Annonce

DSU-formand: ”Vi skal være en kamphund – ikke en vagthund”

I den kommende tid vil de unge socialdemokrater presse regeringen endnu mere og have det lange lys på for at udvikle konkret politik
"DSU kæmper for at sikre social retfærdighed i en uretfærdig verden. Det kræver sociale fremskridt for mennesker – og at vi begynder med det vigtigste først. For os i DSU er kampen for sociale fremskridt det vigtigste overhovedet."

Sådan lød det fra DSU's forbundsformand, Frederik Vad, under den politiske beretning til DSU's kongres.

I denne weekend afholder Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) sin 43. kongres i Vejen Idrætscenter. Det er samtidig en jubilæumskongres, da den finder sted samme år som DSU's 100-årsjubilæum. Det blev markeret i februar, bl.a. med en jubilæumsreception på Arbejdermuseet, som også havde lavet en vandreudstilling.

178 DSU-delegerede mødte op til en weekend fyldt med politiske debatter, visioner og gæstetaler fra ministre og fagbevægelsen.

Og DSU-formanden er ikke i tvivl om, hvad der er hovedbudskabet til denne kongres.

"Under den tidligere socialdemokratiske regering (Thorning-regeringen, red.) skulle DSU reagere på en masse dårligdom. Under den her røde DSU-regering skal vi agere. Truslen lige nu er ikke, at vi har en socialdemokratisk regering, som ikke har kompasset i orden. Truslen nu er, at vi har en regering, der kan løbe tør for idéer, og som ikke formår at udnytte det enormt store røde flertal, der er kommet," siger Frederik Vad til Netavisen Pio.

Ifølge forbundsformanden bliver DSU nødt til i langt højere grad at bygge bro mellem visioner og konkrete forslag til at skabe langsigtede forandringer. Derudover er DSU også nødt til hjælpe regeringen med at finde de veje, der skal til for at skabe mere social retfærdighed, mere frihed og mere lighed.

DSU skal agere – ikke reagere. Vi skal være en kamphund – ikke en vagthund

”Det stiller nogle store krav til os, og der er rigtig meget at tage fat på. Vi skal have en uddannelsesreform, en medejerskabsreform af dansk erhvervsliv og en ny økonomisk politik, som kan finansiere klimaregningen. DSU skal agere – ikke reagere. Vi skal være en kamphund – ikke en vagthund,” siger Frederik Vad.

DSU som talerør for arbejderbevægelsens ungdom

DSU's vigtigste opgave i den kommende tid bliver for det første at sørge for, at Socialdemokratiet bruger magten rigtigt, mener han. For det andet skal DSU også være talerør for hele arbejderbevægelsens ungdom.

"DSU skal være det politiske ben for alle de unge mennesker, som kæmper for deres fag, deres uddannelse, for en social mærkesag eller for en grøn mærkesag i alle mulige andre ungdomsbevægelser. Der skal DSU være det samlingspunkt og det sted, hvor unge mennesker kan gå hen for at få indflydelse på politik både lokalt og nationalt," siger Frederik Vad.

Der skal DSU være det samlingspunkt og det sted, hvor unge mennesker kan gå hen for at få indflydelse på politik både lokalt og nationalt

I den kommende tid vil DSU især presse regeringen på klimaspørgsmålet og på at få en økonomisk politik, som faktisk mindsker uligheden i samfundet og løfter dem, der har mindst, tilføjer han.

DSU til regeringen: Brug coronakrisen til at sætte en ny retning!

Den socialdemokratiske regering har nu siddet på magten siden den 27. juni 2019.

Og i det forgangne år fremhæver Frederik Vad især klimaloven, opkvalificering af ufaglærte på mere end dagpengesatsen, stop for nedskæringer på uddannelse og trepartsaftalen for lære- og elevpladser som stærke politiske resultater. Dog har DSU også en række bekymringer i forhold til regeringen.

"Jeg kan godt frygte, at regeringen ikke får brugt coronakrisen til faktisk at sætte en ny retning for vores samfund. Vi skal se coronakrisen som en mulighed for at bygge noget op, som er bedre end det, der var før," siger Frederik Vad, som i det hele taget frygter, at regeringen ikke får brugt det historisk røde flertal til rent faktisk at forandre strukturer i samfundet.

Jeg kan godt frygte, at regeringen ikke får brugt coronakrisen til faktisk at sætte en ny retning for vores samfund

"Jeg kunne godt tænke mig, at Socialdemokratiet tænker over, at vi bliver nødt til at efterlade et samfund, som om 50 år har fået en befolkning med nogle vaner, der styrker fællesskabet, sammenhængskraften og ligheden. Regeringen må ikke bare tro, at det hele kan ordnes i finansloven ved at investere lidt mere i sundhed og velfærd," siger Frederik Vad.

"Ungeløftet"

Siden 9. marts har over 76.000 unge under 30 år mistet deres arbejde ifølge de nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet. Det er dermed den gruppe på arbejdsmarkedet, hvor flest er blevet fyret under coronakrisen. Ungdomsarbejdsløsheden har hen over sommeren været større end under finanskrisen.

Frederik Vad fremhæver, at DSU – sammen med ungdomsfagbevægelsen – fik presset på for en lærepladsaftale, der holdt hånden under tusindvis af lærlinge, praktikanter og elever.

Tidligere på året præsenterede DSU ”Ungeløftet”, og de politiske forslag i udspillet blev opremset af Frederik Vad under den politiske beretning.

DSU vil:

  • Udvide orlovsordninger midlertidigt, så flere kan komme ind i barselsvikariater og lignende.
  • Lave en fritidsjobkompensation, så alle unge kan forsørge sig selv ved siden af skolen.
  • Have en ungelov, så politikerne er forpligtet til at skaffe arbejde og uddannelser til unge.
  • Lave lukrative grønne uddannelsesåbninger, så der er flere, som vælger de uddannelser, der er brug for til at komme i mål med den grønne omstilling.
Ungdomsarbejdsløshed er noget, fanden har skabt

”Ungdomsarbejdsløshed er noget, fanden har skabt. Det forfølger mennesker resten af deres liv. DSU vil bekæmpe det med næb og klør – koste hvad det koste vil,” lød det fra Frederik Vad under den politiske beretning.

Her vil DSU presse regeringen:

  1. DSU vil stille krav om, at der bliver lavet en medejerskabsreform af dansk erhvervsliv. En reform, som giver økonomiske incitamenter til, at lokalt styrede medarbejderfonde kan få del i virksomhedernes ejerskab.
  2. DSU vil stille krav om, at der laves en kæmpe uddannelsesreform i Danmark. En reform, som skal forkorte uddannelseslængden i starten af vores liv for at få flere rettigheder til uddannelse i løbet af vores liv.
  3. DSU vil insistere på, at klimakampen skal finansieres af en ny økonomisk politik. Det kræver ifølge DSU, at regeringen indgår et klimaløfte om at afdrage på klimagæld frem for offentlig gæld de næste 10 år.
  4. DSU vil insistere på, at regeringen får en ligestillingspolitik, som afskaffer tvungen deltid og sikrer, at ingen kvinder skal ende som fattige pensionister. Gennem lokale forandringsprojekter vil DSU presse kommunerne til at droppe tvungen deltid og sikre pensionsudligning.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet