Annonce

Nana bekæmpede hævnporno med nøgenbilleder: Det er ikke dem, som er forkerte

Nana blev udsat for hævnporno. Nu deler hun erfaringer og råd, som hun håber vil hjælpe andre unge med ikke at ende i samme situation
I 2017 blev dengang 19-årige Nana Thillemann Harring udsat for hævnporno.

Der blev på Facebook, Lectio (en studieportal, red.) og Snapchat delt alt fra uskyldige undertøjsbilleder til reelle sexvideoer af Nana, som blev sendt til drengene i hendes gymnasieklasse og delt på hendes private Instagram-konto, der var blevet hacket.

Nana er i dag 22 år og bor i Aarhus, hvor hun læser til sygeplejerske og arbejder som hjemmehjælper.

Nu vil hun gerne være med til at starte en debat om, at der ikke er noget skamfuldt i at dele nøgenbilleder.

“Jeg er meget blevet mødt med, at det er mig, der har gjort noget forkert, og hvordan fanden jeg kunne finde på at tage nøgenbilleder?” 

“Jeg vil gerne være med til at italesætte, at det ikke er nøgenbilleder i sig selv, der er forkerte,” siger hun til Netavisen Pio.

Det var “super-nederen” og virkelig ikke særlig fedt for mig

“Mange af de ting, der er blevet delt af mig, var undertøjs- og nøgenbilleder til at starte med. Det var “super-nederen” og virkelig ikke særlig fedt for mig, men da der pludselig blev delt sexvideoer og langt mere krænkende materiale, blev det meget værre for mig,” fortæller Nana.

Delte selv nøgenbillede

Når man har været udsat for hævnporno, er det ifølge Nana vigtigt at finde sin egen vej i forhold til at tackle situationen.

Hendes egen måde at håndtere situationen på var ved at lægge et nøgenbillede op af sig selv på Instagram i et forsøg på "at tage kontrollen tilbage".

“En af grundene til, at jeg gjorde det, er, at jeg har været meget i debatten om nøgenbilleder og har måske nogle gange fået sagt, at jeg ikke synes, at kvinder skal tage nøgenbilleder af sig selv.”

“Jeg mener, at man kun skal gøre det, hvis man er klar over, at det kan ende på sociale medier efterfølgende.” 

“Det er en fejl at sende noget privat til en partner eller noget, man ikke kan stå ved,” lyder det fra Nana, som understreger, at man er nødt til at forholde sig til, at der er risiko for, at ens billeder bliver sendt videre:

Nøgenbilleder er ikke forkerte, men man er nødt til at tænke over, hvem man deler dem med

“Nøgenbilleder er ikke forkerte, men man er nødt til at tænke over, hvem man deler dem med, for du kan ikke være sikker på, at din partner eller dine veninder ikke deler dem videre.”

Nana mener, at man i debatten om nøgenbilleder mangler nuancen med, at nøgenbilleder på den ene side ikke er forkerte, samtidig med at de på den anden side heller ikke bare bør deles i flæng.

“Det er okay, at dele nøgenbilleder, fordi billeder af nøgne mennesker i sig selv ikke er forkerte, men det handler om, hvorvidt billederne bliver delt med eller uden samtykke,” mener hun.

Tog kontrollen tilbage

At lægge et nøgenbillede har for Nana betydet, at hun får lov til at være medbestemmende omkring, hvordan hun bliver fremstillet på de sociale medier.

Netop folks fremstilling af Nana, som udskammede og gjorde hende “forkert”, har været det sværeste ved at være udsat for hævnporno, fortæller hun:

“Den måde, som jeg blev fremstillet på, var ikke en måde, jeg kunne identificere mig med.”

Den måde, som jeg blev fremstillet på, var ikke en måde, jeg kunne identificere mig med

“Selvfølgelig skal man tage nøgenbilleder, hvis man har det godt med det, er stolt af det og synes, man ser godt ud på dem.“

“Man skal bare være indforstået med, at de kan blive videredelt til andre. Hvis man har det skidt med at dele dem, og hvis man er bange for, at de bliver lækket og får ondt i maven over at have sendt billederne, så har det været en fejl at gøre.”

Uopmærksomhed og pornokultur

Nana påpeger, at det i dag blandt især unge mennesker er blevet legitimt at videredele nøgenbilleder af mennesker de kender, for eksempel medstuderende.

Hun mener, at det skyldes, at mange unge tit glemmer, hvilke konsekvenser det har for den person, som bliver udsat for hævnporno.

“Det er også en af grundene til, at jeg vælger at stille mig frem, for det er vigtigt at få et ansigt på. Der er mange, der glemmer at tænke over konsekvenserne.” 

Der er mange, der glemmer at tænke over konsekvenserne

“Når man videresender nøgenbilleder til sine venner i en gruppechat, så har man et lige så stort medansvar. Når man vælger at bidrage til en kultur, der gør det legitimt at sende billeder videre i en gruppechat, så er man en lige så stor del af problemet,” siger hun.

Nana mener også, at nøgenhed og seksuelt materiale generelt vækker folks nysgerrighed - især hvis der florerer nøgenbilleder eller sexvideoer af personer, som man kender.

Et grænsespørgsmål

Nana gør det meget klart, at man bør tænke over alt, som man deler med andre mennesker - også selvom det er mennesker, man stoler på.

Man bør spørge sig selv, om hvordan man ville have det, hvis man fandt materialet på de sociale medier dagen efter.

“Hvis ens grænse er til, at det er okay, at der ligger sexvideoer af en på de sociale medier, så er det fint. Men der er nok også nogle, der vil sige, at nøgenbilleder er grænsen, og andre vil sige, at undertøjsbilleder er grænsen.” 

Der er ikke nogens grænser, som er forkerte

“Alles grænser er forskellige, og der er ikke nogens grænser, som er forkerte,” lyder det fra Nana.

Et generationsspørgsmål

For Nana har noget af det mest grænseoverskridende ved hendes oplevelse med hævnporno været, at hendes familie har skullet forholde sig til det.

Selvom det har fyldt meget for hende, har hendes familie haft svært ved at tale med hende om det.

Derfor ved hun heller ikke, om hendes familie har set alle de undertøjsbilleder og sexvideoer, der har cirkuleret på nettet for tre år siden.

“Mange i min familie omtaler det stadig konsekvent som “det der”, og det har nok været rigtig svært for hende, at jeg taler så meget om det offentligt, fordi hun ikke er klar til det. Så på mange måder er det nok også et generationsspørgsmål. Hvis ikke man er vokset op med det, så ser man det nok på en helt anden måde,” siger hun.

Mange i min familie omtaler det stadig konsekvent som “det der”

Håber at hjælpe andre

Nanas håb med at stå frem er, at hun kan hjælpe andre unge kvinder, der endnu ikke er blevet udsat for hævnporno.

“Min største frygt er, at andre unge kvinder bliver udsat for noget af det samme, som jeg har været udsat for. Jeg håber, at der bare er én mindre, der bliver udsat for det, ved at jeg taler højt om det,” siger Nana, som dog føler sig heldig, fordi hun er nået til et sted, hvor hun kan tale om det og dermed hjælpe andre.

Jeg håber, at der bare er én mindre, der bliver udsat for det

Digital dannelse nu!

Hvis man skal problemerne med digitale krænkelser og hævnporno til livs, mener Nana, at uddannelsesinstitutionerne skal blive bedre til at tale om digital adfærd generelt.

“Meget intimt materiale bliver nok delt i uvidenhed, så man skal blive bedre til at tale om, at det er forkert, og at man skal kende konsekvenserne ved at dele intime billeder,” siger hun og fortsætter: 

“Det er et kæmpe problem, at man ikke i folkeskolen i seksualundervisningen er bedre til at berøre grænser på internettet, fordi seksualitet er rykket meget over på nettet.” 

“Der er aldrig nogen voksen, der har talt med mig om, hvordan man opfører sig på internettet. Det havde nok i virkeligheden kunnet redde mig fra nogle ting,” siger Nana.

Det havde nok i virkeligheden kunnet redde mig fra nogle ting

Et andet skridt er at blive endnu bedre til at sige fra, når man ser folk, der videredeler et nøgenbillede eller lignende.

“Det er der nok mange, der er for dårlige til. Det kan ikke passe, at der er så mange unge mennesker, som ikke kan gennemskue konsekvenserne for andre mennesker.” 


Du kan se undertøjsbilleder og nøgenbilleder af Nana på hendes Instagram-profil her.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Godt gået Nana.
Kan du ikke sørge for at fjerne adgangen til din lækre krop og dejlige sind for de tumper, der ikke ved at sætte pris på din holdning og indlevelse.
Kærlig hilsen
Otto

Annonce