Udsatte børn bør ikke hele tiden skifte socialrådgivere

Udsatte børn og familier skal have én fast socialrådgiver, mener næstformanden for Dansk Socialrådgiverforening.
Anbragte børn og unge vil have færre socialrådgiverskift, social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil have færre socialrådgiverskift og, ikke mindst, socialrådgiverne selv ønsker færre skift.

Forskningen er også klar: Anbringelser går oftere skævt, når socialrådgiveren bliver skiftet ud undervejs.

Men hvordan kan det så være, at mange børn og unge alligevel oplever, at de hele tiden får en ny socialrådgiver?

Problemet har mange årsager, hvilket min egen begyndelse på en karriere som socialrådgiver tydeligt illustrerer.

Starter hele tiden forfra

Da jeg begyndte i en familieafdeling i en kommune, kom jeg frisk fra uddannelsen. Jeg havde optur over, at jeg havde fået job ved første samtale og glædede mig til at komme i gang.

Men det, der ventede, var, at de børn og forældre, som jeg skulle hjælpe, ikke havde haft en fast socialrådgiver, siden den seneste var stoppet to måneder før.

Det startede altså med et skift.

Allerede da jeg mødte familierne første gang, virkede de systemtrætte. Både over usikkerheden ved ikke at have et fast anker i kommunen og ved samtidig at skulle til at sætte en ny person ind i deres situation. Det startede altså med et skift.

Jeg må sige, de havde en vis rutine, for familieafdelingen var opdelt i teams. Der var et modtageteam, et undersøgelsesteam, et indsatsteam for børn på henholdsvis under og over 12 år - og et anbringelsesteam. Det betød, at en familie fik en ny socialrådgiver, hver gang der skete noget nyt i deres sag. Altså mange skift.

Bunker af sager

Det var en gedigen bunke af sager, jeg fik. Jeg havde ansvaret for omkring 65 børn, mens Dansk Socialrådgiverforening anbefaler maksimalt mellem 20 og 25 sager på området.

Desuden var jeg ansvarlig for to skoledistrikter, hvor jeg skulle hjælpe lærere og pædagoger med, hvad de skulle gøre, når de var bekymret for et barn.

Kvaliteten af det arbejde, som jeg kunne levere, var selvsagt ikke tilfredsstillende. Alle mine tanker kredsede om arbejdet og alt det, jeg ikke nåede.

Gik selv ned med stress

Alle de familier, jeg havde talt med, var kede af det og frustrerede. Hver gang lovede jeg mig selv, at jeg ville skynde mig at få deres sag belyst og henvise til støtte, så de kunne få noget håb.

Jeg kunne ikke bære tanken om at arbejde bare én dag mere.

Jeg sad ofte lidt ekstra tid for at nå at lave den sidste henvisning. Bare lige én time mere, sagde jeg til mig selv. Men det blev til mange, og stadigvæk kom jeg ikke i mål. Til sidst fik jeg et angstanfald.

Jeg kunne ikke bære tanken om at arbejde bare én dag mere. Det betød en stresssygemelding. For familierne betød det, at de, der havde akutte problemer, blev fordelt blandt mine kollegaer, mens andre bare skulle vente, til jeg kom tilbage igen. Så flere skift.

Skift, skift, skift

Da jeg var kommet til hægterne igen, og var tilbage i arbejde, gik kommunen i gang med en omstrukturering, så det kun var få socialrådgivere, der skulle dække hjælpen til skoledistrikterne, hvorimod vi andre alene skulle tage os af myndighedsarbejdet i sagerne.

Flere skift for børnene. Senere ændrede man det igen, så socialrådgiverne fik ansvaret for et barn afhængig af CPR-nummer i stedet for det distrikt, barnet tilhører. Endnu et skift.

Efter jeg havde været der et års tid, flyttede man de unge væk fra familieafdelingen og over i en ungeafdeling. Flere skift.

En fast socialrådgiver

Der er ingen lette løsninger. Vi skal spille på mange strenge, hvis vi skal give familier og børn den tryghed, der ligger i reelt at have én fast myndighedssocialrådgiver.

Det vil betyde færre opdelinger i teams, fokus på kontinuitet frem for omstruktureringer - og ikke mindst tid til arbejdet og ordentlig oplæring af socialrådgiverne, så de ikke bliver sygemeldte eller smutter.

Ditte Brøndum er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.


Flere artikler om emnet

Annonce