“No, monsieur. I’m the guy who won the Tour twice”.

Sådan lyder de første linjer i ”We Were Young and Carefree”, den nyligt afdøde, tidligere cykelrytter Laurent Fignons selvbiografi.

Laurent Fignon hører til de største i cykelsporten. En mester, en af de ryttere der altid bliver omtalt med ærefrygt. Selv om han ikke vandt så meget som en Hinault, en Indurain eller en Froome, bliver han regnet på linje med dem – eller over.

Måske er det fordi, han hører til den sidste generation af ryttere inden EPO? Dem, vi regner som de sidste af de relativt rene inden EPO kom og forandrede sporten til ukendelighed?

Måske er det fordi, fortællingen om Fignon altid vil være fortællingen om den heroiske taber? Ham, som førte Tour de France med 51 sekunder inden den allersidste etape, som var en enkeltstart ind gennem de parisiske gader.

Fignon er ellers en god enkeltstartsrytter men han taber etapen med 59 sekunder og dermed løbet med 8 sekunder til Greg Lemond, amerikaneren med det brede smil og det revolutionerende styr på enkeltstartscyklen.

Måske kan det blive til fem sejre?

Billederne af Fignon på podiet i Paris er hjerteskærende. Så stor en skuffelse, at han aldrig rigtigt kom sig over den. Sporten som det perfekte billede på livets umenneskelighed, kogt ned til et foto en varm juli-aften i Paris i 1989.

Forud for skuffelsen i 1989 var gået en karriere, der havde budt på den samlede sejr i Touren i 1983, i Fignons anden sæson som professionel, og en gentagelse af sejren i 1984-udgaven. Begge kørt for det ærkefranske Renault-mandskab ledet af den meget franske og ufatteligt dygtige teamchef Cyrille Guimard.

Det var slet ikke umuligt, ja måske var det ligefrem overvejende sandsynligt, at Fignon kunne blive en del af det selskab.

Det tegner til at blive en lysende karriere for Fignon. Måske kan han nå op på de magiske fem Tour-sejre, der kendetegner de helt store mestre? Eddy Merckx, Jacques Anquetil, senere Bernard Hinault og endnu senere Miguel Indurain. Ingen andre har vundet fem gange. Det var slet ikke umuligt, ja måske var det ligefrem overvejende sandsynligt, at Fignon kunne blive en del af det selskab.

Men en skade sætter ham ud af spillet i to vigtige sæsoner. Formentlig stammer skaden fra et uheld, der skete år forinden, da Fignons superlette krankaksel i titanium knækkede.

Det var almindeligt kendt, at de nye krankaksler var for skrøbelige, og det var egentlig besluttet at skifte tilbage til en normal krankaksel i stål. Men mekanikeren får det ikke gjort, og så ryger Fignon i asfalten, da akslen knækker.

Fignon må i 1985 have en operation i knæet for følgeskader efter styrtet, og det tager flere sæsoner før han kommer tilbage. Fignon beskriver i bogen, hvordan hans tråd aldrig blev det samme igen. Han trådte ikke lige godt med begge ben og fik aldrig den samme kraft tilbage.

Det vilde vesten

Bogen er spækket med fortællinger om cykelsporten fra dengang, den på godt og ondt var det vilde vesten. Historien om den nat i marts 1982, hvor Renault-holdet festede natten lang med masser af vin og sang.

Det var nok ikke det smarteste, men holdkaptajn Bernard Hinault ville feste, og hvem siger nej til Hinault? Næste dag var de andre hold opsatte på at få dem til at betale prisen; det var pedalen i bund fra kilometer nul, og hele holdet led frygteligt.

En fyr i kortegen havde et bagagerum fyldt med kokain

Eller historien om Tour of Columbia i 1984, som var et løb uden for almindelig lov og ret. En fyr i kortegen havde et bagagerum fyldt med kokain, og han åbnede gerne butikken for ryttere, holdenes hjælpere, journalister og andet godtfolk. Prisen var meget rimelige, ti dollars pr. kilo, og alle tog godt for sig af varerne. Også Fignon, som – uerfaren som han var – tog en kæmpe dosis.

Fignon var oppe hele natten, startede næste dags etape uden at have sovet og endte med at vinde den. For straks at fortryde: Som etapevinder vil han blive dopingtestet og fundet positiv. Vil hans karriere være forbi, når resultatet af prøven bliver kendt? Men der sker selvfølgelig ingenting. Dopingkontrollen i Columbia fungerede efter lidt andre kriterier end man var vant til i Europa, og man blev ikke knaldet for at have taget kokain.

Da tiden var inde

1989 var sidste gang, Fignon kørte med om den samlede sejr i Tour De France, for EPO – som Fignon ikke vil have noget med at gøre – forandrer på få år cykelfeltet fuldstændigt. Feltet bliver trukket af ryttere, der med hænderne hvilende på overdelen af styret træder 50 kilometer i timen i modvind. Det er umuligt at være med, hvis man ikke er dopet.

Det er her, det slutter for Fignon. På vej mod bjergtinden Isola 2000 i 1993-udgaven af løbet er han for længst sat af. Han nyder hvert tråd. Friheden ved ved at erkende, at han aldrig vil kunne konkurrere på de betingelser. Og da tiden er inde, stiger han af cyklen i vejkanten. Det var dét.

Fignon skrev bogen mens han vidste, at han kun havde kort tid tilbage at leve i. Han døde af kræft i august 2010, få måneder efter bogen udkom, i en alder af 50 år. Måneden før sin død kommenterede han sit sidste Tour de France for fransk TV; med en stemme der kun var en hvisken men med et lige så skarpt blik for cyklingens skønhed og brutalitet, som han altid havde haft.  

Fignons bog er en af de ærligste, sjoveste og mest rørende beskrivelser af cykelsporten, set gennem brillerne på én af dem, der befandt i feltet. Den kan anbefales til alle dem, der ligesom denne anmelder går en juli i møde uden det sædvanlige underlægningsspor af helikoptere, kommentatorer der på de stille dage beskriver de gule marker i mangel af bedre og verdens bedste cykelryttere, der kæmper om hvert sekund.

Laurent Fignon: We Were Young and Carefree. Udkommet på Yellow Jersey Press i 2010 og på dansk i 2016.