Vedvarende energi er kilden til at bringe Danmark og Indien tættere sammen

Indien har tårnhøje ambitioner på klimaområdet, og når inderne rækker hånden ud til Danmark, er det en kæmpe mulighed for at rykke på den grønne dagsorden.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) i denne uge mødtes med Indiens premierminister, Narendra Modi, via et virtuelt topmøde, var der stor optimisme og begejstring i mange indiske medier over muligheden for at kunne samarbejde på det grønne energiområde.

Indiens regering ønsker, at over halvdelen af landets energiforsyning skal komme fra vedvarende energikilder som f.eks. solceller og vindenergi om godt og vel syv år, samtidig med at Indien overhaler Kina og bliver det folkerigeste land på kloden.

Indien har allerede nogle af verdens største solcelleanlæg. Siden 2014 er Indiens kapacitet på solenergi-området blevet 14 gange større. Meget tyder på, at landet prøver at leve op til løftet om at begrænse CO2-udledningen - og det er ikke kun pr. indbygger - men også som land i det hele taget.

Indien er i dag verdens tredjestørste udleder af Co2 - efter USA og Kina. Men sammenlignet med de to andre lande, som er de suverænt største udledere af drivhusgasser, er udledningen betydeligt lavere i Indien. Ser man i forhold til Danmark, så forurener en helt almindelig gennemsnitsdansker dobbelt så meget som en “gennemsnitsinder.”

Co2-reduktion i Indien rykker

På det individuelle plan kan danskerne stadigvæk gøre meget for at reducere CO2-udledningen. Men som nation skal Indien bestemt gøre meget mere.

En måde for Danmark at hjælpe i klimakampen er ved at hjælpe resten af verden.

Det vil betyde en bedre livskvalitet for indbyggerne i de pågældende lande, når luft- og vandkvalitet forbedres.

Da Indien indførte nogle af de mest drastiske nedlukningsmekanismer under coronakrisen - og fordi restriktionerne var så omfattende - kunne Delhis indbyggere tidligere på foråret se Himalaya-bjergene tårne sig op i horisonten. Dem havde de ikke set i de sidste to årtier på grund af luftforurening.

Et strategisk partnerskab

På mødet mellem den indiske og den danske statsminister, tidligere på ugen, blev det afsløret, at Danmark og Indien havde indgået et såkaldt “strategisk partnerskab” på det grønne område.

Dette vil placere Danmark - og ikke mindst danske virksomheder - i en fordelagtig position i forhold til at levere de grønne løsninger, som Indien efterspørger.

Der er ingen tvivl om, at danske løsninger inden for blandt andet vindkraft, vandteknologi og energieffektivitet i høj grad bliver efterspurgt i Indien i de kommende år. Det er ikke bare en mulighed for en øget dansk eksport og investeringer, men også en øget deltagelse i det indiske demokrati.

En udstrakt indisk hånd

I indisk kultur betyder personlige relationer meget og den professionelle relation mindre.

Derfor skal man ikke underkende den symbolske betydning af, at Indiens premierminister både ønskede Frederiksen tillykke med bryllup og inviterer statsministerens datter tilbage på besøg i Indien.

Så meget kan jeg godt sige om Indien, fordi jeg er opvokset i Indien og taler begge de sprog Indiens premierminister, Narendra Modi, taler. Invitationen til statsminister og familie er lig med en udstrakt hånd. Statsministeren bør tage imod tilbuddet og tage til Indien. Jeg er sikker på, at hun vil få en varm modtagelse.

Indien var det første land i verden til at oprette et helt ministerium for vedvarende og grøn energi. Man kaldte det "Ministry of Renewable Energy".

Indiens ambitioner er seriøse, og med Danmarks hjælp kan man godt både gøre luftforureningen lavere, vandet renere og skabe arbejdspladser i både Danmark og Indien.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Og drop blandings produktet der bliver kaldt grøn energi, olie og brint da der stadigvæk vil være CO2 udledning
Og læs min kommentar under nyheds artiklen "grøn mission på side et eller side 2

Annonce