Annonce

Danmark anerkender ikke Lukasjenko

Udenrigsminister Jeppe Kofod: “Lukasjenko hører ikke hjemme i et præsidentpalads. Han hører hjemme på EU’s sanktionsliste”
Danmark slutter sig nu til en gruppe af EU-lande, som øger presset på Hviderusland og den illegitime præsident, Aleksandr Lukasjenko.

“Danmark anerkender ikke Lukasjenko som legitim præsident af Hviderusland,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod til Netavisen Pio.

Danmark står dermed sammen med en række øvrige EU-lande, som Tyskland, Polen, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet og Slovakiet, som heller ikke anerkender Lukasjenko som Hvideruslands retmæssige præsident.

Lukasjenko tog onsdag formiddag ved en hemmelig ceremoni sig selv i ed til en ny præsidentperiode.

llustrerer jo bare, at han ikke er blevet indsat på baggrund af frie og fair valg, men på valgfusk og vold

“Hemmelighedskræmmeriet omkring hans indsættelsesceremoni i dag illustrerer jo bare, at han ikke er blevet indsat på baggrund af frie og fair valg, men på valgfusk og vold,”understreger Jeppe Kofod.

Aleksandr Lukasjenko har styret Hviderusland med hårdere og hårdere hånd siden 1994.

9. august erklærede han sig som vinder af præsidentvalget med 80,1 procent af stemmerne. Oppositionen anerkender dog ikke valgresultatet. Den har dokumenteret omfattende valgfusk.

Demonstranter kræver nyvalg

Flere hundredtusinder hviderusserne er lige siden hver weekend gået på gaden i protest mod Lukasjenko og hans regime - og krævet et nyt, demokratisk valg.

EU har samlet taget afstand fra valgresultatet og politiets voldelige fremfærd over for demonstranterne.

Mandag  kunne EU dog ikke enes om en sanktionsliste rettet mod yderligere 40 topfolk i Lukasjenkos regime.

Det ærgrer udenrigsminister Jeppe Kofod:

“Lukasjenko hører ikke hjemme i et præsidentpalads. Han hører hjemme på EU’s sanktionsliste,” fastslår Jeppe Kofod over for Netavisen Pio og føjer til:

Den hviderussiske befolkning har krav på at blive hørt

Den hviderussiske befolkning har krav på at blive hørt. Jeg har klart understreget, at valget i Hviderusland hverken var frit eller retfærdigt. Derfor anerkender vi ikke valgresultatet, ligesom en meget stor gruppe andre lande heller ikke gør. Men Lukasjenko kontrollerer fortsat regeringsapparatet, og derfor må vi forholde os til ham, selvom han ikke er legitimt valgt.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet