Det spørgsmål stiller DR’s miniserie “Natten til Lørdag”. Her deltager vi i en gymnasiefest fra tre forskellige perspektiver. Vi møder den lidt usikre Karl, den livsglade Rosa og veninden Ida, som i udgangspunktet vil alle det bedste.

Med tre afsnit formår DR at vise samme aften og samme situation fra tre vinkler. En serie, som fortæller om seksuelle grænser, og hvordan de er forskellige fra person til person.

Første afsnit opleves igennem Karls øjne. Han er lidt småforelsket i den meget flirtende Rosa. Søde Karl charmeres til at hjælpe med at skaffe en flaske vodka. Man føler hans kejtethed, imens Rosa snakker med en anden fyr, og man ser, hvor hurtigt han er til at træde til hjælp, da hun mister sin telefon.

Serien starter med, at vi ser den søde, høje, lækre og lidt stille fyr Karl. Han kunne i princippet være den fyr, vi alle havde et crush på i gymnasiet. Rosa og Karl ender med at have samleje på toilettet.

Beskyldes for voldtægt

Jeg var et stort spørgsmålstegn, da Rosas veninde efterfølgende beskylder Karl for at have voldtaget Rosa. Hvad i alverden var det, som Karl havde gjort galt? Hvad er det, man ikke ser i første afsnit?

Jeg var et stort spørgsmålstegn, da Rosas veninde efterfølgende beskylder Karl for at have voldtaget Rosa

Jeg sidder og får det helt dårligt ved tanken om den søde gymnasiefyr, der bliver beskyldt for at have voldtaget den pige, han i virkeligheden bare er vild med. Til sidst i afsnittet snakker Karl med en kammerat og indrømmer, at Rosa havde sagt, “at hun vist nok var lidt for fuld”.

Jeg sad efter første afsnit tilbage med en trang til at vide, hvor beskyldningerne om voldtægten kom fra. For afsnittet havde jo ikke vist andet en to unge gymnasieelever, der havde sex. Noget, som i min omgangskreds ikke er helt utænkeligt.

Og selvom Rosa på et tidspunkt har spurgt, om ikke de skulle gå ind til de andre, havde jeg ikke opfattelsen af, at Karl havde gjort noget forkert. Det gav mig lyst til at se aftenen fra Rosas perspektiv. Den livsglade pige, som flirtede sig ind i hjertet på den stille Karl.

Et eller andet ved hende fik mig til at tænke på mig selv og min egen gymnasietid. Hvor havde jeg sat min grænse, og hvor satte Rosa sin? 

Hvor havde jeg sat min grænse, og hvor satte Rosa sin?

"Jeg er vist lidt for fuld til det her"

Efter alle tre afsnit forstår jeg, hvorfor der ikke er enighed om det samleje, som fandt sted på toilettet. Jeg forstår Rosa, og hvorfor hun ikke ønsker at snakke med Karl senere på aften.

Dog forstår jeg også godt den fortvivlede Karl, som i øjeblikket ikke har vidst, at Rosa ikke havde lyst til at være sammen med ham. Det er tydeligt i afsnittet, der viser Karls side af sagen.

Men måske er det også her, problemet ligger. Hvornår er et nej et nej? Er et “jeg er vist lidt for fuld til det her” et nej? 

Er et “jeg er vist lidt for fuld til det her” et nej?

Rosas veninde Ida siger på et tidspunkt “har vi ikke alle sammen været der”, da Rosa fortæller, at hun havde sagt, at hun vist var lidt for fuld til Karl.

Og når jeg kigger på ungdommen i dag, så er der mange, som lidt for fulde har haft sex med hinanden, hvor - selvom den ene siger “ej, jeg er for fuld til det her” - så er der konsensus mellem de to parter.

Nu sidder jeg så og tænker over, hvornår et “jeg er vist lidt for fuldt til det her” bliver til et nej. For det er tydeligt i afsnittet om Rosa, at hun siger det som et nej.

Jeg oplever ofte, at samtalen om nej’et bliver unuanceret, og derfor bør alle bruge 45 minutter på at se “Natten til Lørdag”.

Jeg oplever ofte, at samtalen om nej’et bliver unuanceret, og derfor bør alle bruge 45 minutter på at se “Natten til Lørdag”

I Karls afsnit er det tydeligt, at han ikke opfatter det, og i Rosa afsnit er det tydeligt, at hun siger det.

Det omdiskuterede "nej"

Jeg sidder tilbage med alle mulige tanker. For skal jeg som kvinde ikke være 100 procent på Rosas side? Men betyder det så, at jeg ikke må anerkende den fortvivlelse, som Karl går med efter beskyldningerne om voldtægt og stille samme spørgsmål, som Karl gjorde til sig selv: Hvor gik det galt?

Seriens fokus på de forskellige sider får mig ikke kun til at forstå den forfærdelige oplevelse, som Rosa gennemgår, den fortvivlelse, som hendes veninder står med, for hvordan skal de håndtere det?

Jeg forstår også Karls forvirring omkring, hvad der er sket ude på toilettet. Jeg forstår godt det tomme blik, som kommer i hans øjne, efter at veninden beskylder ham for voldtægt, som han nok aldrig havde troet, at det var.

Jeg forstår godt, at Karl ønsker at snakke med Rosa om det. Jeg forstår, at Karl aldrig har ønsket at gøre noget ondt ved Rosa.

Hvor meget vi som samfund har brug for at snakke om nej’et, men måske lige så meget om, hvornår ja’et ophører og bliver til et nej

Serien sætter et kæmpe spørgsmålstegn ved det omdiskuterede “nej”. Den giver et nyt perspektiv på det at sige nej.

Derudover stiller serien skarpt på, hvor meget vi som samfund har brug for at snakke om nej’et, men måske lige så meget om, hvornår ja’et ophører og bliver til et nej. For hvordan finder en forvirret og forelsket teenage-fyr ud af, at et ja er blevet til et nej?