Annonce

Fødevareforbundet NNF deltager i sympatikonflikt på Jensens Foods

Fødevareforbundet NNF igangsætter en sympatikonflikt på Jensens Foods, som leverer kød til Jensens Bøfhus
En konflikt om indgåelse af overenskomst mellem fagforbundet 3F og restaurantkæden Jensens Bøfhus får nu betydning for de medlemmer af Fødevareforbundet NNF, som arbejder hos Jensens Foods, som forarbejder og leverer kød til bøf-kæden.

Siden den 11. september har 3F strejket mod Jensens Bøfhus, fordi restaurantkæden har opsagt overenskomsten for deres tjenere. 3F har derfor anmodet Fødevareforbundet NNF og andre forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) om støtte op om 3F ved at lave sympatikonflikter.

På den baggrund igangsætter Fødevareforbundet NNF fra onsdag en sympatikonflikt over for Jensen Foods A/S i Struer, som forarbejder og leverer kød til Jensens Bøfhus-restauranterne.

Det skriver nnf.dk.

Hvis noget lignende skete på vores område, ville de andre fagforeninger også bakke op om vores konflikt

“Når en arbejdsgiver opsiger en eksisterende overenskomst med det ene formål at sætte lønmodtagere ned i løn, så er vi i hele fagbevægelsen nødt til at reagere. Hvis noget lignende skete på vores område, ville de andre fagforeninger også bakke op om vores konflikt,” siger Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF, til nnf.dk og fortsætter:

Men Jensens Foods leverer bøffer til Jensens Bøfhus' restauranter, så vores bidrag til 3F’s konflikt er at stoppe den leverance

“Vi har en fin overenskomst med Jensens Foods for vores medlemmer, og de arbejder under ordnede forhold. Men Jensens Foods leverer bøffer til Jensens Bøfhus' restauranter, så vores bidrag til 3F’s konflikt er at stoppe den leverance.

Må ikke levere til Jensens Bøfhus

19 ud af 27 ansatte hos Jensens Foods er medlemmer af Fødevareforbundet NNF, og sympatikonflikten betyder, at de fra den 23. september ikke må fremstille, pakke eller håndtere produkter til Jensens Bøfhus.

“I praksis kommer det ikke til at betyde så meget for vores medlemmer, for produktionen til Jensens Bøfhus er ikke så stor. Medlemmerne kan fortsat arbejde og levere til SuperBrugsen og Salling og andre i detailhandlen,” siger Jim Jensen til nnf.dk og tilføjer, at der vil blive holdt et informationsmøde for medlemmerne den 22. september, så de ved, hvordan de skal forholde sig.

Bringes efter aftale med nnf.dk

Det handler konflikten om

  • Konflikten mellem 3F og Jensens Bøfhus bunder i, at Jensens Bøfhus vil have samme overenskomst med 3F, som restaurant Flammen har. Flammen aflønner såkaldte "enhedsmedarbejdere" i restauranten 20 kroner lavere i timen end tjenerne på Jensens Bøfhus.
  • Restaurant Flammen har buffet og ikke bordservering som på Jensens Bøfhus. Derfor holder 3F holdt fast i, at tjenerarbejde skal aflønnes som tjenerarbejde – ikke som afrydder.
  • I marts lockoutede Jensens Bøfhus de ansatte, der er medlem af 3F. Formålet med lockouten var at frigøre sig fra overenskomsten. I april var Jensens Bøfhus ude af den overenskomst, de har haft i mere end 30 år med 3F.

Kilde: nnf.dk

Åbner strejkekassen

Hvordan situationen udvikler sig, afhænger af om Jensens Foods accepterer sympatikonflikten, eller om de insisterer på, at medlemmerne af Fødevareforbundet NNF skal udføre arbejde til Jensens Bøfhus.

“Hvis arbejdsgiveren insisterer på, at vores medlemmer skal udføre konfliktramt arbejde, så vil vi blive nødt til at sige til vores medlemmer, at de skal takke nej, og så trækker vi dem ud af virksomheden,” siger Jim Jensen og fortsætter:

Derfor har Fødevareforbundet NNF’s hovedbestyrelse besluttet at åbne strejkekassen, så de kan få strejkeunderstøttelse

“Sker det, vil vores medlemmer hverken være berettigede til løn eller dagpenge. Derfor har Fødevareforbundet NNF’s hovedbestyrelse besluttet at åbne strejkekassen, så de kan få strejkeunderstøttelse, indtil konflikten mellem 3F og Jensens Bøfhus er overstået,” siger Jim Jensen.

Han håber dog fortsat, at konflikten mellem 3F og Jensens Bøfhus når at blive løst, inden sympatikonflikten træder i kraft, så medlemmerne af Fødevareforbundet NNF undgår at blive trukket ind i den.

NNF-medlemmer samlet til møde

I første omgang skabte Fødevareforbundet NNF's varsel om sympatikonflikt en vis forrvirring blandt Fødevareforbundets medlemmer på Jensens Foods:

"Først forstod vi ikke helt, hvorfor vi skulle blandes ind i en konflikt, som en anden fagforening har med en anden virksomhed. Det handler jo ikke om os eller vores arbejdsplads," siger Berit Pedersen til nnf.dk, der er tillidsrepræsentant for medlemmerne af Fødevareforbundet NNF hos Jensens Foods og forklarer om forvirringen blandt kollegaerne:

"De var bekymrede for, om vi skulle lukke det hele ned og strejke. Men det er jo slet ikke det, der skal ske. Vi skal i konflikt, og det betyder, at vi ikke må skære bøffer og ben til Jensens Bøfhus' restauranter. Men alle vores andre produkter til detailhandlen må vi godt lave. Så der er nok, vi kan lave."

For at skabe ro blandt kollegaerne samlede tillidsrepræsentant Berit Pedersen til møde i kantinen, hvor de fik en snak om situationen.

3F ville jo også bakke os op, hvis Fødevareforbundet NNF kom i konflikt

"Da de fik forklaret, hvorfor vi skal i sympatikonflikt, kunne de godt se det fornuftige i det. Det er sådan, spillets regler er. 3F ville jo også bakke os op, hvis Fødevareforbundet NNF kom i konflikt. Og så er vi pludselig én kæmpestor fagforening, der bakker hinanden op," siger Berit Pedersen.

Under hele forløbet har Berit Pedersen haft tæt kontakt med forhandlingssekretær i Fødevareforbundet NNF, Anette S. Larsen.

"Anette har været en uvurderlig hjælp. Hun har løbende holdt mig informeret, så jeg har kunne informere mine kollegaer. Det har været rart at have hende og Fødevareforbundet NNF bag mig," siger Berit Pedersen til nnf.dk.

Tirsdag har Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland inviteret medlemmer, der arbejder hos Jensens Foods, til fyraftensmøde i afdelingen i Holstebro.

"Jeg håber, at kollegaerne kommer og får en snak med Anette og dem andre fra lokalafdelingen. De har helt styr på, hvordan og hvorledes," siger Berit Pedersen.

Hvad er en sympatikonflikt?

  • Hvis en fagforening ligger i konflikt med en arbejdsgiver, der ikke vil indgå overenskomst, kan fagforeningen bede andre fagforeninger under FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) om hjælp til konflikten. De kan hjælpe ved fx at iværksætte sympatikonflikter.
  • En sympatikonflikt går ud på, at medlemmerne fra andre fagforeninger afviser at udføre arbejde til den virksomhed, der ikke vil indgå en overenskomst.
  • Når medlemmerne af Fødevareforbundet NNF hos Jensens Foods ikke vil forarbejde bøffer og ben til Jensens Bøfhus, støtter medlemmerne 3F’s i deres kamp for at indgå en overenskomst med Jensens Bøfhus.

Kilde: nnf.dk

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så begynder de med deres mafiametoder, fordi de ansatte har valgt 3F fra!
Mon ikke Jensen har bøffer klar i udlandet;-)

Jeg har ikke spist på Jensen bøfhus i årevis, men nu er man jo nødt til at være solidarisk, når nogen prøver at tryne andre!

Deres bøffer er sgu ikke så ringe til prisen!
Snakkede lidt med personalet, som var trætte af 3F og deres måde at behandle deres arbejdsplads på!

Som hun sagde var den en FHer på denne restaurant, og hun havde ikke gjort andet end at skabe splid og splittelse siden hun blev ansat!

Endnu en god arbejdsplads som fagbevægelsen har besluttet at føre krig imod!