Coronakrisens oversete unge

Politikens chefredaktør har travlt med at begræde middelklasens unge, som i denne coronatid, ikke kan komme på rustur med deres med-studerende.
Politikens chefredaktør Christian Jensen tog den store dommedagstromme frem i søndags: Han har virkelig ondt af vores unge og beskriver i sin leder, hvordan vi ligefrem risikerer at tabe ungdommen her i corona-tiden.

Det, der gemmer sig bag den svulstige overskrift, er ikke den ungdom, der mister arbejdet eller aldrig får en uddannelse.

Som man nok ville forvente, når man tænker over det. For ungdomsarbejdsløsheden steg markant i 2. kvartal, hvor corona-afmatningen ramte mange virksomheder.

Ved indgangen til juli var hver tiende unge arbejdsløs; et højere niveau end vi så under finanskrisen.

Hvor er de ufaglærte?

Man kunne også have forestillet sig, at lederen handlede om alle dem, der aldrig får en uddannelse eller om vores erhvervsuddannelser, som alt for få søger og alt for mange falder fra. År efter år efter år konstaterer vi, at vi STADIG ikke har fundet ud af, hvad der er galt med vores erhvervsuddannelser, alle deres kvaliteter til trods.

Eller måske lederen om den fortabte ungdom handlede om alle dem, der havner på den forkerte hylde? 

Tager en akademisk uddannelse, der fører dem lige lukt ud i arbejdsløshed, hvilket er en skam for samfundsøkonomien. Og et svigt af de unge, der troede på de flotte ord i reklamerne fra uddannelsesinstitutionerne, der oprettede nye uddannelser i ét væk mens alle de dejlige taxameterpenge røg ind på kontoen.

Der er faktisk gode grunde til at skrive en leder om den fortabte ungdom

Der er faktisk gode grunde til at skrive en leder om den fortabte ungdom, skulle jeg hilse og sige. Vi svigter ungdommen, når vi ikke giver dem de kompetencer og ressourcer, der skal til for at klare sig i livet.

Men det var ikke det, Politikens leder handlede om. Faktisk lige tværtimod.

Den fortabte ungdom – dem, der har det allerhårdest, hvis man spørger chefredaktør Jensen – er de unge, der ikke kan komme på rustur eller er blevet begrænset i at spille højt på Soundboxen i de lyse sommernætter.

Dem, der er startet på gymnasiet eller på et studie, men som – på grund af corona og almindelige menneskers behov for at få deres nattesøvn – ikke kan spille lige så højt nede i parken til den lyse morgen, som de havde tænkt sig.

Hvad stikker under?

Det er åbenlyst skørt at påstå, at det er velstillede unges manglende mulighed for at give Soundboxen fuld pedal i nattetimerne, som er det største problem for vores ungdom. Da Christian Jensen ikke er skør men en velbegavet mand, må der stikke noget under.

For det er ikke lederen om de unges fortabthed uden Soundbox, der er det egentlige problem. Det egentlige problem er, at den er et alt for tydeligt udtryk for mediernes tendens til først og fremmest at interessere sig for situationen i den velbjærgede middelklasse som mange af dem, der sætter retningen på medierne, selv tilhører.

Hvor man drikker rødvin af den gode slags og taler om børnene, der går på efterskole, i gymnasiet og snart skal på universitetet. Børnene spiller lidt højt til nattefesten i parken, men mon ikke det går.

Det er jo sjældent de velstilledes børn, der mister fodfæstet.

Der er ikke noget galt med hverken rødvin, efterskoler, gymnasier og universiteter, men der er noget galt hvis man glemmer at det ikke er sådan, størstedelen af befolkningen lever.

I den velbjærgede middelklasse er man milevidt fra den store gruppe af danskere, der ikke er sikre på, hvordan børnene skal klare sig. Som har børn, der er blevet arbejdsløse, som ikke fuldfører den faglærte uddannelse og som man godt kan blive nervøs for, hvordan skal komme igennem corona-tiden.

For det er jo sjældent de velstilledes børn, der mister fodfæstet. Dem, der først bliver arbejdsløse, er altid dem i randen af arbejdsmarkedet og i randen af vores samfund.

Dem, der ikke har forældre der kan hjælpe med at sætte fødderne rigtigt på de første svære skridt ud i livet. Måske fordi, nogle af forældrene selv er kommet til Danmark som voksne og heller ikke selv er ret gode til at sætte fødderne rigtigt.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet

Kommentarer

At covid-19 er en alvorlig sag er tilsyneladende ikke gået op for Politikens chefredaktør eller andre på Politiken. Yngre under 60 bliver smittet i massevis, men bliver aldrig rigtig syge og næsten ingen i denne gruppe dør af virus. Af 621 døde af virus er 604 over 60. Derfor skal de unge have lov til at opføre sig, som de vil. Skulle der så ryge en gammel af i svinget under festen, er det bare ærgerligt. Spørg Politiken. Vi gamle må klare os selv for at overleve denne ungdommens og Politikens trang til selvudfoldelse. At der så ses mange mere eller mindre alvorlige og invaliderende sensymptomer hos de yngre, overses forventeligt af Politiken. Men god fest.

Ja, det er ikke ligefrem jordforbindelse, der kendetegner Politiken og deres chefredaktør.

Annonce