Sådan lyder begyndelsen på en for mange kendt bøn, nemlig fadervor. Faktisk kunne det ligeså godt have været begyndelsen på en rap om kristendommen. Men nu er det altså fadervor, som den kan læses i den nye oversættelse af Det Nye Testamente med titlen: ”Den Nye Aftale 2020: Det Nye Testamente på nudansk”.

Bortset fra en række sproglige justeringer til forskel fra den nudanske første udgave fra 2007, der siden er blevet lidt af en nyklassiker, hvad især angår undervisning af børn, unge og konfirmander, er budskabet det samme.

Gennem fire evangelier, en række breve og til sidst Johannes' Åbenbaring får vi således de velkendte fortællinger om Jesus, om hans liv og lære samt om hans død og opstandelse i et nutidigt sprog, hvor der er lagt vægt på forståelse, fremfor teologiske spidsfindigheder.

Og det er ikke uvæsentligt.

Sproget ændrer perspektivet 

Det ligger nemlig i kristendommens DNA, at den skal overraske og forarge folk med sit radikale budskab om lighed mellem mennesker. Problemet med det to tusinde år gamle budskab er imidlertid, at det har været gentaget så mange gange, at det tenderer en remse.

I dag kan det være svært for os virkelig at begribe omfanget af provokation, når vi f.eks. læser fortællingen om samaritaneren (Lukas 10, 25ff). Men det hjælper, hvis man tænker på den, man mindst sympatiserer med i samfundsdebatten, og sætter vedkommende i stedet. Så burde budskabet kradse. Vi bliver sat i fællesskab med dem, vi ikke bryder os om.

Der er intet remseagtigt eller sødt over ”Den Nye Aftale 2020”, hverken før eller efter den nye oversættelse. Men ved at ændre sproget ændres også perspektivet. Der står stadigvæk samaritaneren i bogen, men der er nu tilføjet, at han er en af fjenderne, hvad der giver hele fortællingen kant og ikke mindst mening.

Vi forstår nemlig nu, at samaritaneren ikke bare er et venligt menneske i et hvidt telt på en festival; men derimod en fjende, man ikke bør vente sig noget godt af.

Fællesskabet er et vilkår

Denne nyoversættelse er fuld af sådanne små, men vægtige tilføjelser og fortolkninger, der åbner fortællingerne, så den hengemte og glemte provokation, står frem.

Budskabet er entydigt: Fællesskabet er ikke et valg, men et vilkår. I en tid, hvor uligheden vokser på næsten alle parametre, er det om muligt endnu vigtigere at understrege det.

Evangeliet udøver en skarp samfundskritik, fordi der bliver lagt vægt på, at den udstødte skal ind i fællesskabet (igen), og af denne grund alene er Den Nye Aftale også værd at læse.

”Den Nye Aftale 2020” er en gave til den læser, der kender ordlyden i søvne. Og samtidig er det en glæde for den nye læser, der åbner bogen for første gang. Der er steder, der undervejs sandsynligvis vil overraske og oplyse, men også steder der vil forfærde og provokere. Og der er brug for det hele, når man læser Den Nye Aftale.

”Den Nye Aftale 2020”. 432 sider. Bibelselskabet. ER UDKOMMET