Annonce

Lizette: ”Statsministeren har sat kursen i den rigtige retning”

FH-formand om åbningstalen: Tilfreds med grøn omstilling, vejen ud af coronakrisen, velfærden og tidlig tilbagetrækning, men skuffet over dagpengene ikke er med
"Statsministeren har sat kursen i den rigtige retning. Både når det gælder grøn, retfærdig omstilling, vejen ud af coronakrisen, opretholdelsen af velfærden og tidlig tilbagetrækning,” siger formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, i en kommentar til statsminister Mette Frederiksens åbningstale tirsdag.           

Statsministeren annoncerer i sin åbningstale, at regeringen vil afsætte 10 mia. kr. til den grønne omstilling. En prioritering, der får stor opbakning fra FH-formanden.

”Den grønne omstilling skal i gang. Coronakrise eller ej. Derfor er jeg meget tilfreds med, at regeringen nu afsætter 10 mia. kr. til den grønne omstilling. Og jeg hæfter mig ved, at statsministeren understreger, at den grønne omstilling ikke må betyde øget ulighed eller tab af arbejdspladser, samtidig med at vi skal sikre velfærden. Den målsætning er jeg helt enig i,” siger Lizette Risgaard.

FH-formanden understreger, at tidlig tilbagetrækning er en vigtig dagsorden i det nye folketingsår:

”Jeg har tillid til, at statsministeren holder sit løfte om at sikre dem, der har været længst på arbejdsmarkedet, en ret til at trække sig tidligere tilbage. Jeg er sikker på, at hun kan finde et Fornuftens Flertal i Folketinget,” siger Lizette Risgaard.

Hun kommer i den forbindelse med en appel til højre side i Folketinget:

Jeg ku’ blive så rasende! 

”Jeg vil godt appellere meget indtrængende til højre side i Folketinget om at droppe de helt horrible beskyldninger, om at dårligt helbred er folks egen skyld! Jeg ku’ blive så rasende! Enhver véd, at årtiers hårdt arbejde slider på kroppen,” siger Lizette Risgaard.

“En stjernestund”

Statsministeren roser i åbningstalen arbejdsmarkedets parter for at tage ansvar for at holde hånden under danske arbejdspladser under coronaen:

”Jeg er helt enig med statsministeren i, at vi i løbet af foråret og sommeren oplevede ”en stjernestund for dansk samarbejde og demokrati”, hvor lønmodtagere, arbejdsgivere og regeringen indgik trepartsaftaler, der betød, at mange tusinde kunne blive i job i stedet for at blive fyret,” siger Lizette Risgaard.

FH’s formand erklærer sig tilfreds med, at regeringen opfylder løftet om en velfærdslov, der sikrer, at velfærden som minimum følger med befolkningstallet: 

”Det gi’r sig selv, at når vi bliver flere ældre, så er det nødvendigt at afsætte flere penge til velfærd. Det skal velfærdsloven sikre, og det er jeg meget tilfreds med, at regeringen står ved,” siger Lizette Risgaard.

FH’s formand er også tilfreds med, at regeringen nu sætter gang i arbejdet med den varslede nærhedsreform.

Det er på tide, at vi får sparket New Public Management tyranniet til hjørne

”Det er på tide, at vi får sparket New Public Management tyranniet til hjørne, og i stedet for overlader flere beslutninger til de medarbejdere og ledere, som til daglig har fingrene i mulden. Med tillid kommer ansvar. Vi har derfor lanceret syv visioner og en række konkrete principper for en nytænkning af måden, de 800.000 offentligt ansatte styres og ledes på”, siger Lizette Risgaard.

Efterlyser reform af dagpengesystemet

FH-formanden er til gengæld skuffet over, at en en reform af dagpengesystemet ikke er med i regeringens program for folketingsåret 2020-2021:

”Dagpengesystemet skal gøres mere attraktivt ved, at dagpengene fra 2021 følger lønudviklingen. Alt andet er en unødig gambling med vores fleksible arbejdsmarked”, siger Lizette Risgaard.

Jeg hørte en statsminister, der på en række afgørende områder, talte direkte ind i 3fernes virkelighed

Formanden for fagforbundet 3F, Per Christensen, skriver i et tweet, at statsministerens åbningstale på en række afgørende områder “taler direkte ind i 3F’ernes virkelighed”:

“Jeg hørte en statsminister, der på en række afgørende områder, talte direkte ind i 3fernes virkelighed: Retten til tidlig pension, behov for lærepladser, uddannelse til ledige og grønne job.”

placeholder

 

FOA: "Godt at vende vanetænkningen ryggen"

Formanden for FOA, Mona Striib, hilser det velkommen, at regeringen på udvalgte velfærdsområder - folkeskolen, dagtilbud, ældreområdet - sætter syv kommuner fuldstændig fri:

”Det er rigtig godt at vende vanetænkningen ryggen, og give ansatte og ledere friheden til at slippe deres faglighed fri. Vi ser gerne på, hvordan vi sætter tilliden i centrum ude på arbejdspladserne. Kontrol kan være nødvendig, men det er gennem tillid, at vi udvikler velfærden,” siger Mona Striib.

FOA efterlyser flere konkrete forslag fra regeringen på ældreområdet. Især er der behov for at sætte mere fart på rekrutteringen af ansatte:

”Uanset alt det andet gode, vi vil gøre, og alle de ideer vi har, så står det hele og falder med, at vi kan tiltrække nok mennesker til området. Vi ved, at vi kommer til at mangle omkring 40.000 ansatte i de næste 10 år. Det er en monumental opgave at løse det problem. Regeringen og vi andre skal tage fat nu,” understreger Mona Striib.

Vi ved, at vi kommer til at mangle omkring 40.000 ansatte i de næste 10 år

FOA noterer, at statsministeren i sin åbningstale understreger, at mangel på ordentlighed og respekt ikke bare handler om penge – men også om faglighed og ledelse:

”Der er vi enige. Men må jeg ikke minde om, at ældresektoren, sundhedssystemet og børne- og ungeområdet har oplevet mere end et tiår med konstante nedskæringer. Det vil være naivt at hævde, at kvaliteten og nogle af de problemer, vi oplever, ikke handler om penge,” fastslår Mona Striib.

Formanden for BUPL, Elisa Rimpler, byder på twitter regeringens frikommune-forsøg velkommen:

Årelange besparelser pågodt børneliv har genereret overstyring i kommunerne

“Årelange besparelser pågodt børneliv har genereret overstyring i kommunerne. JA TAK til at sætte fagligheden fri fra det!

Har vi forsøgt at sige længe. Og det fritager hverken kommunerne ellerChristiansborg fra at skulle investere, så det også reelt betyder bedre kvalitet for børnene.”

placeholder

 

Sygeplejerådsformand: Glæder sig over anerkendelse

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, siger, at hun glæder sig over statsministerens anerkendelse af blandt sygeplejerskernes indsats under coronakrisen i åbningstalen:

Det er godt, at statsministeren anerkender vores store indsats

“Det er godt, at statsministeren anerkender vores store indsats. For vi bliver i hvert fald ved med at minde regeringen om, at den krisemodel, der blev opbygget i foråret ikke går en gang til, hvis vi til vinter ser smittetrykket stige igen.”

Sygeplejerådet ser frem til at forhandlingerne om en nærhedsreform, som blev sat på pause af coronakrisen: 

“Sammen med FH har vi været med til at udvikle syv visioner for nærhedsreformen, som bla. handler om øget tillid, bedre ledelse, fokus på fagprofessionel kompetence og et forslag om ny økonomistyring. Dem vil vi spille ind i debatten.”

Om frikommune-forsøget siger Grete Christensen:

“Hvor ville det være fantastisk, hvis regeringen – som en del af forsøget - vil give kommunerne frihed til og mulighed for at arbejde tættere sammen med hospitalerne ligesom under coronakrisen!  For det viste sig i foråret, at man faktisk godt kan få samarbejdet til at fungere, især hvis økonomien ikke sættes forrest. Det ville gavne alle at teste nye løsninger på et problem, der er en af de største udfordringer i sundhedsvæsenet.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet