Luis Herrera var den første. Den lille klatrer, der som den første colombianer i 1984 vandt en etape i Tour de France. Colombiansk radio og TV rapporterede i dagevis fra cykelløbet på den anden side af jorden, og hvis der ikke var noget nyt at fortælle, var der altid en legende mere om den lille, store cykelrytter, der klatrede som en fugl i bjergene og fik de europæiske holds kærlighed at føle hver gang, ruten var flad.

Så hørte man ikke mere til colombianerne. Alle vidste, at cykelsporten stadig var kæmpestor i det sydeuropæiske land, men alle vidste også at Colombia var dybt begravet i en krig med narkobaronerne, paramilitære organisationer og havde en grundlæggende ineffektiv og korrupt regering.

I 1990’erne begyndte der at ske noget. Narkobaronerne blev langsomt men sikkert slået tilbage og der blev indledt en skrøbelig fredsproces med FARC, den militante oprørsbevægelse. Men uden for landets grænser hang det gamle billede af Columbia som narko, krig og et fejlslagent styre stadig ved.

Derfor besluttede regeringen at iværksætte en charmeoffensiv rettet mod udlandet, og cykelsporten blev ved hjælp af talentorganisationen ”Colombia Es Pasion!” en del af satsningen.

Det er dén organisation og dens betydning for colombiansk cykling, den internationale cykelkommentator Matt Rendell beskriver i bogen af samme navn. Rendell har dækket cykelsport i årtier og har et indgående kendskab til Colombia.

Bogens kapitler er bygget op over de ryttere, der har været en del af Columbia El Pasion! Eller netop ikke blev en del af den statslige organisation, som en vis Nairo Quintana der havde talentet i overflod, men aldrig rigtig passede ind på det statslige cykelhold.

Han var måske for viljestærk, for meget en rebel, for optaget af retfærdighed, bag det stille ydre? Måske; i hvert fald gentog historien sig på hans Movistar-hold, som han forlod før denne sæson.

Meget mere end en cykelrytter

Bogen tegner et billede af Quintana som meget mere end en cykelrytter. Som en, der kæmper de fattige bønders sag, selv om det ikke gør ham populær i regeringskontorerne.

Quintana ved godt, at det smarteste er at tie stille, men han valgte på et tidligt tidspunkt at bruge sin berømmelse til at gøre opmærksom på det, han opfatter som uretfærdigheder begået mod den fattige befolkning.

Når man læser bogens portrætter af de colombianske cykelryttere, forstår man den against-all-odds mentalitet, der altid har præget colombianske ryttere og stadig skinner igennem, når Quintana går i udbrud mod alle forudsigelser og sit eget holds taktik.

Lotterisælgeren Rigoberto

Et eksempel på de betingelser, de colombianske ryttere har oplevet på vej mod den professionelle karriere er Rigoberto Uran, hvis far blev skudt af en paramilitær gruppe, da Rigoberto var 14 år gammel. Faren var ikke involveret i nogle af kampene mellem de paramilitære og regeringen; han var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

I en alder af 14 år var det Rigoberto, der skulle forsørge familien. Det gjorde han som lotterisælger på gaden, indtil han som bare 16-årig blev gammel nok til at få en professionel kontrakt.

Blomstersælgeren Egan

Det nyeste skud på stammen er Egan Bernal. Den lille rytter fra Team Ineos, der i 2019 vandt Tour de France i 2019 og som 22-årig blev den yngste vinder siden Francois Faber vandt i 1909. Bernal har en VO2max på 89,6; selv i cykelsport en vanvittig høj evne til transportere ilt rundt i kroppen.

Men vejen til stjernerne gik for Bernal gennem en opvækst i et fattigt kvarter uden indlagt vand, en mor der arbejdede på et gartneri og købte billige blomster med hjem, som Egan solgte ved dørene om aftenen. Og en cykelkarriere via mountainbike-sporten, som næsten stoppede fordi ingen var interesseret i at ansætte en spinkel rytter fra Colombia med et drenget udseende, der var god til at køre på brede dæk.

En betændt og dopingfyldt cykelsport

Bogen tegner også et portræt af en colombiansk cykelsport, der er betændt og dopingfyldt. De unge ryttere skal til Europa så hurtigt som muligt, for hvis de kører for længe i Columbia, er det nærmest uundgåeligt, at de bliver opslugt af den udbredte dopingkultur.

Matt Rendells bog er velskrevet og velresearchet. Den kan anbefales til de cykelnørder, der gerne vil kende baggrunden for alle de colombianske ryttere, vi ser i disse år.

Men det er ikke en god bog for den almindeligt cykelinteresserede, for Rendells høje ambitionsniveau spænder ben for læsningen. Når man skal have det hele med, både om rytterne, cykelsporten og Colombias kultur og historie, bliver det tit for meget leksikon og for lidt fokus på den gode historie.

Det er umuligt ikke at lære noget nyt om colombiansk cykling af bogen, men det er desværre også næsten umuligt ikke at få for meget.

Matt Rendell: Colombia Es Pasion! Udkommet i 2020 på W&N.