nuværende kulturpolitiske sti. Og det er til trods for at den igangværende Coronakrise ganske forbilledligt har vist, at kulturen i stor stil kan skabe sammenhængskraft og medvirke til demokratisk dannelse. Også selvom det jo nærmest var med fodslæbende langsommelighed, at kulturlivet kom i søgelyset, da regeringen lavede sine hjælpepakkerne.

Vågn til kamp af kulturpolitisk dvale

Lad os derfor vågne til kamp fra vor kulturpolitiske dvale og tage arbejdshandskerne på. For der ligger en vigtig opgave i at få videreudviklet den danske kulturmodel og skabe en stærk platform for demokratiske dannelse og deltagelse i bred folkelig forstand. Kun på den måde kan Socialdemokratiet igen bliver et troværdigt kulturpolitisk parti – i befolkningen og kulturlivet.   

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Byrådsmedlem Aarhus Kommune (S) og kulturdebattør


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Bravo!!!

Bravo!!!