Annonce

Administration er velfærdens fundament

År efter år står administrationen for skud til fordel for velfærd. Men den retorik er helt misforstået, lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed.
Årets budgetforhandlinger i kommuner og regioner er gået ind i slutfasen, og mange steder er man netop nu i gang med at behandle de indkomne budgetforslag for 2021.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt politikere sige, at vi bare skal skære ned på administrationen, så vi kan få råd til velfærd. År efter år, når budgetforhandlingerne går i gang, må administrationen stå for skud.

Ifølge en dugfrisk rundspørge til kommunerne om næste års budget fra Epinion og Virkelighedens Velfærd, der er paraplyorganisation for 335.000 velfærdsmedarbejdere, forventer 37 procent af de adspurgte kommuner at spare på administrationen og det bekymrer mig.

Når man fyrer HK’ere, betyder det bare at det administrative arbejde skal varetages af andre faggrupper, f.eks. SOSU’en, pædagogen, skolelæreren, sygeplejersken og lægen, som får mindre tid til kerneopgaven, og som heller ikke er uddannet i administration.

En ren lose-lose-situation.    

Velfærd forudsætter administration

En kvalificeret administration er helt afgørende for at kunne drive et godt velfærdssamfund, og få dagligdagen til at glide for borgerne, patienterne, deres pårørende og de øvrige personalegrupper. Og det bidrager HK’erne i allerhøjeste grad til.

HK’ere hjælper arbejdsløse i job, og sikrer at ansatte får deres løn til tiden, at udsatte borgere får hjælp, at bibliotekerne fungerer, at vores børn og ældre får ordnet deres tænder, at digitaliseringsprojekter får liv i kommunerne og at data bliver korrekt registreret i vores sundhedsvæsen.

HK’ere hjælper arbejdsløse i job, og sikrer at ansatte får deres løn til tiden

Når administrationen er i orden, frigør den tid til velfærd og skaber velfærd. Jeg tillader mig at sige, at god administration og dygtige HK’ere er velfærdens fundament.

Vi er en del af kernevelfærden, og administrationen kan ikke bare spares væk, uden at det vil gå udover andre faggrupper og ikke mindst borgerne.

Vi er i front på effektiv offentlig sektor 

Gennem coronakrisen har Danmark med overbevisende tydelighed vist, at vi har en særdeles veldrevet offentlig sektor.

Flere opgørelser fra Verdensbanken viser da også, at den offentlige sektor i Danmark er blandt de mest effektive i verden. Det skyldes især god administration, som sikrer effektive sagsgange og regulering.

Det er en faglighed, vi ikke kan undvære.

Med den professionelle administration følger blandt andre vigtige værdier som retssikkerhed, demokrati, upartiskhed, patientsikkerhed og lighed for loven.

Efter min mening glemmer man, at administration er en selvstændig faglighed. Og det er en faglighed, vi ikke kan undvære.

De administrative medarbejdere er velfærdssamfundets usynlige helte. Det er dem, der får hjulene til at dreje, dem, som sikrer, at andre faggrupper netop kan koncentrere sig om deres kerneopgaver. En professionel administration er velfærdens fundament.

Lene Roed er formand for HK Kommunal.


Flere artikler om emnet