Annonce

Paludan-finte: Stram Kurs bliver til Hard Line

Med et nyt parti forsøger Rasmus Paludan at omgå reglerne for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.
Partiet Stram Kurs blev i foråret suspenderet fra at kunne samle underskrifter til at stille op til næste folketingsvalg.

Nu forsøger Rasmus Paludan at omgå suspenderingen ved at danne et nyt parti.

Advokat og partistifter Rasmus Paludan har nemlig fundet en juridisk smutvej, så han alligevel kan indsamle vælgererklæringer.

"Stram Kurs er ulovligt udelukket fra at indsamle vælgererklæringer. Derfor beder partileder Rasmus Paludan om, at du giver en vælgererklæring til vores søsterparti Hard Line," skriver partiet på Facebook.

Hard Line - som er partiets navn på engelsk - har tilfældigvis adresse samme sted som Stram Kurs og som i øvrigt også Rasmus Paludans advokatkontor.

Det nye parti vil opstille Stram Kurs’ kandidater og gennemføre partiets politik, står der på Facebook, hvor det også afsløres at planen er at fusionere de partier, hvis Hard Line har fået nok vælgererklæringer.

Mulighed for at viske tavlen ren

Stram Kurs fik i marts frataget retten til at indsamle underskrifter frem til efteråret 2022, fordi Valgnævnet fastslog, at partiet har snydt med underskrifterne.

Hos Indenrigsministeriet, der har ansvaret for valg, lyder det, at Hard Line overholder reglerne:

"Hvis de ansvarlige personer måtte ønske at viske tavlen ren og starte på en frisk med et nyt parti, vil de kunne søge om et andet partinavn og starte en ny indsamling af vælgererklæringer," skriver ministeriet i et svar til Ekstra Bladet.

"Hvis snyderiet fortsætter under et nyt partinavn, vil de på ny kunne sanktioneres efter de samme regler. Ministeriet følger partiernes indsamling tæt, så vi hurtigt opdager uregelmæssigheder og forsøg på snyd."

Manglede 7.500 stemmer

Stram Kurs fik 1,8 procent af stemmerne ved det seneste folketingsvalg. De manglede dermed kun 7.500 stemmer for at komme ind.

Partiet fik 63.537 stemmer og det udløste godt to millioner kroner i årlig partistøtte til partiet.

Stram Kurs er fortsat opstillingsberettiget til folketingsvalg frem til 27. oktober 2020.

I den seneste meningsmåling fra Voxmeter står Stram Kurs til 0,5 procent af stemmerne.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Thomas er en Trold.

Annonce