Annonce

Arbejderskjaldens musik skal føre Biden til sejr

Selvom hymnen ”The Rising” som kampagnesang er i risiko for at blegne på sigt, er Bruce Springsteens musik et klogt valg til Joe Bidens præsidentkampagne.
“Come on up for the rising / Come on up, lay your hands in mine / Come on up for the rising / Come on up for the rising tonight.”

Sådan lyder omkvædet opmuntrende i sangen ”The Rising” skrevet og sunget af Bruce Springsteen et par år inde i det nye årtusinde.

Dengang i 2002 udgjorde sangen titelnummeret på et album, der bevæger sig ind i smerten og støvskyerne efter terrorangrebet den 11. september et år tidligere.

Nu har det skelsættende nummer imidlertid fået fornyet aktualitet.

I sidste uge præsenterede Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden nemlig nummeret som sin officielle kampagnesang i forbindelse med Demokraternes konvent.

placeholder

Den fællesskabende nation

I videoen får vi et kriseramt USA præget af COVID-19 og fire år med præsident Donald Trump. Sundhedsarbejdere, øde gader og antiracistiske demonstrationer. Men også et kort glimt af Springsteen og hustru samt bandmedlem Patti Scialfa undervejs.

Videoen, der har fået visninger i millionvis på YouTube og Twitter, er en overbevisende påmindelse om en levende og fællesskabende nation milevidt fra det tvivlsomme USA, som præsident Donald Trump nu har regeret i snart fire år, hvad der da også var tydeligt dagen derpå.

”Vi er Amerikas Forenede Stater. Der er ikke én eneste ting, vi ikke kan gøre, hvis vi gør det sammen”, lød det således fra Joe Biden i et kort tweet.

Et klogt valg

I modsætning til Hillary Clinton, den tidligere præsidentkandidat for Demokraterne, står den midtersøgende Joe Biden stærkt blandt amerikanske arbejdere i det såkaldte "rustbælte", staterne Pennsylvania, Ohio, Michigan, Indiana og Wisconsin, hvor kul- og stålindustrien holdt hjulene i gang.

Arbejdere, der for otte år siden satte krydset ved Barack Obama og derefter i 2016 skiftede til Donald Trump, men som Biden ifølge meningsdannere skulle have gode muligheder for at vinde tilbage til Demokraterne.

At rockikonet og præsidentkandidaten har indgået et samarbejde, lader derfor til at være et ganske klogt valg. Om det samme gælder nummeret, kunne dog godt være en anden snak. Ikke mindst fordi sangen også var på lydtapetet hos Barack Obama for omkring ti år siden, hvorfor der kan være risiko for, at den vil stå tilbage som en ligegyldig jingle.

Den verdenskendte musiker er under alle omstændigheder billedet på dét, som Joe Biden og vicepræsidentkandidat Kamala Harris vil komme til stå overfor i de kommende år.

Kritik af Trump

Udover lyrisk formåen og rocket folkelighed, repræsenterer The Boss ligeledes en politisk indignation, som taler direkte til den retfærdighedsfølelse, som amerikanske arbejdervælgere oplever til daglig.

Siden Donald Trump overtog præsidentembedet efter Barack Obama, har Bruce Springsteen da også været langt fra positivt stemt overfor den amerikanske præsident.

“Uden at overdrive er [Trump som fænomen] en tragedie for vores demokrati, udtalte "The Boss" til musikmagasinet Rolling Stone allerede i september 2016, få måneder før den kontroversielle forretningsmand og realitystjerne blev valgt til landets præsident.

Han har desuden sammen med vennen Joe Grushecky udgivet anti-Trump-protestsangen ”That’s What Makes Us Great” og været yderst kritisk overfor den immigrationspolitik, som Donald Trump og hans administration lagt for dagen.

placeholder

Både hvad angår Bruce Springsteen og Joe Biden, er fronterne er således trukket skarpt op. Og selvom det er langt fra første gang, at amerikanske præsidentkandidater bejler til rockikonets bagkatalog, kunne det dog alt i alt godt blive den vigtigste.

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet