Alternativets tidligere politiske leder, Uffe Elbæk, løfter nu sløret for de begivenheder, som tidligere på året fik stifteren til at forlade partiet efter valget af Josephine Fock som hans afløser.

I en kronik i netmediet POV, Slutreplik, spørger Uffe Elbæk, hvordan noget, der var så politisk håbefuldt som Alternativet, kunne ende i en så dramatisk magtkamp, som nu reelt truer partiets eksistens. I dag har Alternativet kun et enkelt folketingsmedlem og i den seneste meningsmåling fra Voxmeter står partiet til at ville få 0,6 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Uffe Elbæk leder svarer selv, at det skyldtes en blanding af revolutionen, der åd sine egne børn, en banal magtkamp mellem store egoer, en kulturkamp mellem forskellige livsperspektiver og ledelsesmodeller - samt at han selv og andre ikke fik sagt fra tidsnok.

Telefonopringning gik galt

Ifølge Uffe Elbæk gik det allerede galt dagen efter folketingsvalget i 2015, hvor han ringede til Josephine Fock for at ønske hende tillykke med valget.

Alternativet havde fået ni mandater. Men på trods af at Uffe Elbæks nære ven, den senere københavnske borgmester Niko Grünfeld, fik tredjeflest personlige stemmer i partiet, havde han fået færre end Josephine Fock i Østjyllands Storkreds, hvor begge var opstillet. Og Niko Grünfeld var derfor ikke blevet valgt.

Uffe Elbæk gav Josephine Fock ”et godt kollegialt råd”: Nemlig at hun skulle huske at sige tak for kampen til Niko Grünfeld og hans kampagneteam af frivillige, der selvfølgelig var dybt skuffede lige nu. Hvilket Uffe Elbæk aldrig skulle have gjort.

Da jeg nævnte Nikos navn, eksploderede Josephine i rent raseri

”Da jeg nævnte Nikos navn, eksploderede Josephine i rent raseri,” skriver Uffe Elbæk og fortsætter:

”Hvorfor kunne jeg ikke nøjes med at ringe og sige tillykke til hende?

Var det, fordi jeg ikke kunne unde hende hendes sejr?

Hvorfor skulle Niko overhovedet nævnes nu?

Var det, fordi jeg havde håbet, at det var Niko, der var blevet valgt, og ikke hende? Hvorfor havde jeg bakket Niko mere op i valgkampen, end jeg havde bakket hende op?

Sådan kom det ene vredesudbrud efter det andet. Og jeg må blankt indrømme: Jeg blev helt paralyseret. Hendes vrede handlingslammede mig. Lige indtil, at hun pludseligt out of the blue begyndte at klandre mig for, at min søn, Frej, kun havde liket Nikos Facebook-opslag og ikke hendes.

Da hun begyndte at blande min familie ind i samtalen blev det simpelthen for uværdigt, og jeg sagde, at nu stopper det altså. Lige nu. Hvorefter jeg afbrød samtalen”.

Og derfra gik det de følgende år kun ned ad bakke i forholdet mellem Uffe Elbæk og Josephine Fock.

Fælles inspirationsture ud i den store verden

Det var ellers ikke fordi, at Uffe Elbæk og Josephine Fock ikke forsøgte at løse problemerne.

Fra ekstern ledelsessparring over fælles politiske projekter til fælles faglige inspirationsture ud i den store verden. Alle tre – for Rasmus Nordqvist var nu også blevet en del af konflikten, da han som politisk ordfører indgik i den politiske ledelse af folketingsgruppen – ville oprigtigt gerne finde en mindelig løsning.

Hver gang endte det i nye konflikter, magtkampe og beskyldninger

”Men hver gang endte det i nye konflikter, magtkampe og beskyldninger,” skriver Uffe Elbæk.

Kulminationen kom i sommeren 2017, hvor Uffe Elbæk opdagede, at et flertal i folketingsgruppen havde vendt sig mod ham, og i første omgang stækkede hans magt ved at gå efter partiets sekretariatsleder i et brev, som han og Rasmus Nordqvist måtte underskrive for ikke at blive smidt ud af folketingsgruppen.

”Jeg tror, at Rasmus var lige så chokeret som jeg over at opleve, hvordan vi – den politiske ordfører og den politiske leder – var blevet kørt ud på et sidespor og ikke indgik i de diskussioner, flertallet i de timer havde over e-mails og telefonsamtaler”, skriver Uffe Elbæk.

Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist endte med at blive for sammenholdets skyld. Hvis folketingsgruppen blev splittet blot to år inde i den første folketingsperiode, ville det håb, som rigtig mange mennesker forbandt med Alternativet nemlig blive slået ihjel: "At politik kunne være noget andet end den form for politisk kultur, Christiansborg normalt er mest kendt for; intriger, magtkampe, bagvaskelser og dolke i ryggen," skriver Uffe Elbæk:

Vi var endt med at blive det, vi ville gøre op med

”Ironien i situationen kunne næsten ikke være større. Vi var endt med at blive det, vi ville gøre op med. Det var næsten ikke til at bære. Når jeg i dag læser mine dagbogsnoter fra de uger, er det som at læse en rejseberetning fra en rejse gennem et goldt, ensomt følelseslandskab; ødelagt og smadret af kynisme, magtkampe, middelmådighed og ikke mindst tab af værdighed og selvrespekt”.

Et forsøg på at komme af med Josephine Fock som en del af ledelsen resulterede bare i, at Rasmus Nordqvist blev hevet med i faldet.

Med Uffe Elbæks ord var han fra den dag af i lange perioder ”partileder mere af navn, end af gavn” og i stedet endte to nye personer at træde ind i ledelsesgruppen, nemlig René Gade og Carolina Magdalene Maier.

Den tidligere politiske leder kalder begivenhederne dengang for ”et kup” og samtidig starten på Alternativets tilbagegang.

Ultimatum til Uffe

Selv om folketingsvalget i 2019 var et nederlag, hvor Alternativet gik tilbage til fem mandater, så mener Uffe Elbæk, at det samtidig også var det bedste, der kunne ske for partiet. For den nyvalgte folketingsgruppe var ikke præget af den gamle gruppes dramaer. Og det smittede af på hele organisationen.

”Mit sidste halve år som politisk leder var derfor lige så opmuntrende, som de to foregående år havde været deprimerende,” skriver Uffe Elbæk.

Så meget desto større var skuffelsen, da Uffe Elbæk – efter at have trukket sig som politiske leder i 2019 – måtte konstatere, at medlemmerne foretrak Josephine Fock fremfor Rasmus Nordqvist som hans afløser.

Da bestyrelsen i Uffe Elbæks egen kredsforening, Københavns Storkreds, ikke bare bakkede Josephine Fock op men krævede, at han skulle tilkendegive sin fulde opbakning til den nye politiske leder, hvis den tidligere politiske leder stadig ønskede at være kredsens folketingskandidat, vidste han, at dagene i Alternativet var talte. Og at der kun var en vej for ham: Nemlig at forlade det parti, som Uffe Elbæk selv havde taget initiativ til og som han i seks år havde kæmpet for.

Uffe Elbæk afviser dog, at årene har været forgæves.

Alternativet nåede at forandre dansk politik

”Alternativet nåede at forandre dansk politik,” skriver han. ”Vi fik sat fokus på den grønne dagsorden som aldrig før. Partiet kan og skal selvfølgelig ikke tage æren for det alene. Men uden Alternativet havde vi ikke set det enorme politiske grønne ryk, som alle de øvrige partier tog op til valget i 2019.

POV oplyser, at Josephine Fock har været forelagt kronikkens indhold og har ingen kommentarer.