Da jeg første gang hørte Sleaford Mods, havde sanger Jason Williamson og dj Andrew Fearn lige udgivet albummet ”Divide And Exit.” Selvom den nordengelske electro-punk duo dengang i 2014 var stort set ukendt i Danmark, var det et album, der dog hurtigt rådede bod på lige netop den udåd. For bare mig, ja, men bestemt også for tusindevis af andre musikfans hinsides De Britiske Øer.

Lige dér midt i en bølge af tandløst retrorock og et Brexit under opsejling var det ikke svært at blive draget af de tunge beats og rablende råberim fra røven af 4. division om et England i stadigt forfald. Faktisk var det bare lidt som om, at det var lige hvad verden havde ventet på.

Godt nok er det nu allerede er seks, syv år siden, men sange som ” Tied Up In Nottz” og ”Tweet, Tweet, Tweet” holder stadig. Det vil man vide, hvis man haft ørerne i deres nye opsamlingsalbum, ”All That Glue”.

Et atypisk et af slagsen bestående af i alt toogtyve sange. Hele ni ikke tidligere udgivne, to fra sidste år album ”Eton Alive” foruden en god håndfuld hits fra de sidste syv år. Tja, det er jo lige til at blive helt nostalgisk af, hvis det da ikke lige var fordi bandet hed… Sleaford Mods.

Stadig aktuel 

På numre som ”McFlurry”, ”Jobseeker ”og ”Tied Up In Nottz” og ”Tweet, Tweet, Tweet” transmitterer den nordengelske duo nemlig en frustration og en diskrimination, der er ligeså aktuel dengang som nu.

Williamson synger, snakker og svovler ikke bare som en besat midaldrende mand fra Udkantsengland. Hans ekspressive tekstunivers rammer også sømmet lige på hovedet. BAM!

“Fuck all! I've been sat around the house wanking… and I want to know why you don't serve coffee here”, lyder det spydigt og udbrændt i den delvist selvbiografisk “Jobseeker om mødet med Jobcentret og den nationale beskæftigelsesindsats.

Ej at forglemme frustrationen over landets tilstand i nummeret ”Tweet, Tweet, Tweet” om hjemlandets søvngængeragtige deroute: “This is the human race / UKIP and your disgrace / Chopped heads on London streets / All you zombies tweet, tweet, tweet”

Lige her fungerer ”All That Glue” som en fremragende reaktualisering af gamle kendinge for både fans og dem, der endnu har fænomenet fra Nottingham til gode.

Et tilbageblik, der kun synes mere relevant pga. Covid19-nedlukningen, hvor nostalgiske indslag lige fra firserfodbold til fællessang alligevel er en yndet form for tidsfordriv.

Nye spændende kompositioner 

Raseriet, håbløsheden og utilfredsheden brænder imidlertid også igennem på de nye sange, som de to electro-punkere har fundet frem fra gemmerne. Her står imidlertid ”Snake It” og ”Reef of Grief” tilbage uden helt samme lyrisk og musikalske pondus, som når makkerparret er bedst.

Blandt disse finder man dog også på en lille håndfuld ret spændende kompositioner som f.eks. ”Richlist”.

Her er skytset rettet mod en selvisk kendiskultur og behagesyge medier med en række bemærkelsesværdige observationer om tidens sociale ulighed, som sjældent finder vej ind i tidens toner.

 “People don’t seem bothered / Patience wearing thin / The rich list gettin’ bigger / They know how to rub it in. The papers they should take the piss, but they just join in”, konkluderer forsangeren.

Hvad ”Big Dream” derimod angår, stjæler Andrew Fearn opmærksomheden. Med sine tunge, kantede og ubarmhjertige beats demonstrerer han, at han bestemt ikke er en uvæsentlig del af tæskeholdet, når eliten skal have klø.

Det er dog især ”Second” fra bandets indspilningssession omkring ”English Tapas” tilbage i 2017, hvor begge dele rigtig kommer til sin ret. En sang, der lader til at tematisere en individualistisk virkelighed, hvor fladpandet forbrugerisme har indtaget en særlig forrang.

Lidt for enhver smag 

Selvom disse numre bestemt kan noget, er det dog især bandets vel mere nok mere kendte numre, der pga. deres sproglige og musikalsk overskud er særligt mindeværdige.

Samtidig er de også eksempler på skæringer, hvor man som lytter ikke oplever at være den vildfarende danske turist i et diskussionslysten House of Commons. Hvor det fortørnede makkerpar med andre ord bevarer fokus på bolden politisk, lyrisk såvel som musikalsk.

Alt i alt er ”All That Glue” et dog et ganske inspirerende sammenskudsgilde med lidt for enhver smag. Udover, at være en påmindelse om at musik er mere end bare at blive kendt, så er det også en demonstration af, hvor forbavsende meget man kan få meget ud af en sølle mikrofon og en laptop.

Sleaford Mods: “All That Glue”. 1.12 minutter. Rough Trade. ER UDKOMMET