Annonce

Samråd om skattely-klausul: “Det er træls, men vi er bundet af EU-retten”

Morten Bødskov understreger, at det næppe ville være klogt at gå længere end hans embedsmænd anbefaler
SF og Enhedslisten kritiserer, at den såkaldte skattely-klausul i forbindelse med tildeling af statslig corona-hjælp ad flere omgange er blevet så udhulet, at ingen virksomheder reelt rammes af klausulen.

Derfor har de to partier kaldt skatteminister Morten Bødskov (S) og erhvervsminister Simon Kollerup i samråd mandag.

Enhedslistens skatteordfører Rune Lund begrunder samrådet således: 

“Vi har lavet en aftale om, at hjælpepakker ikke skal gå til virksomheder med base i skattely. Og siden da er der - efter vores opfattelse i Enhedslisten , sket det, at regeringen forsøger at smyge sig uden om dét, der er aftalt. Og hvor det primære argument for regeringen er misvisende og forkerte argumenter for, at Danmark kan benytte sig af de regler, der er i EU, til at forhindre at hjælpepakker ender hos virksomheder med base i skattely,” lyder begrundelsen.

Og siden da er der - efter vores opfattelse i Enhedslisten -, sket det, at regeringen forsøger at smyge sig uden om dét, der er aftalt

Rune Lund fortsætter:

“Det er Enhedslistens opfattelse, at det faktisk ikke er EU-retten, der er problemet, men at regeringen tilsyneladende ikke har nogen vilje til at forsøge at gribe ind mod misbrug.”

Bødskov: Vi må respektere EU-retten

Bødskov understreger, at man som regering er nødsaget til at respektere EU-rettens bestemmelser om fri bevægelighed:

“Og efter de regler, ja, så kan man ikke hindre udbetaling af kompensation til danske virksomheder, der for eksempel indgår i koncernstrukturer med selskaber i andre EU-lande. Et selskab i et EU-land kan efter EU-retten ikke stilles hindringer i vejen for at etablere sig i Danmark, f.eks. ved at oprette et datterselskab her i landet. Det gør i den forbindelse ingen forskel hvem der bagved ejer selskabet.”

Bødskov understreger, at arbejdet med at undgå skatteunddragelse og skatteundgåelse langt fra er færdigt:

“Regeringen arbejder konkret på, at EU-sortlistens kriterier er tilstrækkelige effektive, og at de styrkes hvor det er relevant. Der pågår pt. et arbejde herom i EU’s adfærdskodeksgruppe,” lyder det fra skatteminister Bødskov.

Han oplyser, at EU’s sort-liste over skattely-lande opdateres to gange årligt.  

SF: Ærgrer det skatteministeren?

SF’s skatteordfører, Carl Vallentin, spørger Morten Bødskov om, det ærgrer skatteministeren, at skattely-virksomheder modtager hjælpepakker?

Bødskov svarer, at han som skatteminister ikke kan gå længere end hans embedsmænd anbefaler. Bødskov kommer i den forbindelse med en slet skjult hentydning til Instrukskommissionen, hvor det skal afdækkes om tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mod bedre vidende krævede en adfærd over for unge asyl-par, der var i strid med internationale konventioner.

“For at sige det helt ærligt: Der er jo ikke så meget at gøre for en regering. Altså vi kan lige så godt tage svesken på disken med det samme. Hvis vi får at vide: "Hertil og ikke længere”, og du siger til mig: Det går ikke, Morten, du er nødt til at gå længere. Og I vil sådan set presse mig til at gå længere,” siger Morten Bødskov og fortsætter:

Og jeg kunne forestille mig, at hvis man giver en instruks om noget, man har fået anbefalet ikke at gøre, så tror jeg man skal tænke sig alvorligt om

“Hvis jeg så går længere, end Justitsministeriet og mine egne kyndige folk på det her område anbefaler, så vil det kunne få konsekvenser af at virksomheder kan anlægge sager om vores forvaltning af EU-retten. Og jeg kunne forestille mig, at hvis man giver en instruks om noget, man har fået anbefalet ikke at gøre, så tror jeg man skal tænke sig alvorligt om.”  

Bødskov: “Det er træls”

“Jeg synes, det er træls. Men vi er bundet af nogle EU-retningslinjer her. Arbejder vi for, at rammerne i EU skal forbedres? Ja, det gør vi da,” føjer Morten Bødskov til.      

Jeg synes, det er træls. Men vi er bundet af nogle EU-retningslinjer her
 

Både Enhedslisten og SF mener dog, at EU's regler kan tolkes videre, og at der vil kunne udelukkes virksomheder i skattely fra - som aftalt mellem Folketingets partier - at få del i corona-hjælpepakkerne.

“Det er selvfølgelig klart, at ministeren skal lytte til eksperterne i hans ministerium. Og SF beder ham bestemt ikke om andet. Men det er ikke vores oplevelse, at man går så langt, som man kan. Vi ser andre lande gå længere,” siger SF's skatteordfører Carl Valentin.

Morten Bødskov har som skatteminister offentliggjort en plan for forstærket indsats mod netop skattely, aggressiv skatteplanlægning og skatteunddragelse.

Indsatsen bliver styrket med 100 nye medarbejdere hos Skattestyrelsen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Skatteministeriet.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet