Kort tid endnu går sommerens bedste bud på en velsmurt blockbuster for boomers og deres halvstore børn. Den sydkoreanske ’Train to Busan 2: Peninsula’ viderefører zombiegenrens tradition for kritik af den liberale modernitet udsat for endeløse horder af inficerede, og meget forhenværende, medborgere i det åbne samfund, der nu er i karantæne herfra og til dommedag.

Biografen i storcenteret Fields i Ørestaden var så godt som tom og alle de store premierer, som skulle have reddet indtjeningen i dette kvartal, lå udskudte hen. Armageddon på det store lærred er blevet overhalet af virkelighedens corona-katastrofe. Samtidig viser det amerikanske studiemaskineri mange af de samme svaghedstegn, som amerikansk magt i øvrigt: For store omkostninger ved at dominere globalt, forstenet i vante skabeloner og med manglende evne til at røre os positivt i hjertet.

Zombie-nostalgi

Scenen er sat til at introducere en ny spiller på den internationale scene. Et hurtigere mere brutalt, og ikke ikke mindst mere effektivt monster. Train to Busan 2 kommer tæt på at være det skrækindjagende monster. Min zombie-connoisseur-date var skuffet, fordi det er en hurtig actionfilm med stærk appel til de unge voksne i selskab med deres boomer-forældre. En zombie-nostalgi der spejler min generations nostalgi over den kolde krigs tryghed med skarpe opdelinger mellem godt og ondt.

For Train to Busan 2 er et et brud på, hvad der ellers gør zombiegenren umulig at undslippe: Det entydige og klaustrofobiske valg imellem at møde truslen med frygt – eller med tillid. Tilbage står genrens overfladiske virkemidler: chok, sort humor og masser af blod.

I mangel af nye ideer til at tilføre zombiedoktrinen, har instruktør Yeon Sang-ho valgt at fokusere på at lave en sommerblockbuster. En film der mere har lige så meget tilfælles med John Carpenters ’Flugtaktion New York’ - og med Steven Spielbergs sans for at overføre en troværdig middelklasses problemer til et fantastisk univers - end med George A. Romeros originale samfundskritiske zombier fra 'Night of the living dead'.

Zombier og pirater

Handlingen i Train to Busan 2 finder sted fire år efter etteren og selve udbruddet. Hele den koranske halvø er således både er blevet genforenet i undergangen - og er blevet forladt og isoleret af resten af verden. Vores protagonist er en soldat - og traumatiseret onkel - der er blevet en tom skal af et menneske under flugten fra Korea, hvor han ikke kunne redde dem, som han burde have reddet.

Han får tilbudt en mission af en skummel amerikansk pirat, som vil have ham til at hente 20 millioner dollars ud fra den inficerede zone. Denne regeres nu af ondsindede krigsherrer, der bruger zombierne til gladiatorkampe i velkendt post- apokalyptisk stil. Herinde møder han en ny familie, som han får lov til at prøve på at redde for at opnå tilgivelse for at have fejlet, da det gjaldt.

Samfundskritikken er nu mere eksplicit og fans af popkultur, med en politisk dagsorden, har masser at klukke over. Kun skurkene taler engelsk. Overleverne i ruiner sammenlignes med prisstigningerne på ejendom i det moderne Korea. Kineserne er superracistiske over for de koreanske flygtninge.

Optaget af angsten

For at give sin dommedagsvision etos, henter instruktør Sang-ho styrke i sin oprigtige tro på en kærlig og opfindsom families overlevelseschancer, når den liberale modernitet bliver inficeret. Tematisk er Train to Busan 2 interessant nok optaget af angsten for, at det nye koreanske menneske bliver isoleret af den selvsamme amerikanisme, som man endelig er ankommet til med store sociale omkostninger til følge - som for eksempel familiens sammenbrud, boligmangel og følelsen af at det hele kan være væk i morgen. Alt sammen adresseres med en sort humor, som er ren i hjertet.

Filmen er dog mindre basalt spændende end etteren, fordi det er åbenlyst, hvem der kan dø - og hvem der ikke kan. At skatten er lavet af papir fortæller også, at vi mere er ovre i et eventyr. Filmen føles i det store og hele mere som en familieactionfilm fra 1980'erne end en realistisk orienteret zombiegyser (og dét er et kompliment). Det er så heldigvis en meget afstemt actionfilm, som ikke får den middelalderende seer til at fare vild i et uendeligt ’Marvel Cinematic Universe’, som keder mange af os i dette segment 

En vurdering som publikum angiveligt har været enig i og derfor har belønnet med at gøre den til sommerfilmen, der har reddet det internationale filmmarked.

Det hele kunne være endt koldt og kalkuleret, men filmen reddes af en håbefuld oprigtighed, hvor rollen som kavaleriet vil varme enhver liberal, der savner en verden, som var sikker for demokratiet. Hvem der får lov til spille rollen som kavaleriet - og hvem der ender med at blive skudt i hovedet af redningen - skal ikke afsløres her.

Men løsningen på plottet virker både sært patetisk og samtidig varmt og ærligt, set her fra den anden ende af menneskehedens plagede verden mere end 50 år efter, at de levende døde først begyndte at gå på Jorden i George Romeros Pittsburgh.

Train to Busan 2: Peninsula kan ses i biografen.