Annonce

Regeringen vil stramme op over for utryghedsskabende unge

Unge, der skaber utryghed på gaden, skal først rammes på pengepungen med stor bøde og dernæst med fængselsstraf
Regeringen vil skabe større tryghed i blandt andet udsatte boligområder og i nattelivet. Derfor præsenterer man fire initiativer, som skal komme utrygheden til livs.

De fire initiativer drejer sig om opholdsforbud på bestemte offentlige områder, store bøder, inddragelse af smykker og straksudsmidning af boliger.

I fremtiden skal politiet kunne indføre et tryghedsskabende opholdsforbud for alle personer i et bestemt område, hvor der er utryghed. Det kan være på en parkeringsplads i et boligområde eller ved et butikscenter, hvor grupper af unge samles og skaber utryghed.

“Vi skal ikke finde os i det! Alt for ofte ses kriminelle med machoadfærd og dyr livsstil sprede utryghed i bl.a. udsatte boligområder. Det skal stoppes. Derfor skærper vi nu kursen markant,” skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i et Facebook-opslag.

Derfor skærper vi nu kursen markant

placeholder

 

Hvis de unge ikke fjerner sig, risikerer de at få en bøde på 10.000 kroner. Sker det igen, er straffen 30 dage i fængsel. Hvis man har gæld til staten af en vis størrelse, er der kontant afregning, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) under et pressemøde:

Man kan ikke bare læne sig tilbage og være ligeglad og lade gælden til statskassen vokse

“Man kan ikke bare læne sig tilbage og være ligeglad og lade gælden til statskassen vokse. Vi vil give politiet muligheden for at beslaglægge guldkæder, lækre armbåndsure og andre ting af større værdi, hvis man i forvejen har gæld til det offentlige af en vis størrelse.”

Frustration over udspil

Udspillet bliver mødt med frustration på Lundtoftegade i København, som er et såkaldt ghettoområde. Formanden for afdelingsbestyrelsen på Lundtoftegade, Søren Emil Stenkjær Schütt, fortæller i P1 Morgen fredag, at de unge mennesker ikke har noget sted at samles for at slappe af, og at de derfor står og hænger foran det lokale vaskeri.

Ifølge formanden føler de unge sig stigmatiseret og udstødt med den retorik og de metoder, der lægges op til med regeringens udspil.

Chefanalytiker i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), Gunvor Christensen, forklarer i P1 Morgen, at det, der i høj grad virker, er boligsociale indsatser, som arbejder med at aktivere de unge i fritidsjob og andre aktiviteter, er med til at få dem væk fra de offentlige områder, hvor de risikerer at skabe utryghed ved at stå i store grupper.

Desuden virker fællesskabsdannende aktiviteter, som bygger bro mellem forskellige beboergrupper i boligområder, også ifølge chefanalytikeren. For hvis man lærer hinanden at kende, er der ingen grund til at frygte hinanden.

Ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) er der både brug for bløde metoder i form af fritidsjob og aktiviteter, men også behov for hårdere metoder for at komme problemerne med utryghed og kriminalitet til livs.

Risiko for trodsreaktion

Formanden for udlændingeretsadvokaterne, Jytte Lindgård, mener ikke, at den straf for at skabe utryghed, som regeringen lægger op til, er såkaldt juridisk proportionel. Med det menes der, at hvis bøden er så stor, kan det være ligegyldigt, fordi man alligevel aldrig vil kunne skaffe de penge, forklarer Jytte Lindgård i P1 Orientering.

Jytte Lindgård vurderer også, at 30 dage bag tremmer er meget i forhold til almindelige strafferammer for at overtræde et forbud mod at komme et bestemt sted.

Derudover påpeger hun, at man risikerer at få dobbelt straf, hvis man både får en fængselsstraf og bliver smidt ud af sin lejlighed, som regeringen lægger op til med muligheden for at frakende rettigheden til at være i et bestemt lejemål i forbindelse med en straffesag.

Den vurdering giver justitsministeren dog ikke meget for.

“Det, hun er inde på, er slet og ret en politisk vurdering. Det er hendes politiske holdning. Den har hun lov at have, men det er bare hendes mavefornemmelse og politiske holdning, hun giver udtryk for. Vi vil gerne slå hårdt ned over for dem, som har den her utryghedsskabende adfærd og dem, som bliver smidt af lejligheden, når de begår kriminalitet, skal smides hurtigere ud,” siger Nick Hækkerup i P1 Morgen.

Det, hun er inde på, er slet og ret en politisk vurdering

Han frygter ikke, at der kommer en sådan trodsreaktion, som Jytte Lindgård er inde på. Tværtimod regner han med, at udsigten til en stor bøde eller fratagelse af værdigenstande som ur og dynejakke vil afskrække folk fra at begå kriminalitet og skabe utryghed ved at opholde sig i grupper bestemte steder.

Skal kunne tale om problemerne

Sociolog og samfundsdebattør Aydin Soei forstår ikke timingen i forhold til at tale om utryghedsskabende indvandrerdrenge, eftersom ungdomskriminaliteten - især i udsatte boligområder - er faldet markant de sidste ti år og er historisk lav.

Han påpeger, at tre ud af fire rockere er medlemmer af Hells Angels og Bandidos, som ikke har rockerborge i udsatte boligområder, men i provinsen.

Det er dog ifølge Nick Hækkerup at lukke øjnene i den politiske korrektheds navn for det, der er problemet: Overrepræsentation blandt ikke-etniske danskere i kriminalitetsstatistikkerne og fængslerne. Justitsministeren mener derfor, at man skal kunne tale om sådanne problemer for at kunne løse dem.

“Det nytter ikke noget at lade, som om det ikke er et rigtigt problem, for det er et rigtigt problem, og hvis vi bliver ved med at ignorere det, ender vi i svenske tilstande,” siger Nick Hækkerup i P1 Morgen.

Hvis vi bliver ved med at ignorere det, ender vi i svenske tilstande

Selvom nutidens unge-generation er historisk lovlydig set over en bred kam, ændrer det ifølge justitsministeren ikke ved, at der er grund til at gribe ind og gøre noget der, hvor problemerne stadig eksisterer.

Regeringen vil nu arbejde med at finde ud af, hvordan initiativerne konkret skal føres ud i livet, og hvordan politiet sikres mulighed for at håndhæve dem.

Læs hele udspillet her.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet