Den 28. april 2013 satte stadig ukendte gerningsmænd ild til Frihedsmuseet. Mens det lykkedes at redde de uerstattelige museumsgenstande, brændte Frihedsmuseet mestendels ned.
Jeg er ikke sentimentalt anlagt, men alligevel mindes jeg stadig, hvordan en tungsindig stemning ramte mig, da jeg hørte nyheden.
Nok fordi det var et af meget få steder, hvor jeg kunne forsøge at finde svar på, hvorfor min morfar blev frihedskæmper. Han døde desværre med fortællingen - ligesom mange andre i den generation.
Med min morfar i tankerne var det derfor også med forventningens glæde, da det nye Frihedsmuseet i København igen kunne åbne dørene for gæster i juli 2020.
Den vigtigste fortælling er skjult
Når man drejer ned af Esplanaden kan man ikke umiddelbart se Frihedsmuseet, men bag Churchillparkens træer ligger, hvad mange ved det umiddelbare øjekast vil tro er et modernistisk P-hus i den tidstypiske københavnerstil. Selv synes jeg, det ligner et kontroltårn til jernbanedrift – man er vel farvet af sit fag.
Frihedsmuseets ydre gør ikke megen væsen af sig, men dette subtile ydre passer fint til frihedskæmpernes stille og skjulte modstandskamp. Det er under overfladen fortællingerne ligger gemt.
Indenfor blev vi mødt af en venlig og servicerende museumsvagt, hvis pædagoggrå hår og tætbyggede ydre, straks fik mig til at tænke på lederen af mit gamle fritidshjem.
Hun gav os en grundig instruks i museets indretning og udstillingens opbygning hvorefter hun udleverede en audioguide, der i disse coronatider var uden høretelefoner. Jeg er ikke fan af audioguides, men da den er afgørende, hvis man have den fulde oplevelse, måtte jeg uforeneligt acceptere dette.
Idiotbeskyttet udstilling
Man bliver sendt ned af en gang, hvis træimprægnerede betonvægge minder om DR’s koncerthus. Gangen fører én ned under jorden. Man skal to etager ned under jorden for at finde selve udstillingen.
Den officielle forklaring er, at man ønsker at beskytte museumsgenstandene fra sollys. Min egen forklaring er, at man ønsker at beskytte udstillingen mod ildspåsættende idioter.
Udstillingens opbygning er egentligt enkel. Som i en film bevæger man sig fra scene til scene, hvor man følger udviklingen i modstandskampen fra besættelsen den 9. april 1940 til retsopgøret efter krigen.
Herefter ophører enkeltheden dog. En blanding visuelle fortællinger med lyd, der aktiveres med ens audioguide, opbyggede scenografier der minder om Arbejdermuseets ditto, klassiske museumsmontre med informationsskilte samt interaktive ”artefakter”, hvor man selv kan lege frihedskæmper, bruges til at sætte rammen om modstandskampens fortælling.
Undervejs møder man en række personer, der går igen igennem udstillingen. Skuespillere har indspillet korte film, hvor disse personer i jeg-form giver udtryk for deres tanker under besættelsen.
Men man efterlades dog med et stærkt indtryk af de menneskeskæbner, der lå bag modstandskampen, og ikke mindst hvorfor nogle blev modstandsfolk.
Man møder blandt andet kommunisten Musse, der bliver modstandskvinde og sidenhen må forlade sine børn. Man møder nazisten Henning, der ender med at blive henrettet og så møder man også frihedskæmperen Jørgen, der ender i koncentrationslejren Neuengamme.
Jeg er ret vild med ideen om at inddrage de personlige fortællinger og gøre dem levende i udstillingen. Desværre lykkedes de indspillede videosekvenser ikke helt. Mange er for lange og langsomme, og nogle gange for kedelige.
Men man efterlades dog med et stærkt indtryk af de menneskeskæbner, der lå bag modstandskampen, og ikke mindst hvorfor nogle blev modstandsfolk.
Ingen romantisering af krigen
Men der forekommer dog ikke nogen skønmalerier eller romantisering af frihedskæmperlivet. Giftampuller til selvmord, gennemskudte jakker og mørke tanker mødes man med, når man bevæger sig rundt.
Man bliver grundigt introduceret, hver gang man foretager et sceneskift. Der er en introduktionsvideo og informationstavle med et stort årstal ovenover. Der er en ”newsstand” med datidens avisforsider. Du er derfor ikke i tvivl, når der foretages sceneskift.
Med didaktiske greb tages museumsgængeren i hånden og klædes historisk på til at forstå, hvordan udviklingen i krigen rundt om i verden er med til at påvirke modstandskampen. Og det er værdsat.
En tilgængelig udstilling
Frihedsmuseet skal ikke [kun] være for historienørder, men derimod for helt almindelige danskere, der er nysgerrige på modstandskampen, og ønsker at blive klogere, og det bliver man - altså klogere.
Udstillingen lykkedes med at skabe en fortælling, hvor man hverken skal have sort bælte i 2. verdenskrig eller føler sig talt til som et barn.
Elitære snobber, der ønsker et abstraktionsniveau på den anden side Hegel og et lix-tal på 50+ måske vil finde Frihedsmuseet simpelt
Hverken min date eller jeg turnerer i længere videnskabelige afhandlinger eller fine cand.klogskab-titler. Men det gør ikke spor. For vi bør være målgruppen for Frihedsmuseet. Hr. Hakkebøf og Fru Kakkelbord. Og her rammer Frihedsmuseet plet.
For simpelt til elitære snobber
Mens der er skønhedsfejl og der stadig mangler nogle afpudsninger, så lykkedes det med deres kronologiske opbygning samt forskelligartede fortællemetoder at skabe en ramme om den danske modstandskamp, hvor der man hverken keder sig eller føler sig hensat til BonBon-land.
Mens elitære snobber, der ønsker et abstraktionsniveau på den anden side Hegel og et lix-tal på 50+ måske vil finde Frihedsmuseet simpelt og overfladisk, kan jeg kun varmt anbefale et besøg. Jeg er måske farvet af mine familiære forhold. Men det var min date ikke. Og hun kan også kun anbefale et besøg.
De fleste kan være med på Frihedsmuseet. Og det er slet ikke så skidt, for er det ikke netop meningen med kultur? Dannelse til og af folket.
