T-Rex i skyggen

Udstillingen “Dinosaurernes konge” er flot og stemningsfuld. Måske også for stemningsfuld, for skelettet er bogstaveligt talt sat i skyggen.
Det er måske ikke originalt at starte denne anmeldelse med en reference til Stephen Spielbergs “Jurassic Park” fra 1993, men filmen om dino-forlystelsesparken var både denne skribent og de fleste andre danskeres primære introduktion til fortidens kæmpeøgler.

Jurassic Park var fuld af fejl, men den var relativt tro mod sit forlæg. Dinosaurerne var generelt fremstillet så troværdigt og realistisk som muligt, og det var tydeligt, at filmskaberne følte en kærlighed til både de store krybdyr og studiet af dem.

Dengang var computeranimationer i deres barndom og kunne ikke som i dag dovent bruges til at erstatte kulisser og modeller. I stedet gav de liv og bevægelse og lukkede hullerne i datidens visuelle formåen. Plothullerne var så en anden sag.

Kongen er flot, men ikke nærværende

Når Jurassic Park var noget særligt, var det ikke kun, fordi den var visuelt flot. Den lod os også for første gang komme helt tæt på dinosaurerne. Man så dem helt tæt på i dagslys, mens de bevægede sig.

Udstillingen “Dinosaurernes konge” på Statens Naturhistoriske Museum kommer kun i mål med det ene. Den er flot. Meget flot. Men helt tæt på kongen, kommer vi aldrig.

Som i en god film forstår udstillingen ellers at bygge suspense. Det lykkedes på effektfuld vis at prime hovedattraktionen. Små, velproducerede videoer giver info om dinosaurerne, og man trakteres med informationer om bæstets enorme bidstyrke og hastighed: 5,8 tons og 40 km/t.

Det første, man får øje på, når man går mod rummet, hvor den store Tyrannosaurus Rex er udstillet, er skyggen af det gigantiske kranium med de enorme tænder.

Meget effektfuld. Effekten holder imidlertid lidt for godt, for når man kommer frem til T-Rex’en, der fylder en hel sal, så er lyset dæmpet og skiftende med henblik på at skabe imposant stemning om kongen.

Jeg kom for at se et gigantisk skelet

Det er så her, jeg står af. Ligesom jeg har det svært med kongerøgelse og hofsnogeri i den virkelige verden, så bliver jeg også irriteret over den tiltagende tendens til cirkusgørelse af museumsverdenen.

Når jeg kommer for at kigge på et gigantisk skelet, så vil jeg gerne kunne se det klart og tydeligt, og det betyder velbelyst.

Jeg anerkender det store arbejde og den faglighed, der er gået i at designe udstillingen. Jeg værdsætter også den effektfulde stemning. Men jeg synes, det er irriterende, når det går ud over selve indholdet.

Hvorfor skal præsentationen gå ud over indholdet?

Kunne vi ikke lave et kompromis om, at dem, der vil lave oplevelsesøkonomi og forny alting, får lov til det, men at det som udgangspunkt ikke må gå ud over selve indholdet af udstillingerne? 

Nogen har fragtet et præhistorisk monster fra Montana til København og så efterladt det i skyggen. Jeg vil råde andre gæster til at medbringe lommelygter, for adspurgt svarede personalet, at den dæmpede belysning ikke var af hensyn til de fossilerede knogler.

Desværre er det en tendens i samtiden til, at udtrykket dyrkes på bekostning af indholdet. Som når man sætter en stjernearkitekt til at tegne et hus, men bygger det af inferiøre materialer og med ukvalificeret arbejdskraft.

Livet er hårdt på toppen

Nå, tilbage til selve T-Rexen, der bestemt er et besøg værd. Selv i mørke.

Den syv tons tunge, 12 meter lange og 3,6 meter høje dræbermaskine gjorde for 66 millioner år siden livet usikkert for alt og alle i det daværende Montana i det nordlige USA. Hvordan han døde, ved vi ikke. Skelettets skader er alle helbredt, hvilket vil sige, at de er sket, før sværvægteren omkom.

Hvad vi kan se på skelettet er, at livet som dino-konge var alt andet end en dans på roser. Datidens byttedyr var tungt bevæbnede med panser og horn og kunne nemt tage livet af en sulten T-Rex.

Dertil kom kampe med andre artsfæller om mad og mage. Livet er hårdt på toppen. Samtidig var de enorme dyr skrøbelige under deres egen vægt. Et uheldigt fald kunne knuse de ellers så solide benknogler. Så ventede døden af sult og tørst. T-Rex’er var ikke sociale dyr, der hjalp de sårede og syge.

Blev købt af to rigmænd og fragtet til Danmark

Efter millioner af år begravet i mudder blev T-Rex’en så gravet frem som et af de mest velbevarede af kun 50 eksisterende skeletter. Han blev købt af to danske rigmænd i 2014 og fik navn efter deres sønner Tristan og Otto.

Ud over Tristan Otto byder udstillingen på andre dinosaurer såsom den imponerende planteæder Triceratops, der var bygget som en kampvogn, og den adrætte jager Deinonychus, der gav inspiration til Jurassic Parks raptors.

Udstillingen gør ingen undskyldning ud af at være centreret omkring den majestætiske T-Rex, og det glæder den. Der er heller ikke for mange søgte analogier omkring det meteornedslag, der for 65 millioner år siden udslettede dinosaurerne og så nutidens klimaforandringer.

Alt i alt en spændende og vedkommende oplevelse, der også egner sig til børn. Jeg ville bare ønske, jeg kunne havde set T-Rex klart.
 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce