Annonce

Du kan faktisk godt blive en god lærer i Haderslev

Unge skal udvide deres horisont og ikke føle sig for fine til at tage deres uddannelse uden for København.

De seneste par år har politikere fra både rød og blå blok været klare i mælet, når det kommer til uddannelsesvalg: Søg gerne udenfor de store byer!

Desværre har opfordringerne ikke virket.

Faktisk er den geografiske fordeling for optagelse på uddannelser identisk, hvis man sammenligner niveauet i 2013 med 2019.

Ung mand vil blive i København 

 

Sådan fremgik det for nyligt i Dagbladet Politiken, der også har talt med en ung mand, som ikke ønsker at studere i provinsen, fordi han selv er fra Københavns-området.

Den unge mand har søgt ind på psykologi, jura og økonomi i København. Tre uddannelser, der i øvrigt er vidt forskellige.

Det er en ærgerlig tilgang, der desværre ikke lader til at være enestående

Kommer den unge mand ikke ind på uddannelser i København, ønsker han slet ikke at studere.

Det er en ærgerlig tilgang, der desværre ikke lader til at være enestående, hvis man skal lade tallene stå til troende.

Simple pointe behøver gentagelse

Overskriften på dette indlæg kan ved første øjekast synes banal, ja nærmest fordummende.

Men desværre lader det til, at den simple pointe stadig behøver gentagelse: For det er ikke din uddannelses postnummer, der afgør, hvorvidt du bliver en god lærer, sygeplejerske eller noget tredje.

Jeg har naturligvis forståelse for, at man gerne vil være tæt på venner og familie, når man studerer, og at det ofte afspejler sig i, hvor man søger uddannelse henne.

Men jeg har ikke forståelse for, hvis man som københavner føler sig for fin til at studere i provinsen: At man er villig til at droppe sin drømmeuddannelse, fordi man ikke kan komme til at studere i København, men i stedet bliver i hovedstaden og læser noget andet, som man ikke brænder for i samme grad.

Udvid horisonten

Faktisk tror jeg, at det for disse unge kan være meget sundt at få udvidet deres horisont. Jeg tror endda, at der er nogle, der bliver overrasket over, at det ikke er postnummeret på ens studie, der afgør, hvor fedt det er.

Jeg tror endda, at der er nogle, der bliver overrasket over, at det ikke er postnummeret på ens studie, der afgør, hvor fedt det er.

I stedet er det uddannelsens indhold og de mennesker, du omgiver dig med. Og så er der i øvrigt intet, der forhindrer den unge i at vende tilbage til hovedstaden, når uddannelsen er færdiggjort.

For regeringen og Socialdemokratiet er det en meget vigtig prioritet at få vendt udviklingen. Derfor vil der i de kommende måneder blive fremlagt initiativer, der sikrer en bedre balance, når det kommer til søgning til uddannelser. Vores ambition er klar: Flere unge skal uddanne sig flere steder i landet.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Annonce