Overvejer at indsætte bestyrelser i kampen mod chikane og magtmisbrug

Kulturminister Joy Mogensen: Bestyrelser for Filmskolen og Kunstakademiet kan måske give "en fornyet ro og kraft"
Det har været flere eksempler på beskyldninger mod undervisere på kunstneriske uddannelser for at udøve sexchikane, mobning og magtmisbrug.

På den baggrund overvejer kulturminister Joy Mogensen (S) fordele og ulemper ved at indføre bestyrelser på uddannelserne.

Det skriver hun i en mail til netmediet Altinget.

Krænkelsessager, demonstrationer og chikane. Det går ikke

"De kunstneriske uddannelser. De er fantastiske. De skaber vores fremtidige billedkunstkunstnere, filmskabere, musikere, og får talenterne til at vokse, så vi alle kan blive rigere på kunstoplevelser og få nye erkendelser. Uddannelserne er helt specielle og særegne. Men i de seneste par år har vi set eksempler, hvor der har været for meget uro og grus i maskineriet. Krænkelsessager, demonstrationer og chikane. Det går ikke," skriver hun til Altinget.

“Kan det (Bestyrelser på de kunstneriske uddannelser, red.) give en fornyet ro og kraft til vores kære kunstneriske uddannelser,” lyder overvejelsen fra kulturministeren.

Skandale på skandale

En række kunstneriske uddannelser hører under Kulturministeriet. Flere af uddannelserne har de seneste år været ramt af krænkelses-skandaler.

I 2017 fortalte 132 klassiske sangerinder om krænkelser og overgreb, som blandt andet havde fundet sted på de danske musikkonservatorier.

I 2018 fortalte elever på Det Kongelige danske Kunstakademi til Politiken  om, hvordan en professor havde udsat dem for mobning og grænseoverskridende adfærd ved blandt andet at taget stoffer med dem og vise en stribe dick picks til en af eleverne.

I 2019 endte Filmskolen i en mediestorm  oven på en hjemsendelse af en underviser, der førte til rektorens afgang.  

I 2019 kom det frem, at Forfatterskolen gennem en årrække var gennemsyret af en krænkelseskultur.

Ny “Tal trygt”-ordning

I april 2019 lancerede Kulturministeriet i samarbejde med Studenterrådgivningen en ny “Tal trygt”-ordning, hvor studerende fra de kunstneriske uddannelser kan henvende sig anonymt, hvis de oplever krænkende og grænseoverskridende adfærd.

Danske Studerendes Fællesråds formand, Johan Hedegaard Jørgensen, oplyser, at studerende løbende benytter sig af ordningen.

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) har opfordret kulturministeren til at indføre bestyrelser. Men bestyrelser kan, ifølge DSF ikke gøre det alene. Der må samtidig indføres mere demokrati på de kunstneriske uddannelser:

Der er nogle generelle udfordringer, hvor man har meget, meget lidt demokrati på de kunstneriske uddannelser

"De udfordringer, der er på de kunstneriske uddannelser, er jo ikke kun løst, ved at man indfører bestyrelser. Der er nogle generelle udfordringer, hvor man har meget, meget lidt demokrati på de kunstneriske uddannelser, og det, synes vi, er selvfølgelig dybt problematisk," siger Johan Hedegaard Jørgensen til Altinget.

"Det hele løses ikke ved at oprette bestyrelser og studienævn, men det er et godt sted at starte," skriver  Johan Hedegaard Jørgensen på twitter.

placeholder

 

DSF-formanden peger desuden på, at den kunstneriske verden i Danmark er meget lille, og derfor er der eksempler på, at studerende har droppet at klage eller fremføre kritik af frygt for ikke at kunne få job i branchen bagefter.

Anonym rådgivning for studerende ved de kunstneriske uddannelser

Tal trygt er et tilbud til studerende på de videregående kunstneriske uddannelser, som har oplevet krænkelser på studiet.

De videregående kunstneriske uddannelser tilbyder anonym rådgivning inden for to dage. Ring til os på 70 26 75 00 og book en samtale.

På grund af corona-situationen vil samtalerne pt. foregå telefonisk eller online.

Tal trygt gælder for følgende uddannelser:

  • Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler

  • Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

  • Rytmisk Musikkonservatorium

  • Det Jyske Musikkonservatorium

  • Syddansk Musikkonservatorium

  • Den Danske Filmskole

  • Den Danske Scenekunstskole

  • Det Jyske Kunstakademi

  • Forfatterskolen

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce